Få viden om klagesager med ”STPK i tal”
Hvilke områder og fagspecialer kommer der flest klager inden for? Hvor ofte udtaler Styrelsen for Patientklager “kritik” eller “ikke kritik” af behandlingssteder – og hvor lang er sagsbehandlingstiden?
Alt det og meget mere er tilgængeligt via statistikmodulet ”STPK i tal”, som vi netop har opdateret i en ny og bedre version.
Det nye STPK i tal har fået flere nye informationer og valgmuligheder. For klagesager kan du for eksempel se klager fordelt på behandlingssted - sygehus, praksissektor, privathospital mv. I forhold til vores ankesager, som håndteres under Sekretariat for Ankenævn, er der nye rapporter om afgørelsesprocenter og sagsbehandlingstid i de forskellige nævn.
Dyk selv ned i data her: STPK i tal
Klager skal føre til læring
Styrelsen for Patientklager har lavet STPK i tal, fordi vi ser det som en af vores vigtigste opgaver at opsamle og udstille data fra de klagesager, vi behandler - så det kan bruges til læring og udvikling i sundhedsvæsnet.
Vi ved, at når patienter og pårørende vælger at klage er en af de primære grunde et ønske om, at deres sag kan være med til at skabe indsigt og læring. Det støtter vi op om – blandt andet ved at gøre data om patientklagesager frit tilgængelige via STPK i tal.