Normen for udredning af brystkræft er blevet beskrevet

Styrelsen for Patientklager har netop udgivet en ny praksissammenfatning, der på baggrund af 81 klagesager beskriver normen inden for udredning af brystkræft.

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt danske kvinder, og ca. hver 10. kvinde i Danmark vil få brystkræft i løbet af sin livstid. Hurtig og sikker diagnose er vigtig i bestræbelsen på at mindske antallet af dødsfald som følge af brystkræft.

En hurtig og sikker diagnose opnås, hvis kvinder med symptomer søger læge i tide, og hvis sundhedssystemet lever op til de fastsatte kvalitetskrav. I praksissammenfatningen har vi set nærmere på hvad der skal til for at sikre patientsikkerheden ved at beskrive normen for almindelig anerkendt fagligt standard.

Praksissammenfatningen er en gennemgang af afgørelser, der beror på udredning af symptomer fra brysterne eller som del af det forebyggende nationale screeningsprogram. Al udredning er foregået ved:

  • Alment praktiserende læger
  • Radiologiske afdelinger
  • Det nationale screeningsprogram for brystkræft


Normen for almindelige anerkendt faglig standard

Udvalgte konklusioner i sammenfatningen er blandt andet, at det er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard:

  • at kvinder, der ved screeningsundersøgelsen angiver at have symptomer fra brysterne, anmodes om at søge læge mhp. vurdering
  • at kvinder med symptomer fra brysterne, fx ømhed og sekretion, henvises af deres alment praktiserende læge til udredning for brystkræft
  • at klinisk mammografi er den primære udredning på radiologiske afdelinger hos kvinder over 30 år med symptomer fra brysterne

Generelt viser sammenfatningen, at der ikke gives kritik, hvis retningslinjerne fra Danish Breast Cancer Group (DBCG), Styregruppen for Dansk Kvalitetsdatabase for Mammografiscreening (DKMS) og Sundhedsstyrelsen følges.

Yderligere information

Afgørelserne:

  • I alt 75 sager med 81 afgørelser er inkluderet i praksissammenfatningen:
  • 18 sager vedr. udredning ved alment praktiserende læger
  • 21 sager vedr. udredning via deltagelse i det nationale screeningsprogram for brystkræft
  • 42 sager vedr. diagnostisk udredning på radiologisk afdeling

Der blev givet kritik i 17 afgørelser.

Brystkræft:

  • I 2018 blev 23.000 kvinder udredt via et kræftpakkeforløb for brystkræft.
  • Der er ca. 4.600 nye brystkræfttilfælde om året ifølge Sundhedsdatastyrelsens Årsrapport 2018.
  • Ca. hver 10. kvinde vil få brystkræft i løbet af livet.
  • Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark.