Utilstrækkelig undersøgelse for forhudsforsnævring

Vagtlæge Darius Gruodis (aut. ID 00RTP) får kritik for ikke at have foretaget en tilstrækkelig undersøgelse for forhudsforsnævring. (Offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM55

Offentliggørelsesdato:

28. juni 2024

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Almen praksis/vagtlæger

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Der gives kritik til:

  • praktiserende læge Darius Gruodis (aut. ID 00RTP), Behandlingssted 1, for behandlingen den 18. november 2021.

Det betyder, at praktiserende læge Darius Gruodis ikke udviste tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved behandlingen.

Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.

KLAGEN

Der er klaget over, at ████ ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge Darius Gruodis i Behandlingssted 1, den 18. november 2021.

Disciplinærnævnet har forstået, at det centrale i klagen er:

  • at ████ ikke modtog tilstrækkelig behandling på henvendelse vedrørende symptomer på forhudsforsnævring.

SAGSFREMSTILLING

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.

Den 18. november 2021 blev ████ på 9 år set i Behandlingssted 1 sammen med sin mor, der forklarede om bekymring for forhudsforsnævring. Det var praktiserende læge Darius Gruodis, der tilså ████, og lægen gav råd om, at dette var en normal fysiologisk tilstand, når man var barn.

Det fremgår af en udtalelse til sagen fra praktiserende læge Darius Gruodis, at der ikke var faglig behandlingsindikation for forsnævret forhud, der er et normalt fysiologisk fænomen for børn, og at tilstanden sjældent er behandlingskrævende.

BEGRUNDELSE

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1.

En autoriseret sundhedsperson er under udøvelsen af sit sundhedsfaglige virke forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det følger af autorisationslovens § 17. Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen således stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har på behandlingstidspunktet. Disciplinærnævnet tager ved afgørelsen ikke stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Disciplinærnævnet vurderer, at der er grundlag for at kritisere Behandlingssted 1 for behandlingen.

Disciplinærnævnet har lagt vægt på:

  • at der ikke blev foretaget en tilstrækkelig og relevant objektiv undersøgelse, hvormed der ikke var det relevante grundlag for at vurdere, at der ikke forelå en behandlingskrævende forhudsforsnævring
  • at det ikke var relevant af praktiserende læge Darius Gruodis alene ud fra morens fortælling og ████s anamnese at vurdere, at der ikke var behov for behandling. Der blev ikke i tilstrækkeligt omfang spurgt til symptomer, som kunne have været alarmerende og alene ville give anledning til vurdering med henblik på operation
  • at det ikke var sundhedsfagligt relevant blot at vurdere, at der var tale om almindelige symptomer hos børn uden behov for undersøgelse
  • praktiserende læge Darius Gruodis angiver selv i sin partshøring, at der er tilfælde, hvor kirurgisk behandling er nødvendig, hvorfor det ikke var sundhedsfagligt forsvarligt, at han ikke undersøgte ████ den 18. november 2021 for at vurdere, om han var en af de patienter, hvor der var indikation for behandling.

Disciplinærnævnet finder på den baggrund, at praktiserende læge Darius Gruodis handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af ████ den 18. november 2021 hos Behandlingssted 1.

REGLER

Disciplinærnævnet har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven):

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed