Klage over indgreb trods manglende samtykke

Overlæge <***>, gynækologisk afdeling, <***> Centralsygehus, har overtrådt lov om patienters retsstilling § 6, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <***>den 15. april 1999.

Sagsnummer:

9918308

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 20. januar 2000

Juridisk tema:

Information og samtykke

Speciale:

Gynækologi og obstetrik

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Overlæge <***>, gynækologisk afdeling, <***> Centralsygehus, har overtrådt lov om patienters retsstilling § 6, fordi hun ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <***>den 15. april 1999.

<***> blev af egen læge den 11. februar 1999 henvist til ambulant undersøgelse på gynækologisk afdeling, <***> Centralsygehus. Årsagen til henvisningen var, at der ved en gynækologisk undersøgelse svarende til venstre æggestok var blevet følt en appelsinstor, glat, frit forskydelig cystelignende udfyldning, der var let øm.

Den 10. marts 1999 blev <***> undersøgt ambulant af overlæge <***>, gynækologisk afdeling, <***> Centralsygehus. <***> oplyste ifølge journalen til overlæge <***>, at hun indtil oktober måned 1998 havde haft regelmæssige menstruationer, hvorefter disse begyndte at komme lidt oftere. <***> havde ikke haft gener i forbindelse med overgangsalderen, var ikke i hormonbehandling, vandladning og afføring var normal, hun havde ikke oplevet vægttab og appetitten var normal.

Ved undersøgelsen af <***> fandtes en lille fremadrettet livmoder, og i venstre side fandtes en regelmæssig ca.7 cm stor cystisk udfyldning.

Ifølge <***> drøftede hun og overlæge <***> nøje, hvorledes overlægen skulle forholde sig i tilfælde af en henholdsvis godartet eller ondartet tilstand. Det var således en klar aftale, at overlægen alene skulle fjerne livmoderen, hvis det viste sig, at der var stor sandsynlighed for kræft.

Ifølge overlæge <***> blev det i overensstemmelse med den normale procedure ved kræfttilfælde aftalt, at hvis der var mistanke om kræft ved operationen ville begge æggestokke livmoderen, tarmkrøs og blindtarm blive fjernet. Såfremt overlæge <***> i stedet vurderede, at sandsynligheden for kræft ikke var så stor, ville kun de syge organer blive fjernet.

I journalen er noteret, at overlæge <***> informerede <***>om indgrebets omfang. Endvidere er noteret, at såfremt det skulle vise sig at være en ondartet tilstand, skulle <***>opereres som DACOVA-patient. (Et system, der sikrer en ensartet behandling af alle tilfælde af ovariekræft i Danmark).

Ved efterfølgende ultralydsscanning blev der fundet en regelmæssig livmoder. Den venstre æggestok var omdannet til en flerkamret cyste med ensartet væskeindhold. Der var ingen tegn på væske i bughulen. Overlæge <***>?s vurdering var, at det drejede sig om en cyste i æggestokken, men at kræft i æggestokken ikke kunne udelukkes. Der blev herefter taget en blodprøve (CA 125). Planen var, at <***> skulle indlægges til en underlivsoperation for endeligt at afklare diagnosen.

Den 23. marts 1999 forelå svar på blodprøven. Resultatet lå indenfor normalområdet.

Den 14. april 1999 blev <***> indlagt på gynækologisk afdeling, med henblik på operation. Reservelæge <***> noterede ved en undersøgelse samme dag, at <***> oplyste, at hendes menstruationer havde været regelmæssige indtil efteråret 1998. Herefter blev de mere uregelmæssige, og hun sprang af og til en blødning over, og blødningerne vekslede fra svagere blødning end normalt til stærk blødning. <***> havde endvidere haft tiltagende maveomfang, kunne pludselig ikke passe sine bukser. Der havde også været lette smerter nedadtil i venstre side af maven.

Ved sin undersøgelse af <***> fandt reservelæge <***> en lille fremadrettet livmoder, der fandtes ømhed i venstre side, hvor der blev fundet en mindre udfyldning, hvis størrelse ikke kunne afgrænses med sikkerhed. Reservelægen vurderede, at der var tale om en venstresidig cyste på æggestokken. og fandt, at der skulle foretages en afklarende operation med cystefjernelse (eksplorativ laparotomi med cystefjernelse).

