Videokonsultation ikke tilstrækkelig undersøgelse
Vagtlæge får kritik for alene at foretage en videokonsultation, idet dette pga. billedkvaliteten og lyssammensætningen ikke var tilstrækkeligt til at vurdere, om patienten havde gulfarvning i øjet.
Sagsnummer:
23DNU47
Offentliggørelsesdato:
fredag den 30. juni 2023
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Almen praksis/vagtlæger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives kritik til:
- vagtlæge P1 (aut. ID ████), Lægevagten i RegionA, for behandlingen den 25. december 2021.
Det betyder, at vagtlæge P1 ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Klagen
Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af vagtlæge P1 hos Lægevagten i RegionA, den 25. december 2021.
Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:
- ████ ikke modtog tilstrækkelig og relevant behandling henset til sin tilstand.
Sagsfremstilling
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 25. december 2021 tog ████s mor kontakt til Lægevagten i RegionA, hvor hun var i kontakt med vagtlæge P1, idet ████ på 6 år havde haft periodevise opkastninger igennem 14 dage og havde gulligt urin. ████s mor udtrykte desuden bekymring for hans hudfarve, som virkede gullig. Vagtlægen tilså ████ over videoopkald, hvor han konkluderede, at der ikke var mistanke om ikteriske sclerae, hvorfor han oplyste om at se tiden an. Ikteriske sclerae er gulfarvning i senehinden i øjet.
Det fremgår af en lydfil fra telefonkonsultationen, at det blev oplyst, at ████ ikke tissede særlig meget, og hans urin havde en kornblomstgul farve. Videre fremgår det, at ████ var blevet gul i øjnene, og at hans afføring var lysegrå.
Det fremgår af klagen, at ████ halvandet døgn senere blev indlagt med leversvigt.
Begrundelse
Disciplinærnævnet behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.
En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge P1 for behandlingen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at:
- vagtlæge P1 ikke reagerede tilstrækkeligt og relevant på oplysningen om lysegrå afføring og gulfarvning af øjnene hos ████. Vagtlægen oplyste ved information om lysegrå afføring, at dette ikke var bekymrede, da afføringen hverken var hvid eller sort. Videre vurderede vagtlægen i forbindelse med en videokonsultation, at der ikke var gulfarvning af ████s øjne, men at det kunne ses an. Både grå afføring og gulfarvning af øjnene er klassiske tegn på alvorlig leverpåvirkning eller galdevejstilstopning, hvorfor vagtlægen burde have henvist ████ til en fysisk vurdering. Desuden var et videoopkald ikke tilstrækkeligt til at vurdere ████s tilstand, idet billedkvaliteten og lyssammensætningen på en videovurdering kan gøre, at der sker en fejltolkning af farverne.
Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at vagtlæge P1 handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 25. december 2021 hos Lægevagten i RegionA.
Regler
Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
- 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)
- 17 om omhu og samvittighedsfuldhed