Klage over undersøgelse af et 10-måneder gammelt barn

Vagtlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 5. august 1999 i vagtlægekonsultationen.

Sagsnummer:

99F013

Offentliggørelsesdato:

søndag den 20. februar 2000

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Vagtlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 5. august 1999 i vagtlægekonsultationen.

 

<***> havde i nogle dage haft feber og rødt udslæt, da han den 5. august 1999 blev undersøgt af læge <***>.

Læge <***> fandt, at <***> nu var klinisk rask uden feber og ingen hudblødninger, hvorefter han konkluderede, at det drejede sig om såkaldt 3-dages feber.

Læge <***> informerede <***>s mor herom, og at hun skulle tage hjem, give ham mad og drikke og lægge ham i seng, idet han næste dag så ville være frisk. Efter hjemkomsten kunne <***> imidlertid ikke spise og drikke, og efter en halv time kastede han op. Hans temperatur blev nu målt til 38,8, hvorfor hans mor på ny ønskede at få sin søn undersøgt af en læge. Undervejs til vagtlægekonsultationen gispede <***> efter vejret, og han var svær at komme i kontakt med.

I vagtlægekonsultationen undersøgte læge <***> igen <***> og fandt ham upåvirket, målte temperaturen til 37,5 og fandt desuden, at der fortsat var udslæt på kroppen. Læge <***> undersøgte endvidere <***>s trommehinder, stetoskoperede hjerte og lunger samt sikrede sig, at han ikke var nakkestiv. På denne baggrund fastholdt læge <***> sin tidligere diagnose, men da han følte, at <***>s mor var meget utryg ved situationen, tilbød han at indlægge barnet til observation på børneafdelingen, <***> Sygehus.

Ved modtagelsen på børneafdelingen, <***> Sygehus, fandtes <***> træt og lidt urolig. Hans temperatur blev målt til 36,5, og der var det tidligere beskrevne udslæt på kroppen og i ansigtet. Udslættet fandtes mest udtalt under armene, på ryggen og på brystkassen. Han havde lidt udslæt i nakken, mens det var mere sammenflydende i ansigtet.

<***> var den følgende dag velbefindende og blev derfor udskrevet om formiddagen, idet han fik stillet diagnosen 3-dages feber.

Laboratorieprøver, som blev taget under indlæggelsen, viste et let forhøjet antal hvide blodlegemer, som det kan ses ved infektionssygdomme.

Der er klaget over, at læge <***> foretog en utilstrækkelig undersøgelse af <***>.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for at kritisere den behandling, som <***> modtog den 5. august 1999 i vagtlægekonsultationen af læge <***>.

Patientklagenævnet har herved lagt vægt på, at læge <***> foretog undersøgelser af <***>, der omfattede måling af hans temperatur, som var normal, og stetoskopi af hjerte og lunger, hvilket også viste normale forhold. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at læge <***> undersøgte <***>s trommehinder og desuden sikrede sig, at han ikke var nakkestiv.

Endelig har Patientklagenævnet lagt vægt på, at læge <***> på baggrund af de kliniske fund stillede diagnosen 3-dages feber, som på det tidspunkt syntes at være overstået, og at han orienterede <***>s mor herom, herunder om sygdommens godartede natur.