Betænkningstid på 3 dage i forbindelse med tvangsbehandling af psykiatrisk patient.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt den 14. maj 1999 om tvangsbehandling, indgivelse af beroligende medicin og tvangsfiksering af <***> på psykiatrisk afdeling, <***> Sygehus.

<***> udviklede i løbet af 1980'erne en kronisk sindslidelse i form af skizoaffektiv psykose (sindssygdom med såvel skizofrenilignende som affektive (depressive/maniske) symptomer). Han har siden 1980 været indlagt flere gange i psykiatrisk afdeling, hvoraf de seneste fem indlæggelser har været i psykiatrisk afdeling, <***> Sygehus. Siden 1995 har han boet på den psykiatriske boinstitution <***>. Han har tidligere været frivilligt såvel som tvangsbehandlet med antipsykotisk medicin, herunder også med præparatet Cisordinol (zuclopenthixol). Han blev senest udskrevet fra psykiatrisk afdeling, <***> Sygehus, den 4. januar 1999, hvor han var i behandling med tablet Cisordinol 30 mg dagligt. Det er beskrevet, at denne dosis havde haft en god effekt på hans psykotiske tilstand, uden at der var konstateret generende bivirkninger.

Aktuelt blev <***> tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling den 2. maj 1999, idet han havde fremtrådt tiltagende vredladen og udskældende på boinstitutionen og havde fremført vrangsforestillinger med storhedskarakter. Han var endvidere truende, præget af øget psykomotorisk tempo, springende tankegang, samt manglende sygdomsindsigt. Hurtigt efter indlæggelsen meddelte <***>, at han ikke ville være frivilligt på afdelingen, men det blev besluttet at tilbageholde ham med henblik på behandling.

Inden indlæggelsen havde <***> på eget initiativ halveret den i januar 1999 ordinerede Cisordinol-dosis fra 30 mg til 15 mg dagligt. Fra midten af april 1999 reducerede han yderligere Cisordinol-dosis til 5 mg dagligt.

Allerede i indlæggelsesdøgnet blev <***> tiltagende vred og udskældende, og da han ikke kunne få lov til at tale alene med lægen, begyndte han ifølge det oplyste at slå ud efter de tilstedeværende. Der blev i beroligende øjemed og mod hans vilje givet injektion Cisordinol Acutard 100 mg i.m. samt injektion Stesolid 10 mg i.m. Da han ikke umiddelbart faldt til ro, blev han tvangsfikseret med bælte kl. 01.30. Herefter faldt han i søvn omkring kl. 02.30. Bæltet blev løsnet næste morgen kl. 9.00, hvor han var vågen og virkede roligere.

<***> blev fra indlæggelsens start søgt motiveret for igen at lade sig behandle med en større dosis Cisordinol, men modsatte sig dette. Det blev konkret foreslået igen at øge Cisordinol-dosis til 30 mg dagligt, idet denne dosis tidligere havde haft god effekt på en lignende tilstand.

Den 5. maj 1999 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med mixtura Cisordinol 30 mg dagligt eller injektion 20 mg Cisordinol dagligt.

<***> ønskede straks at klage over denne beslutning, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte den 14. maj 1999 beslutningen om tvangsbehandling. Endvidere godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn indgiften af beroligende medicin den 2. maj 1999, ligesom den foretagne tvangsfiksering blev godkendt.

Efter Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse blev tvangsbehandling iværksat den 14. maj 1999 med mixtura Cisordinol 30 mg dagligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin mod <***>s vilje om natten den 3. maj 1999 var opfyldt. Nævnet har lagt vægt på, at <***> var i en meget urolig tilstand. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at der var tale om velkendte lægemidler (Cisordinol og Stesolid) i sædvanlige doser, som er velegnede som beroligende medicin. Nævnet skal bemærke, at præparatet Cisordinol Acutard har en lettere langtrukken (protraheret) effekt. Nævnet finder imidlertid, at anvendelsen af dette præparat var velmotiveret, idet <***> havde været tiltagende urolig over flere dage, således at man måtte antage, at der ikke blot var tale om en blot forbigående urolig tilstand.

Efter en samlet bedømmelse finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn endvidere, at betingelserne for ved fysisk magt at bæltefiksere <***> den 3. maj 1999 fra kl. 01.30 til kl. 9.00 var opfyldt, idet der var tale om nærliggende fare for, at personalet ville lide skade på legeme eller helbred, idet <***> ifølge journalen havde slået og sparket ud mod personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgrebet opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at en læge havde forsøgt at tale med <***>, og at personalet efterfølgende havde forsøgt at fastholde ham samt givet beroligende medicin, uden at dette umiddelbart havde beroliget ham.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen var i overensstemmelse med mindste indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at <***> samtidig modtog beroligende injektion, som kunne afkorte fikseringen. Nævnet finder ikke grundlag for at kritisere, at man afventede at løsne bæltet til <***> igen var vågen, så man kunne konstatere, om han faktisk var faldet til ro. Nævnet kan oplyse, at selvom <***> var rolig under søvnen, var det muligt, at en svær urotilstand fortsat kunne være til stede, når han vågnede igen.

Efter en samlet vurdering finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at <***> var i en sindssygelig tilstand svarende til diagnosen skizoaffektiv psykose af manisk type, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet. Nævnet har lagt vægt på, at <***> var præget af påskyndet psykomotorisk tempo, springende tankegang og vrangforestillinger med storhedskarakter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger. Nævnet har lagt vægt på, at <***> før og under aktuelle indlæggelse var søgt motiveret for frivillig antipsykotisk medicinsk behandling, før beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet i indlæggelsens 3. døgn, samt at yderligere forsøg på at opnå <***>s frivillige medvirken efter nævnets vurdering ikke med en rimelig grad af sandsynlighed ville ændre hans standpunkt. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> tidligere havde modtaget Cisordinol med god effekt og uden væsentlige generende bivirkninger, samt at han var beskrevet som forpint af tilstanden. Det er endvidere nævnets opfattelse, at den beskrevne psykotiske tilstand antageligt ikke ville være mulig at behandle uden anvendelse af antipsykotisk medicin.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering. Nævnet har herved lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel med en almindelig bivirkningsprofil, ligesom den besluttede dosis må anses for at være i overensstemmelse med sædvanlig praksis.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan herefter tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt den 14. maj 1999 vedrørende indgivelse af beroligende medicin, tvangsfiksering og tvangsbehandling af <***>.