Henvisning afvist på mangelfuldt grundlag
Sygehus får kritik for at afvise en henvisning på baggrund af en ukorrekt inddragelse af patientens BMI. Sygehuset burde have indkaldt patienten til en undersøgelse i stedet for alene at vurdere ud fra patientens BMI.
Sagsnummer:
26SFP94
Offentliggørelsesdato:
mandag den 9. november 2026
Speciale:
Neurokirurgi
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Hospital A får kritik for behandlingen på Behandlingssted A den 13. februar 2026.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Behandlingssted A, Hospital A, den 18. december 2025 og den 13. februar 2026.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
at det ikke var relevant at afvise henvisningerne.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 18. december 2025 svarede Behandlingssted A, Hospital A, på en henvisning fra din praktiserende læge. Du var 49 år, kendt med en diskusprolaps og var opereret på grund af nerverodspåvirkning i lænden (S1) i 2023.
Du havde ni dage tidligere fået foretaget en MR-scanning, som var beskrevet med en nytilkommet moderat forsnævring af rygmarvskanalen (spinalstenose) mellem to ryghvirvler i lænden (L4/L5). Din tilstand var forværret de sidse tre måneder med smerter i lænden og i venstre ben. Du gik til fysioterapi en gang om ugen og var i behandling med Gabapentin, Paracetamol, Ibuprofen og Morfin.
Du var henvist til vurdering med henblik på en eventuel operation.
Afdelingen anbefalede, at du først skulle forsøge med et kvalificeret vægttab eventuelt med vejledning fra en diætist. Hvis det ikke hjalp på din tilstand, kunne din praktiserende læge genhenvise dig.
Den 13. februar 2026 svarede afdelingen på en ny henvisning fra din praktiserende læge. Det fremgik af henvisningen, at din praktiserende læge anmodede afdelingen om at revurdere den henvisning, som afdelingen tidligere havde afvist. Du vejede 92 kg ved din operation i 2023, og du vejede nu 79,3 kg. Din højde var 168 cm. Det blev oplyst i henvisningen, at du gik til fysioterapeutisk behandling, hvor du blandt andet trænede. Afdelingen oplyste i deres afvisning af henvisningen, at du ikke havde haft god effekt af din tidligere operation, og at du efterfølgende havde haft kontakt til afdelingen gentagende gange. Afdelingen oplyste yderligere, at du stadig var svært overvægtig og vurderede, at det ikke var attraktivt at foretage operationen. Afdelingen anbefalede, at du først skulle forsøge med et yderligere vægttab. Afdelingen skrev, at hvis du eller din praktiserende læge ikke var indforstået med at forsøge med et vægttab, kunne din praktiserende læge henvise dig igen.
Du har til sagen oplyst, at du blev afvist, fordi du havde en for høj vægt, selv om du havde tabt dig 13-14 kg siden en operation i 2023. Du har yderligere oplyst, at du blev kaldt kraftigt overvægtig, selv om du havde et BMI på 28-29.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vi har modtaget partshøringssvar fra dig. Partshøringssvaret er indgået i den samlede vurdering af sagen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Hospital A for en del af behandlingen på Behandlingssted A.
Vi har lagt vægt på:
at det ikke var relevant, at afdelingen afviste henvisningen den 13. december 2026. Det skyldes, at afdelingen begrundede afvisningen med, at du var svært overvægtig og dermed ikke opfyldte kriterierne for en operation. På tidspunktet for afvisningen havde du et BMI på 28. BMI er et kropsmasseindeks, som bruges til at vurdere patientens vægt i forhold til sin højde. Et BMI mellem 25 og 29,9 tolkes som overvægt, og et BMI over 30 tolkes som svær overvægt. Du var derfor ikke svært overvægtig.
at afdelingen burde have indkaldt dig til en konsultation med henblik på at undersøge dig. Det skyldes, at det i henvisningen var gjort tydeligt, at du allerede havde tabt omkring 12 kg siden din operation i 2023. Du var desuden fortsat i et fysioterapeutisk forløb. Dine smerter i lænden og i venstre ben kunne stamme fra din tidligere opererede diskusprolaps eller din nytilkomne moderate forsnævring af rygmarvskanalen. En undersøgelse af dig kunne bidrage til en afklaring heraf og af, om en operation var et relevant behandlingstiltag.
Behandlingssted A, Hospital A, har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 13. februar 2026.
Vi vurderer imidlertid, at der ikke er grundlag for at kritisere Hospital A for den øvrige del af behandlingen på Behandlingssted A.
Vi har lagt vægt på:
at det var relevant, at afdelingen afviste henvisningen den 18. december 2025. Det skyldes, at du havde en nytilkommet moderat forsnævring af rygmarvskanalen, som i første omgang normalt behandles med konservative tiltag i typisk tre til seks måneder for at afhjælpe symptomerne. Det kan være tiltag i form af vægttab, hvis patienten er overvægtig, smertelindring og fysioterapi.
at du ikke havde alarmsymptomer i form af kraftnedsættelse, lammelse eller nerverodspåvirkning.
at det ikke var tydeligt, om du havde effekt af fysioterapi eller behandlingen med smertestillende medicin. Det var heller ikke tydeligt, hvor længe du havde været i et fysioterapeutisk forløb.
at du vejede omkring 80 kg og havde et BMI på 28. Et BMI mellem 25 og 29,9 tolkes som overvægt.
at det derfor var relevant, at afdelingen anbefalede vægttab og genhenvisning ved manglende effekt heraf.
Behandlingssted A, Hospital A, har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig den 18. december 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
§ 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed