Diagnose på baggrund af klinisk undersøgelse

Vagtlæge <***> har overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld, da han behandlede <***> den 1. oktober 1998 i lægevagtskonsultationen, <***>.

Sagsnummer:

9912306

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 12. december 2000

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Vagtlæge <***> har overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld, da han behandlede <***> den 1. oktober 1998 i lægevagtskonsultationen, <***>.

<***>s hustru henvendte sig den 1. oktober 1998 kl. 2.42 til <***>, fordi <***> var vågnet med stærke smerter og trykken for brystet. Hun talte med vagtlæge <***>, der opfordrede <***> til at komme til lægevagtens konsultation i <***>.

<***> blev undersøgt af læge <***> kl. 3.36. Det fremgår af journalnotatet, at <***> havde haft trykken for brystet, som dog nu var gået væk. Han blev vurderet som alment upåvirket, og der var normal stetoskopi af hjerte og lunger. Blodtrykket var 135/95. Han fik at vide, at det muligvis var hjertekrampe, og eftersom han oplyste, at han havde en tid hos egen læge den 2. oktober 1998, fandt læge <***> det i orden, at han kørte hjem igen.

Den 1. oktober 1998 om morgenen blev <***> på baggrund af en EKG-undersøgelse via egen læge akut indlagt på kardiologisk afdeling, <***>, hvor han fik stillet diagnosen "blodprop i hjertet".

Der er klaget over, at læge <***> ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse og behandling af <***>s pludselig opståede smerter i hjerteregionen.

Patientklagenævnet finder, at læge <***> har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin undersøgelse og behandling af <***> i lægevagtskonsultationen i <***> den 1. oktober 1998.

Nævnet har herved lagt vægt på <***>s oplysninger om pludselig opståede stærke smerter og trykken for brystet, som er velkendte symptomer på blodprop i hjertet. Videre har nævnet lagt vægt på, at <***> var 54 år.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at <***> først havde tid hos egen læge den følgende dag.

Nævnet kan oplyse, at der er kan være adskillige årsager til smerter i brystet, samt at flere af disse ved en simpel klinisk undersøgelse kan forklares som værende udtryk for banale lidelser, for eksempel muskelinfiltrationer i brystkassen. Såfremt en klinisk undersøgelse ikke med sikkerhed kan lokalisere et sådant godartet focus (årsag) for smerterne, bør en sådan patient, hvis han i øvrigt aldersmæssigt er potentiel hjertepatient, indlægges akut. At smerterne på undersøgelsestidspunktet er svundet, berettiger ikke til yderligere udsættelse, idet en pludselig forværring i tilstanden kan medføre fatale rytmeforstyrrelser fra hjertet.

Da diagnosen blodprop i hjertet således ikke kan stilles ved blot at lytte til hjertet, og da lægevagtskonsultationen ikke havde mulighed for at tage EKG, finder nævnet, at læge <***> burde have foranlediget, at <***> blev henvist akut med henblik på at få foretaget en EKG-undersøgelse.