Manglende information ved anlæggelse af CVK-kateter

Sygehus får kritik for ikke at anvende ultralyd ved anlæggelse af et centralt venekateter (CVK) samt for manglende information herom. Der var ikke særlige forhold, der kunne begrunde en undtagelse fra den anbefalede fremgangsmåde.

Sagsnummer:

26SFP82

Offentliggørelsesdato:

fredag den 23. oktober 2026

Speciale:

Anæstesiologi/intensiv

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Indhentelse af informeret samtykke , Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Hospital A får kritik for indhentelse af informeret samtykke og behandlingen på Afdeling A den 16. december 2024.

1. klagepunkt

Du har klaget over, at der ikke blev indhentet et tilstrækkeligt informeret samtykke fra din ægtefælle ████████████████████ forud for behandlingen på Afdeling A, Hospital A, den 16. december 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at din ægtefælle ikke blev informeret om, at man på afdelingen ikke bruger ultralyd ved anlæggelse af CVK (central venekateter).

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 16. december 2024 fik din ægtefælle anlagt et CVK på Afdeling A, Hospital A. Din ægtefælle var 53 år på undersøgelsestidspunktet.

Du har oplyst, at din ægtefælle ikke blev informeret om, at man på afdelingen ikke bruger ultralyd ved anlæggelse af CVK.

I journalen er det ikke oplyst, at din ægtefælle blev informeret om dette ved anlæggelsen af CVK.

Vi har lagt vægt på:

  • at oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen.

  • at vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene.

Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at din ægtefælle blev informeret om, at man på afdelingen ikke bruger ultralyd ved anlæggelse af CVK.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer derfor i vores afgørelse, om der har været indhentet et tilstrækkeligt informeret samtykke forud for behandlingen.

Ingen behandling må som udgangspunkt indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Samtykket skal være givet til en konkret behandling og på baggrund af fyldestgørende information fra en sundhedsperson.

En patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighe-derne. Patienten har også ret til at få information om risiko for komplikationer og bivirknin-ger ved en behandling. Informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Vurderingen af, hvornår der skal gives information, beror derfor på sundhedspersonens skøn. En sundhedsperson skal som udgangspunkt give information om alvorlige og ofte forekommende komplikationer. Der kan derimod som udgangspunkt ikke stilles krav om, at sundhedspersonen informerer om bagatelagtige og sjældent forekommende komplikationer.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Afdeling A, Hospital A for indhentelse af informeret samtykke.

Vi har lagt vægt på:

  • at afdelingen burde have informeret din ægtefælle om, at man på afdelingen ikke bruger ultralyd ved anlæggelse af CVK (central venekateter). Det skyldes, at ultralyd normalt er en integrereret del af proceduren ved anlæggelse af CVK, og der er højere risiko for komplikationer ved anlæggelse af CVK uden ultralyd.

Afdeling A, Hospital A har derfor ikke indhentet et informeret samtykke forud for den behandling, som din ægtefælle modtog den 16. december 2024.

Det betyder, at indhentelse af informeret samtykke var i strid med sundhedsloven.

2. Klagepunkt

Du har klaget over, at din ægtefælle ikke fik en korrekt behandling hos Afdeling A, Hospital A, den 16. december 2024.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er:

  • at anlæggelsen af CVK ikke blev foretaget på relevant og tilstrækkelig vis.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 16. december 2024 fik din ægtefælle anlagt et CVK på Afdeling A, Hospital A. Hun var 53 år på undersøgelsestidspunktet. Efter indstikket i venen fik hun det dårligt, og hun havde vejrtrækningsproblemer. Afdelingen indstillede herefter proceduren, og akut udredning blev herefter iværksat for at finde årsagen til din ægtefælles vejrtrækningsproblemer. Hun fik herefter konstateret punktering af lunge og blødning i lungehulen.

Du har oplyst, at afdelingen ikke anvendte ultralyd ved anlæggelse af CVK, og derfor levede den ikke op til erfaren specialist standard efter gældende danske og internationale retningslinjer.

Du har oplyst, at anlæggelsen af CVK uden brug af ultralyd medførte, at din ægtefælle fik punkteret/sammenklapning af hendes venstre lunge.

Afdelingen har oplyst, at der i Staten Serum Instituts NIRS (Nationale infektionshygiejniske retningslinjer) om intravenøse adgange fra 2024 står, at under anlæggelse af tunneleret central venøse katetre, bør anlæggelsen ske ultralydsvejledt. Da der ikke står, at man skal foretage anlæggelsen ultralydsvejledt, har man fra afdelingens side vurderet, at det var tilstrækkeligt med den valgte indstiksteknik.

Begrundelse

Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.

Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Afdeling A, Hospital A for Behandlingen.

Vi har lagt vægt på:

  • at anlæggelsen af CVK ikke blev foretaget på relevant og tilstrækkelig vis. Det skyldes, at efter de nationale gældende retningslinjer er anbefalingen, at man anvender ultralyd ved anlæggelse af CVK. Der er ikke oplysninger i sagen, der tyder på, at der er foretaget en vurdering af, om særlige forhold kunne begrunde undladelsen af brug af ultralyd ved anlæggelsen af kateteret. Det var derfor ikke i overensstemmelse med normen, at afdelingen valgte ikke at anvende ultralyd, da dette sædvanligvis skal anvendes.

  • at anlæggelsen af CVK uden ultralyd giver hyppigere komplikationer og at det er sædvanlig praksis, at man anvender ultralyd ved anlæggelse af CVK for at mindske risikoen for komplikationer.

Den omstændighed, at retningslinjen alene anbefaler brug af ultralyd, men ikke fastsætter det som en ufravigelig fremgangsmåde, er ikke ensbetydende med, at behandlingen ikke var kritisabel. Det skyldes, at der ikke er anført nogen særlige årsager eller hensyn, der kunne begrunde en anden tilgang sammenholdt med den øgede risiko for komplikationer ved udførelse af proceduren uden ultralyd.

Afdeling A, Hospital A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din ægtefælle den 16. december 2024.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 275 af 12. marts 2025 af sundhedsloven:

  • § 15 om informeret samtykke

  • § 16 om informeret samtykke

Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

  • Punkt 2.3 om samtykkets indhold

  • Punkt 3.3. om risiko for komplikationer og bivirkninger

National Infektionshygiejnisk Retningslinje om brug af intravaskulære,

epidurale og spinale katetre i sundhedssektoren, 3. udgave, 2024, pkt. 10.3

af Statens Serum Institut