Kortbølgebehandling medførte forbrænding.

Fysioterapeut <***> har overtrådt lov om terapiassistenter, § 7, stk. 1, ved sin behandling af <***> den 26. marts 1999.

Den 22. marts 1999 blev <***> henvist til fysioterapi på grund af hævelse af højre fod og underben. Hun havde som følge af insulinkrævende sukkersyge tidligere på året fået fjernet en tå på højre fod. Hendes praktiserende læge havde på henvisningen ordineret venepumpeøvelser.

Den 25. marts 1999 fik <***> behandling af fysioterapeut <***> i <***> Fysioterapi. Fysioterapeuten behandlede med massage, venepumpeøvelser og til slut kortbølge. Kortbølgebehandling varede i 10 minutter. Apparatet var indstillet på lidt under middel varme. Under kortbølgebehandlingen forlod fysioterapeuten kabinen.

Efter ca. 6 minutter hørte fysioterapeuten, at <***> kaldte, fordi hun følte, at det var varmt på benet. Det viste sig, at der var en forbrænding på indersiden af underbenet. Fysioterapeuten behandlede med kulde og creme.

Fysioterapeut <***> har anført, at apparatets varmeproduktion var større end beregnet. Kontrolmåling af apparatet den 30. juni 1999 viste imidlertid, at apparatet fungerede tilfredsstillende.

Den 9. april 1999 blev <***> indlagt på medicinsk afdeling, <***> Sygehus, til behandling af sårene og aflastning.

Der er klaget over, at <***> i forbindelse med behandlingen hos fysioterapeut <***> fik et brandsår forårsaget af et varmestråleapparat, og at hun flere gange måtte kalde, før fysioterapeuten reagerede.

Patientklagenævnet finder, at fysioterapeut <***> ikke har udvist tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af <***>.

Nævnet har lagt vægt på, at der på henvisningen fra egen læge, i diagnosefeltet, var skrevet diabetes mellitus (sukkersyge) - tidligere fået amputeret storetå efter truende gangræn, foden og underbenet ødematøs hævet - venepumpeøvelser. Lægen havde således angivet diagnose og hvilken fysioterapeutisk behandling, hun ønskede givet.

Videre har nævnet lag vægt på, at fysioterapeut <***> behandlede <***> med massage og venepumpeøvelser, hvorefter hun besluttede at behandle med kortbølge.

Nævnet kan oplyse, at kortbølger er radiobølger med en bestemt frekvens. Kortbølge giver en dybtgående varmebehandling. Når kortbølge via elektroder overføres til patienten, sker der fysiologiske processer i vævet, og blodcirkulationen øges, så vævet opvarmes. Da man ikke har et objektivt mål for varmeudviklingen i vævet, må terapeuten i sin dosering rette sig efter patientens varmefornemmelse. Patienten skal føle en mild, behagelig varme og ikke mere, ellers er der risiko for forbrænding. For at patienten skal kunne angive, om varmen er mild og behagelig, kræves det, at patienten har normal følesans.

Det er nævnets opfattelse, at kontraindikationer for kortbølgebehandling blandt andet er nedsat følesans og nedsat cirkulation, idet patienter med nedsat følesans kan have vanskeligt ved at føle, om varmen er for stærk. Der kan derfor være fare for forbrænding. Hvis patienten har en karlidelse, som medfører nedsat cirkulation, vil varmebefordringen mindskes. Man kan da få opvarmet vævene kraftigt med fare for forbrænding. Endvidere vil varmen stimulere stofskiftet på stedet og kræve større iltforsyning til vævene, hvilket ikke kan honoreres på grund af den nedsatte blodgennemstrømning.

Nævnet kan tillige oplyse, at sukkersyge blandt andet kan medføre føleforstyrrelser og karforandringer.

Nævnet har også lagt vægt på, at det af fysioterapeut <***>s behandlingskort fremgår, at hun den 26. marts 1999 fandt følesansen i orden, mens fysioterapeuten i sin udtalelse har oplyst, at hun åbenbart ikke havde vurderet helt korrekt i forhold til patientens følesans samt hudfølsomhed.

På denne baggrund finder nævnet, at fysioterapeut <***> burde have konfereret med henvisende læge, om <***> kunne tåle kortbølgebehandling, da kortbølgebehandling er kontraindiceret ved føleforstyrrelser og karlidelser.

Videre finder nævnet, at fysioterapeut <***> burde have undersøgt både følesans og cirkulation i benet, før hun besluttede sig for kortbølgebehandling, idet hun var vidende om, at <***> havde sukkersyge og havde fået amputeret en tå.

I øvrigt har nævnet lagt vægt på, at fysioterapeut <***> under kortbølgebehandlingen forlod kabinen. Den fysioterapeut, som er ansvarlig for klinikken, har oplyst, at der til hvert behandlingsleje i klinikken er et kaldeapparat i form af en ringeklokke. Ringeklokken ved <***>s leje var placeret i vindueskarmen og ikke umiddelbart tilgængelig for hende. Fysioterapeut <***> var ikke opmærksom på, at ringeklokken var beregnet til tilkald af assistance og havde derfor ikke lagt klokken til <***>. Den for klinikken ansvarlige fysioterapeut har oplyst, at man aldrig har brugt ringeklokkerne, da klinikken er så lille, at det normalt ikke er vanskeligt at høre, hvis der kaldes.

Det er nævnets vurdering, at det, når en patient lades alene i et behandlingsapparat, f.eks. et kortbølgeapparat er vigtigt, at patienten enten selv kan afbryde apparatet eller hurtigt kan komme i kontakt med behandleren. På klinikken, hvor den aktuelle behandling fandt sted, har man skønnet, at ringeapparater ikke er nødvendige, fordi man mener at kunne høre, når patienterne kalder. <***> har i sin klage anført at have kaldt flere gange, før hun blev hørt. Det er mangel på omhu, hvis hun ikke har kunnet komme i kontakt med fysioterapeuten, da hun var ladt alene under kortbølgebehandlingen.