Klage over manglende hjemmebesøg og utilstrækkelig undersøgelse ved vagtlægebesøg

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt læge-loven ved sin behandling af <***> den 28. juni og den 7. juli 1999 ved telefonkonsultation og ved sygebesøg.

<***> havde i mange år havde haft tabletbehandlet sukkersyge, forhøjet blodtryk og ned-sat ilttilførsel til hjertet.

Den 28. juni 1999 kontaktede <***>s datter telefonisk praktiserende læge <***>, der vikarierede for egen læge, med anmodning om et hjemmebesøg, idet <***> var meget dårlig. Læge <***> har oplyst, at han erindrer samtalen som en anmodning om et hjemmebesøg uden akut præg. Han vurderede, at relevant undersøgelse og behandling bedst kunne ske i konsultationen og afviste derfor at komme på hjemmebesøg. Endvidere orienterede han om transportmuligheder.

Den 7. juli 1999 kl. 20.05 blev praktiserende læge <***>som vagtlæge anmodet om et almindeligt besøg hos <***> på mistanke om lavt blodsukker. Yderligere blev det oplyst, at <***> var besvimet om natten og havde det elendigt.

Praktiserende læge <***> har oplyst, at <***> selv åbnede døren. Hjemmesygeplejersken var lige kørt for at hente et blodsukkerapparat, hvilket læge <***>ikke havde medbragt. På baggrund af de fremførte oplysninger skønnede læge <***>, at der kunne være tale om et overstået tilfælde med lavt blodsukker, ligesom læge <***> skønnede, at tilstanden måtte være blevet bedre, idet hjemmesygeplejersken var kørt. På den baggrund blev der givet indsprøjtning for at hæve blodsukkeret (Glucagon), ligesom <***> fik sødet saft samt mad. Efterfølgende kontaktede læge <***> hjemmeplejen for at sikre tilsyn ved hjemmesygeplejerske aften og nat.

<***> blev samme nat kl. ca. 0.45 indlagt på <***> på grund af brystsmerter uden effekt af karudvidende medicin (nitroglycerin), mistanke om hjerteblodprop og dysreguleret sukkersyge. Døden indtrådte den 8. juli 1999 kl. 2.55.

Der er klaget over, at praktiserende læge<***> ikke tilså <***> efter telefonkonsultationen den 28. juni 1999.

Der er endvidere klaget over, at praktiserende læge<***> ikke foretog en relevant undersøgelse af <***> ved vagtlægekonsultationen den 7. juli 1999.

Patientklagenævnet finder, at praktiserende læge <***> ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af <***> den 28. juni 1999.

Nævnet har lagt vægt på, at <***>s datter den 28. juni 1999 anmodede om sygebesøg. Af klagen samt af læge <***>s udtalelse fremgår, at lægen tilbød, at <***> kunne blive undersøgt i konsultationen, da undersøgelsesmulighederne i praksis var bedre end i hjemmet. Han vurderede således, at sygebesøg ikke var nødvendigt.

Nævnet har videre lagt vægt på, at det af sagens akter fremgår, at <***> den 5. juli 1999, det vil sige en uge efter telefonsamtalen var til undersøgelse på en øjenklinik, hvortil transport således har været mulig.

Nævnet finder således, at der ikke er grundlag for at kritisere, at læge<***> vurderede, at der ikke var grundlag for at hjemmebesøg, og at <***> måtte kunne transporteres til konsultationen.

For så vidt angår undersøgelsen den 7. juli 1999 har nævnet lagt vægt på, at læge<***> tilså <***>, idet hun havde været utilpas. Lægen har oplyst, at han fandt normalt blodtryk og puls, og <***> fremførte ikke andre klager specielt ikke klager fra hjerte eller mave. Han skønnede, at tilstanden skyldtes for lavt blodsukker som følge af mangelfuld fødeindtagelse i forbindelse med tabletbehandlet sukkersyge. Af vagtlægenotat fremgår, at han på baggrund af sin undersøgelse iværksatte sukkersygebehandling med Glucagon, og at <***> rettede sig helt på den givne behandling. Endvidere fremgår det af notatet, at hjemmesygeplejersken var involveret.

Patientklagenævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for at kritisere behandlingen af <***> den 7. juli 1999. Lægen foretog en relevant vurdering af tilstanden og sikrede sig, at behandlingen blev fulgt op via hjemmeplejen. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om praktiserende læge<***> den 7. juli 1999 havde sikret sig en eksakt blodsukkermåling, inden behandlingen blev iværksat. <***>s tilstand var udramatisk, og behandling med sukkerkoncentrat og Glucagon kunne derfor have ventet, til der forelå en egentlig blodsukkermåling.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der på undersøgelsestidspunktet ikke forelå konkret blodsukkermåling, men at lægen alligevel valgte at behandle med injektion af koncentreret sukkeropløsning samt Glucagon (lægemiddel, der hæver blodsukkeret). En blodsukkermåling senere samme aften udført af hjemmesygeplejen viste kendeligt forhøjet blodsukker på 31, et resultat der tvangfrit kunne tilskrives den omtalte behandling.

Nævnet finder sammenfattende, at læge<***> ikke på baggrund af oplysningerne kunne have mistænkt, at der kunne være tale om blodprop eller blødende mavesår. Der er således ikke grundlag for at kritisere, at lægen vurderede, at symptomerne havde været udtryk for lavt blodsukker.

Nævnet skal bemærke, at behandlingen med Glucagon ikke har haft betydning for det senere forløb.