Mangelfuld undersøgelse af barn efter faldtraume
Uforklarlige gener eller usikre oplysninger om skadeshændelsen burde have medført ekstra agtpågivenhed, hvor både skadeshændelsen og undersøgelsen burde være struktureret og grundig. Der burde endvidere have været konsulteret en speciallæge.
Sagsnummer:
26SFP97
Offentliggørelsesdato:
mandag den 9. november 2026
Speciale:
Ortopædkirurgi
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Kritik
Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A får kritik for behandlingen på Ortopædkirurgisk Afdeling den 29. november 2025.
Klagen
Du har klaget over, at din søn ikke fik en korrekt behandling på Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A, den 29. november 2025.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er:
at din søn ikke blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt og behandlet efter et fald, hvor han havde slået benet.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 29. november 2025 blev din søn █ på ti måneder tilset af Ortopædkirurgisk Afdeling i skadestuen på Hospital A, efter han var faldet og nu hverken ville gå eller stå. Han græd og kunne ikke finde ro. Det var uklart, hvad der præcist var sket. Han havde formentlig slået sit venstre ben ved et fald, hvor han var landet på venstre side eller numsen.
Han fik smertelindrende Panodil, og yderlige undersøgelse skulle afvente, til medicinen var begyndt at virke.
Ved undersøgelsen var ███████ faldet mere til ro. Han fulgte med i undersøgelsen og blev ked af det, men kunne trøstes. Han brugte spontant venstre ben igen. Ved undersøgelsen af benet var der ingen hævelse, rødme eller fejlstilling at se. Ved tryk på benet var der indirekte ømhed uden mistanke om, at berøringen fremkaldte stærke smerter. ██████ kunne spontant bevæge benet.
Efter undersøgelsen undrede afdelingen sig over ███████s reaktion, men fandt ikke mistanke om et større traume, brud eller fejlstilling. Det blev aftalt, at hvis █ stadig ikke ville støtte på benet efter en lur eller i øvrigt reagerede unormalt, skulle I komme igen efter kl. 15.
Efter kl. 15 blev ████████ igen tilset af Ortopædkirurgisk Afdeling. I havde henvendt jer igen, da I ikke oplevede bedring. ████████ havde sovet en time og været ked af det. Han havde forsøgt at kravle, men stoppede hurtigt på grund af smerter. Han havde inden ankomsten fået Panodil hjemme.
Ved ankomsten var han ikke grædende som ved henvendelsen tidligere på dagen. Der blev lavet en røntgenundersøgelse, der ikke viste tegn på brud eller ledskred. Vurderingen var dog med forbehold.
Der var ikke efter undersøgelserne nogen oplagt forklaring på █s symptomer. Der var dog ikke mistanke om en større lidelse, og I blev sendt hjem med besked om at kontakte jeres praktiserende læge efter weekenden ved manglende bedring. I blev også oplyst om, at røntgenbillederne ville blive gennemgået på konference om mandagen.
Du skriver i din klage, at det efterfølgende viste sig, at ████ havde brækket benet.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Vores resultat
Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A for behandlingen.
Vi har lagt vægt på:
at din søn ikke blev relevant og tilstrækkeligt undersøgt og behandlet ved første henvendelse på skadestuen den 29. november 2025, hvor han blev tilset af Ortopædkirurgisk Afdeling. Det skyldes, at din søn ikke var afklædt, hvilket ville have tilladt en grundigere undersøgelse og en vurdering af eventuelle andre skader.
at den objektive undersøgelse ikke var tilstrækkelig grundig. Det skyldes, at den ikke på en systematisk måde afsøgte årsagen til din søns symptomer trin for trin. Samtidigt blev der ikke reageret på årsagen til, at der var indirekte ømhed. Indirekte ømhed er et normalt tegn på et brud. Uforklarlige gener eller usikre oplysninger om skadeshændelsen hos børn efter et muligt traume bør medføre ekstra agtpågivenhed, hvor både beskrivelsen af skadeshændelsen og undersøgelsen bør være struktureret og grundig. I sådanne sammenhænge bør speciallæge altid konsulteres.
at din søn ikke blev relevant behandlet ved genhenvendelsen senere samme dag. Det skyldes, at der ikke blev foretaget en objektiv undersøgelse, men blev beskrevet, at der ikke var nogen oplagt forklaring på, at din søn vægrede sig.
at afdelingen burde have undret sig over din søns gråd og foretaget en grundig undersøgelse og medinddraget en speciallæge med henblik på yderligere undersøgelse eller indlæggelse til videre observation og smertebehandling. Det var ikke tilstrækkeligt at afvise mistanken om et brud på baggrund af den udførte røntgenundersøgelse.
at den lagte plan om kontakt til egen læge ikke var tilstrækkelig i forhold til, at der havde været et traume, og at din søn fortsat havde gener med gråd og mistrivsel. Den lagte plan efterlod din søn og jer som familie uden hjælp.
Ortopædkirurgisk Afdeling, Hospital A har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af din søn ████████ den 29. november 2025.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 1250 af 28. oktober 2025 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
§ 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed