Manglende indlæggelse af to måneder gammelt barn

Vagtlæge Darius Gruodis (aut. ID 00RTP) får kritik med indskærpelse for at sende et barn på to måneder hjem med feber, da dette kan være tegn på alvorlig sygdom, som bør vurderes under en indlæggelse. (Offentliggøres pga. indskærpelse og gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM53

Offentliggørelsesdato:

28. juni 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Vagtlæge Darius Gruodis (aut. ID 00RTP) fra Lægevagten i Region A får kritik for behandlingen den 24. februar 2024.

Klagen

Du har klaget over, at ████ikke fik en korrekt behandling af vagtlæge Darius Gruodis hos Lægevagten i Region A, den 24. februar 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • ████ ikke modtog en relevant og tilstrækkelig behandling henset til sine symptomer, herunder at det ikke var relevant at vurdere, at hun havde en mave-tarm-infektion.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 24. februar 2024 kontaktede du Lægevagten i Region A på vegne af 2 måneder gamle ████. Du oplyste, at ████ var mere slap og anderledes, end hun plejede at være, samt at hendes temperatur var blevet målt til 39,5. ████blev herefter visiteret til en konsultation.

Senere samme dag var ████ til en konsultation hos vagtlæge Darius Gruodis hos Lægevagten i Region A. Du oplyste, at ████ aktuelt havde haft diarré 3 gange, samt at hun fik ok med væske. Vagtlægen foretog en objektiv undersøgelse af ████og noterede på baggrund heraf, at hun var blussende og havde livlige tarmlyde. Vagtlægen vurderede herefter, at der var tale om en mave-tarm-infektion.

Du har oplyst, at ████blev set af en anden vagtlæge dagen efter, som sendte hende videre til en børneafdeling, hvor hun fik konstateret nyrebækkenbetændelse og var indlagt i 3 dage.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har modtaget partshøringssvar fra vagtlæge Darius Gruodis. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere vagtlæge Darius Gruodis for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • vagtlæge Darius Gruodis ikke målte ████s temperatur, men fandt hende blussende ved en objektiv undersøgelse og dermed med tegn på feber.
  • vagtlæge Darius Gruodis burde have indlagt ████, da hun var under 3 måneder gammel og havde feber, som var målt til 39,5 i hjemmet. Temperaturer højere end 38 hos et spædbarn kan være tegn på alvorlig sygdom, og da de øvrige sygdomstegn, som man almindeligvis anvender til at vurdere, hvorvidt der er tale om alvorlig sygdom, er meget usikre hos børn under 3 måneder, bør spædbørn med feber vurderes under en indlæggelse.
  • blodforgiftning og urinvejsinfektioner hos spædbørn kan optræde som feber uden tilstedeværelse af andre symptomer. Et barn, som er under 3 måneder gammel og har feber (temperatur over 38), bør derfor indlægges til undersøgelse for alvorlig infektion.

Vagtlæge Darius Gruodis har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████den 24. februar 2024 hos Lægevagten i Region A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af vagtlæge Darius Gruodis’ titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da det er tredje gang inden for de sidste 5 år, at vi giver kritik til vagtlæge Darius Gruodis. Således gav vi kritik til vagtlæge Darius Gruodis i afgørelse af den 20. april 2023 og i afgørelse af den 19. december 2023. Disse afgørelser vil derfor også blive offentliggjort, da de er omfattet af offentliggørelsesordningen. 

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 3 om kritik tre gange inden for 5 år