Dom giver mulighed for genoptagelse

Højesteret har i en sag om patienterstatning afsagt en dom, som ændrer praksis for, hvornår den 3-årige forældelsesfrist skal regnes fra, når der opstår flere følger til en patientskade. Patienter opfordres til at henvende sig.

Den 3-årige forældelsesfrist i klage- og erstatningsloven gælder først fra det tidspunkt, hvor de patientskadefølger, som patienten søger om erstatning for, har vist sig på en sådan måde, at patienten har haft anledning til og mulighed for at rejse et erstatningskrav for følgerne. Det har Højesteret fastslået i en dom fra den 27. januar 2022.

Det betyder, at der kan være flere sideløbende forældelsesfrister i en sag, når der i forløbet opstår flere følger til en patientskade. Det har hidtil været Ankenævnet for Patienterstatningens praksis, at der gjaldt én samlet forældelsesfrist på 3 år, for en patientskade.

”Det har været ankenævnets praksis, at forældelsesfristen løb fra det tidligste tidspunkt, hvor en patient blev bekendt med patientskaden, uanset om alle følgerne af patientskaden havde vist sig. Det havde altså ikke tidligere betydning for forældelsesfristen, at patienten først senere i forløbet blev bekendt med, at der var flere følger af patientskaden end først antaget. Dette ændrer sig med dommen fra Højesteret,” siger vicedirektør Charles Conrad fra Styrelsen for Patientklager, der fungerer som sekretariat for Ankenævnet for Patienterstatningen.

Mulighed for genoptagelse

Den ændrede praksis betyder, at der kan være afgørelser truffet før 27. januar 2022, som er afgjort forkert, og derfor kan genoptages.

”Jeg vil gerne opfordre berørte borgere om at tage kontakt til os eller til Patienterstatningen for at få vurderet, om der er mulighed for at få genoptaget deres sag,” siger Charles Conrad.

Kriterier for genoptagelse

Der er mulighed for at søge om genoptagelse af en sag, hvis følgende tre kriterier er opfyldt:

  1. Sagen tidligere er afgjort som forældet efter den 3-årige forældelsesfrist (efter § 59, stk. 1 eller § 60, stk. 1, i klage- og erstatningsloven) eller der er truffet afgørelse om, at en tidligere afgørelse om forældelse efter den 3-årige frist ikke kunne genoptages (efter forvaltningsretlige regler om genoptagelse eller § 16 i forretningsordenen) og
  2. At der i sagen er tale om yderligere følger af en patientskade, som patienten først er blevet bekendt med senere i forløbet og
  3. At den seneste afgørelse i sagen er truffet af Ankenævnet for Patienterstatningen eller Patienterstatningen efter den 26. januar 2012

Eksempler på ny praksis

Nedenfor er to eksempler til illustration af den nye praksis:

Eksempel 1

Et barn får en hjerneblødning i forbindelse med en kompliceret fødsel. Forældrene er bekendt med, at der opstod en hjerneblødning ved den komplicerede fødsel. Der kan dog ikke umiddelbart konstateres nogen varige følger af hjerneblødningen. Efter 5 år udvikler barnet epilepsi og man mistænker, at det kan skyldes blødningen ved fødslen. Forældrene anmelder straks et erstatningskrav for barnets udvikling af epilepsi, som en følge til hjerneblødningen under fødslen.

I eksempel 1 er erstatningskravet for epilepsilidelsen ikke forældet, fordi forældrene har anmeldt erstatningskravet inden 3 år efter, at de blev bekendt med, at epilepsien kunne skyldes blødningen ved fødslen.

Eksempel 2

En patient får en blødning i lungen ved en operation. Patienten bliver samme dag bekendt med, at der opstod en blødning og skade på lungen ved operationen. 5 år efter operationen finder patienten ud af, at der også er sket skade på hjernen, som også kan skyldes blødningen ved operationen. Patienten anmelder straks et erstatningskrav for skade på lungen og på hjernen.

I eksempel 2 er skaden på hjernen ikke forældet, fordi patienten først er blevet bekendt med de følger senere i forløbet og har anmeldt kravet indenfor 3 år efter det tidspunkt. Derimod er skaden på lungen forældet, fordi patienten i mere end 3 år har været bekendt med skaden på lungen, uden at anmelde kravet til Patienterstatningen.

Kontakt os

Du kan kontakte os vedrørende genoptagelse ved at ringe eller skrive til os. Se kontaktdetaljer nederst på denne side.

Oplys venligst sagsnummeret fra din tidligere afgørelse, når du kontakter os, så vi hurtigt kan finde din sag.

Vi anbefaler, at du sender meddelelser, der indeholder fortrolige og personhenførbare oplysninger, enten med fysisk post eller via Digital Post. På den måde kan uvedkommende ikke læse indholdet.

Her finder du link til sikker digital post

Du kan også skrive til os på stpk@stpk.dk, hvis du sender oplysninger, der ikke er fortrolige og personhenførbare.