Klage over en læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke i en lægeerklæring til politiet

Praktiserende læge <****> har ikke brudt sin tavshedspligt ved at udfærdige en lægeerklæring den 30. juni 1999 i forbindelse med <****>s tvangsindlæggelse.

Efter straffelovens § 152b jf. § 152 henhører den endelige vurdering af brud på tavshedspligten under domstolene.

Den 30. juni 1999 udfærdigede praktiserende læge på baggrund af en forudgående undersøgelse, en lægeerklæring til brug for tvangsindlæggelse af . Det fremgik af erklæringen, at led af manio-depressiv psykose, og at hun var i manisk fase. På undersøgelsestidspunktet fandt læge , at s sygdom var accelereret voldsomt, og at tilstanden illustreredes ved springende tankegang, motorisk uro og vredladen adfærd, samt at hun havde ladet en engelsk bekendt overtage sin økonomi. Det er ligeledes anført, at den engelske ven antog, at s tilstand skyldtes medicinforgiftning. Endelig fremgår det, at hun ikke fik sin sædvanlige medicin, og at hun tidligere havde været tvangsindlagt.

Læge har til sagen oplyst, at han på baggrund af henvendelser fra distriktspsykiatrien, s støtte- og kontaktpersoner samt private personer med kendskab til hende foretog undersøgelsen den 30. juni 1999.

Der er klaget over, at læge har brudt sin tavshedspligt ved i lægeerklæringen af 30. juni 1999 at have videregivet oplysninger vedrørende .

Patientklagenævnet kan oplyse, at det af lov om patienters retsstilling § 26, stk. 1 fremgår, at en sundhedsperson til andre formål end behandling med patientens samtykke kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. Af bestemmelsens stk. 2, nr. 2 fremgår, at videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.

Nævnet har lagt vægt på, at læge ved sin undersøgelse fandt manisk, hvorfor han udstedte lægeerklæringen til brug for politiets bestemmelse om iværksættelse af tvangsindlæggelse. Der blev endvidere foretaget en vurdering af s evne til at tage vare på sine økonomiske forhold.

Nævnet finder, at lægeerklæringen indeholder de for en tvangsindlæggelse nødvendige iagttagelser. Nævnet kan i denne forbindelse oplyse, at det er yderst relevant at foretage en vurdering af patientens evne til at varetage egen økonomi, idet maniske patienter ofte foretager urealistiske økonomiske dispositioner, der efterfølgende kan true deres sociale velfærd i betydelig grad.

I betragtning af, at var i en manisk fase, finder nævnet, at læge var berettiget til at videregive oplysningerne til politiet med henblik på iværksættelse af en tvangsindlæggelse.

Såfremt der videregives oplysninger efter lov om patienters retsstilling § 26, stk. 2, nr. 2, skal den, oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed. Dette følger af samme bestemmelses stk. 4.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at det af lægeerklæringen af 30. juni 1999 med fortrykt tekst fremgår, at patienten er underrettet om den påtænkte tvang, om baggrunden for tvangsindlæggelsen samt om formålet hermed.

På denne baggrund finder nævnet at kunne lægge til grund, at var orienteret om videregivelsen og formålet hermed.