Den 15. april 1999 fjernede overlæge <***> ved operation <***>s venstre æggestok og æggeleder samt livmoderen.

Af journalnotat af 15. april 1999 fremgår, at overlæge <***> noterede ?livmoderen fjernes på grund af manglende menstruation (menoragi). Ligeledes venstre æggeleder og æggestok (adnex)?.

Ved operationen fandtes livmoderen normal stor og mobil. I højre side fandtes normale forhold. På venstre side blev der fundet en 6 cm stor cyste på æggestokken, overvejende cystisk, med intakt kapsel. Venstre æggeleder fandtes normal, og der var ingen tegn til væske i bughulen, og ingen tegn til kræftspredning. Tarmkrøset var uden tegn på kræftspredning, og overfladen på lever, tarm og nyrer føltes og sås normale. Livmoderen vejede 128 g. Overlæge <***> konkluderede på denne baggrund, at det mest sandsynligt drejede sig om et godartet fund, hvilket senere bekræftedes af Patologisk Institut, <***> centralsygehus.

Overlæge <***> har oplyst til sagen, at cysten blev sendt til mikroskopi (histologisk undersøgelse), men da der ikke er mulighed for frysesnit på <***> Centralsygehus, havde hun ikke mulighed for at vide, om <***> havde kræft eller ej. Efter overlæge <***>s vurdering var <***> bedst hjulpet ved at få fjernet livmoderen, og når patienten ikke har specielle ønsker, er det op til kirurgen at vurdere, hvad der er bedst for patienten (selvfølgelig efter overvejelse af fordele og ulemper).

Der er klaget over, at overlæge <***> den 15. april 1999 uden <***>samtykke fjernede hendes livmoder i forbindelse med operationen for fjernelse af en cyste på venstre æggestok. Det er i den forbindelse anført, at <***> alene havde givet samtykke til, at livmoderen blev fjernet, såfremt man ved operationen fandt, at der var tale om kræft.

For så vidt angår spørgsmålet om information finder Patientklagenævnet, at overlæge <***> ikke har overtrådt lægeloven ved sin information af <***>forud for operationen den 15. april 1999.

Nævnet har herved lagt vægt på, at <***>og overlæge <***> har oplyst til sagen, at <***>blev mundtligt informeret om operationens omfang, ligesom dette bekræftes af journalnotat af 10. marts 1999.

Nævnet finder således, at overlæge <***> ikke har overtrådt lægeloven i forbindelse med sin information af <***>. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlæge <***> nærmere havde journalført, hvad operationens omfang ville være i tilfælde af henholdsvis en godartet eller en ondartet tilstand, herunder hvilke tilkendegivelser <***>kom med på baggrund af den givne information.

Nævnet har lagt vægt på, at ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 § 19, stk. 1 skal lægen føre optegnelser i patientens journal om den givne information, således at det fremgår, hvilke oplysninger, der er givet patienten, og hvad patienten på denne baggrund har tilkendegivet.

For så vidt angår spørgsmålet om forudgående indhentelse af samtykke til fjernelse af livmoderen har Patientklagenævnet på baggrund af den mangelfulde journalføring samt forklaringerne fra overlæge <***> og <***> lagt til grund, at samtykke til fjernelse af livmoderen i tilfælde af, at sandsynligheden for kræft ikke var stor, ikke blev indhentet. Nævnet finder, at overlæge <***> herved udviste manglende omhu og samvittighedsfuldhed. Det fremgår netop af operationsbeskrivelsen, at der ikke var speciel mistanke om, at cysten på venstre æggestok var ondartet, og da livmoderen ikke viste tegn til sygdom, var der ikke anledning til at fjerne den.

Patientklagenævnet kan i den forbindelse oplyse, at i tilfælde af, at den senere mikroskopi alligevel ville have påvist en ondartet tilstand, ville fornyet operation være uundgåelig, idet den højre æggestok så i givet fald også skulle fjernes.