KBU-lægers ansvar beskrevet
Nyt notat skal gøre forventningerne til og ansvaret hos unge læger under uddannelse tydeligere.
Hvert år uddannes nye læger, som efter mange år ved bøgerne nu skal opnå klinisk erfaring på landets sygehuse og i almen praksis som en del af deres klinisk basisuddannelse (KBU).
Nyuddannede, autoriserede læger har endnu ikke ret til selvstændigt at virke som læge, men har i følge autorisationsloven pligter og ansvar som læge. De arbejder derfor under deres kliniske basisuddannelse under supervision og ansvar af en overordnet læge.
”KBU-lægers særlige rolle har flere gange givet anledning til tvivl om, hvilket ansvar KBU-lægen egentlig har. Derfor har vi nu beskrevet de overordnede forventninger til KBU-læger og ansvarsfordelingen i en række principielle klagesager,” siger Jan Greve, overlæge og kontorchef i Styrelsen for Patientklager.
Notatet er udarbejdet på baggrund af klagesager behandlet i Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn i perioden 2018-2022 omhandlende KBU-læger.
Forventninger og ansvar
Notatet viser, at Disciplinærnævnets i høj grad tager hensyn til KBU-læger begrænsede kliniske erfaring. De konkrete forventninger inkluderer blandt andet, at KBU-lægen skal besidde en basal lægefaglig viden, være omhyggelig og kunne foretage en selvstændig vurdering.
KBU-lægen har generelt ansvar for en udført behandling, og lægen skal udføre denne med omhu og samvittighedsfuldt. Ansvaret for behandlingen deles dog med den erfarne læge, når KBU-lægen konfererer behandlingen med en sådan.
Disciplinærnævnet tillægger den erfarne læge ansvaret for at sikre sig, at der er de fornødne oplysninger til at kunne rådgive KBU-lægen om behandlingen.
”Disciplinærnævnet tager det som udtryk for omhu og samvittighedsfuldhed, når en KBU-læge konfererer behandlingen med en mere erfaren læge. Der udtales sjældent kritik til KBU-læger, som har konfereret behandlingen. Det er disciplinærnævnets overordnede praksis at udtale kritik til den erfarne læge, som KBU-lægen har konfereret med, hvis den behandling, der er udført, er under normen,” siger Jan Greve.
Relevant for mange
”Ansvarsdelingen betyder selvfølgelig meget i dagligdagen for både KBU-læger og overordnede læger. Jeg håber, at det med notatet fremover bliver lettere at gennemskue, hvilket ansvar og hvilke forventninger, der er til KBU-læger,” siger Jan Greve.
Notatet er ikke kun målrettet yngre og overordnede læger. Det er også vigtigt for styrelsens cirka 600 sagkyndige, som udarbejder sundhedsfaglige vurderinger i klage- og erstatningsankesager.