Revurdering af behandling efter røntgenkonference

Læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 9. december 1998 på skadestuen på Centralsygehuset i <***>.

Ortopædkirurgisk afdelings kontakt med <***> i perioden mellem den 9. december 1998 og den 22. december 1998 var ikke omhyggelig og samvittighedsfuld.

Da det ikke har været muligt for Patientklagenævnet at fastslå hvem der havde ansvaret for, at behandlingen blev revurderet og meddelt <***>, meddeles afgørelsen til den administrerende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling, Centralsygehuset i <***>, til orientering.

<***> havde ved et trafikuheld den 6. december 1998 slået højre knæ mod bilens handskerum, hvilket, bortset fra noget ømhed i knæet, ikke gav anledning til gener.

Den 9. december 1998 var smerterne taget til i knæet i en sådan grad, at <***> havde svært ved at gå, støtte og bøje knæet, hvorfor han rettede henvendelse til skadestuen på Centralsygehuset i <***>.

Læge<***> anfører i sin udtalelse til sagen, at han ved undersøgelsen den 9. december 1998 fandt ømhed ved knæskallen og tegn på væskeansamling i knæet. Ved bevægelser i yderpositionerne var der ligeledes smerter i knæet, men ellers ingen tegn på skader af ledbånd, brusk, menisk eller korsbånd. Læge <***> anfører videre, at en røntgenundersøgelse umiddelbart bekræftede hans mistanke om 3-4 små brud på knæskallen. Han skønnede, at den mest optimale behandling i dette tilfælde var en benskinne af typen ROM-splint, som tillader bevægelse i knæet. <***>s forældre oplyste i den forbindelse om, at <***> led af faktor-V-leiden mutation, heterozygot. Læge <***> vurderede, at det ikke ville <***> problemer i forbindelse med behandlingen med åben ROM-splint. Efterfølgende kontrol blev aftalt efter 14 dage.

<***> oplyser i sin klage, at lægen orienterede dem om, at mere erfarne læger vil gennemgå røntgenbillederne, og hvis der skulle vise sig ikke at være brud, eller at <***> ikke længere skulle benytte benskinnen ville de blive kontaktet telefonisk eller skriftligt. Der blev samtidig aftalt tid til besøg i ambulatoriet den 22. december 1998. I de efterfølgende 14 dage havde <***> ondt i sit ben, formentlig på grund af benskinnen.

Den 22. december 1998 henvendte <***> sig som aftalt i ambulatoriet på Centralsygehuset i <***>, hvor han blev oplyst om, at man ved gennemgangen af røntgenbilledet havde konstateret, at der ikke var tale om revner eller brud på knæskallen. En objektiv undersøgelse viste, at <***> kunne gå uden væsentlige smerter i knæet, der var ingen ømhed af knæskallen, hverken direkte eller indirekte, ligesom knæet var fuldstændig stabilt.

Af klageskrivelsen fremgår det, at smerterne i forløbet tværtimod var tiltagende, således at <***> fredag den 1. januar 1999 næsten ikke kunne gå eller støtte på sit højre ben.

Den 2. januar 1999 rettede familien henvendelse til lægevagten, som indlagde <***> på mistanke om blodprop i benet. Der fandtes ved den objektive undersøgelse af højre ben tegn på en dyb veneblodprop. Der blev foretaget ultralyd undersøgelse, som viste blodpropper strækkende sig 2/3 op på låret. På denne baggrund besluttede man at indlægge <***> til blodfortyndende behandling.

Forældrene gav udtryk for bekymring på grund af sønnens lidelse, Heterozygot bærer af faktor-V-leiden mutation. Lægen oplyste, at én af årsagerne kan være immobilisering, men at det ikke behøver at være den eneste årsag til dybe veneblodpropper. Læge <***> understreger i sin redegørelse, at der ifølge videnskabelige undersøgelser ikke ses at være en forøget risiko ved den pågældende lidelse ved ung alder set i forhold til normalbefolkningen. Han anfører endvidere, at man under behandling med ROM-splint stadig kan bruge venepumpen, samt at det er en relativ kontraindikation at <***> blodfortyndende medicin 3 døgn efter et traume. Læge <***> anfører tillige, at <***> er Heterozygot og ikke homozygot med hensyn til Leiden mutation.

Der er klaget over, at <***> ben blev fikseret med benskinne, selvom han led af Faktor V leiden mutation, heterozygot, samt at han som lovet ikke blev kontaktet af lægen med besked om, at benet ikke var brækket.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for kritik af, at læge <***> behandlede <***> med en skinne af typen ROM-splint.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at der var mistanke om revner i knæskallen, som ikke umiddelbart kunne afkræftes, hvorfor det i henhold til almindelig praksis er relevant at stille benet i ro.

Patientklagenævnet har endvidere lagt vægt på, at læge <***> ved at anvende en ROM-splint på relevant vis sikrede sig, at bandageringen tillod bevægelse og belastning, samt at skinnen blev taget af om natten.

Patientklagenævnet har tillige lagt vægt på, at der i det foreliggende tilfælde, hvor <***> var heterozygot bærer af faktor V-leiden mutation, ikke var kontraindikation for behandling med en ROM-splint.

Patientklagenævnet finder, at der er grundlag for kritik af, at den igangsatte behandling ikke blev revurderet efter røntgenkonferencen og meddelt <***>.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at det fremgår af røntgenbeskrivelsen, at der ikke findes tegn på brud.

Da det ikke kan fastslås, hvem der har ansvaret herfor, meddeles denne del af afgørelsen til den administrerede overlæge til orientering.