Mangelfuld forundersøgelse og operation

Speciallæge i ortopædisk kirurgi Jan Beck Mikkelsen (aut.ID 00GRR) får kritik for utilstrækkelig forundersøgelse og mangelfuld operation af en patients fod. (offentliggøres pga. gentagen kritik)

Sagsnummer:

24DNM64

Offentliggørelsesdato:

mandag den 26. august 2024

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Øvrig speciallægepraksis

Type:

Behandling

Kategori:

Afgørelser med navn

Kritik

Speciallæge i ortopædisk kirurgi Jan Beck Mikkelsen (aut. ID 00GRR) fra Behandlingssted A får kritik for behandlingen den 29. september 2021.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af speciallæge i ortopædisk kirurgi Jan Beck Mikkelsen hos Behandlingssted A, den 29. september 2021.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • du ikke blev opereret på relevant vis i foden, da du fik fjernet et stykke af knoglen.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 29. september 2021 blev du som 55-årig opereret af speciallæge i ortopædisk kirurgi Jan Beck Mikkelsen hos Behandlingssted A.

Du har oplyst, at du på et hospital har fået oplyst, at der ikke vil være en chance for bedring af din tilstand, idet du er blevet opereret med en afmejsling af knysten.

Speciallæge i ortopædisk kirurgi Jan Beck Mikkelsen har til sagen oplyst, at der er foretaget en Chevron osteotomi. Operationen blev foretaget efter gældende anbefalinger. Grunden til, at der igen opstod skævhed af storetåen, kan være forfodsnedsynkning og slappe ledbånd. Røntgenbillederne fra det efterfølgende behandlingssted viser i sideplan følger efter operationen. Det er ikke altid givet, at der vil være et røntgenspor to år efter en Chevron osteotomi, hvis osteotomien er gledet tilbage. Det blev ikke fundet nødvendigt at lave løsning af de strammende strukturer på indersiden af storetåens grundled, da du var meget hypermobil. 

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbilleder fra et andet behandlingssted af den 9. september 2021, 18. juli og 17. oktober 2023.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere speciallæge i ortopædisk kirurgi Jan Beck Mikkelsen for operationen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • du ikke var blevet undersøgt på relevant vis forud for operationen, da der ikke var blevet undersøgt for løshed i leddet mellem første metatarsalknogle og den tilstødende mellemfodsknogle. Ved forundersøgelsen havde du tiltagende gener fra venstre fod med tiltagende skæv stilling af storetåen med knystdannelse og smerter over indersiden af grundleddet. Der blev fundet udtalt skæv storetå med knystdannelse og udmålt en 35 graders vinkling mellem storetåens grundstykke og den tilstødende første metatarsalknogle. Der var god bevægelighed i storetåens led.
  • operationen i din fod ikke blev foretaget på relevant vis. Henset til den betydelige fejlstilling og røntgenundersøgelsen, der også viste begyndende fejlstilling/fejlrotation af sesamknoglerne under første venstre tåstråle, burde der have været foretaget lateral release i form af løsning af de strammende strukturer på indersiden af storetåens grundled.
  • de efterfølgende røntgenbilleder viste, at den forreste lednære del af din forfodsknogle udelukkende bar præg af en mindre knystafmejsling. En Chevron osteotomi vil altid efterlade tydelige spor i knoglestrukturen efter gennemsavningen, selv hvis den skulle være gledet tilbage til udgangsstillingen. Der er ingen ændringer i knoglestrukturen i form af ophelede savspor, forandringer i knoglevæggen eller brud på knoglens trabekler i området ved sammenligning af røntgenbilleder før og efter operationen. Fundene på røntgenbillederne er uforenelige med, at du fik foretaget en regelret Chevron osteotomi.

Chevrons osteotomi anbefales til fejlstillinger af storetåen med mindre end 30 graders vinkling mellem storetåens grundstykke og den tilstødende første metatarsalknogle. Vinklen mellem 1. og 2. tås metatarsalknogler skal tillige ikke overstige 12-15 grader. Hvis dette overholdes, kan der opnås god og længerevarende bedring af fejlstillingen og tilfredsstillende lindring af symptomerne. Hvis dette ikke overholdes, risikeres der hurtig gendannelse af fejlstillingen. Hvis der er løshed eller væsentlig deformitet i leddet mellem første metatarsalknogle og den tilstødende mellemfodsknogle, vil operationen slå fejl, idet en mere omfattende procedure vil være påkrævet.

Isoleret fjernelse af knoglevæv svarende til knysten betragtes som en utilstrækkeligt operation, som ikke bør anvendes uden samtidig forskydningskirurgi.

Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere speciallæge i ortopædisk kirurgi Jan Beck Mikkelsen for den øvrige behandling.

Vi har lagt vægt på, at:

  • det var relevant, at speciallægen valgte, at du skulle have foretaget en Chevrons osteotomi. Forud for operationen havde du fået foretaget en røntgenundersøgelse, der viste en 30 graders vinkling mellem storetåens grundstykke og den tilstødende første metatarsalknogle og en vinkel mellem 1. og 2. tås metatarsalknogler på knapt 15 grader. Der var ingen slidgigt i grundleddet.

Når generne ikke længere kan håndteres med konservative tiltag i form af indlæg, tåkorrigerende skinne/bandage og/eller tilpasninger af fodtøjet, kan der være grundlag for en Chevrons osteotomi, der er en operation med forskydning af den forreste del af metatarsalknoglen tæt på ledhovedet ofte kombineret med løsning af bløddele og afmejsling af knyst.

Speciallæge i ortopædisk kirurgi Jan Beck Mikkelsen har derfor samlet handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 29. september 2021 hos Behandlingssted A.

Offentliggørelse

Afgørelsen vil blive offentliggjort på vores hjemmeside og på sundhed.dk med angivelse af Jan Beck Mikkelsens titel, navn og autorisationsID.

Afgørelsen vil blive offentliggjort, da Jan Beck Mikkelsen har fået kritik mere end to gange inden for de sidste 5 år. Således gav vi kritik til Jan Beck Mikkelsen i afgørelse af den 31. august 2021, 30. november 2021, 25. februar 2022, 11. oktober 2022 og 10. marts 2023. Disse afgørelser har imidlertid tidligere været offentliggjort. De offentliggøres derfor ikke igen.

Patientens navn og alle andre navne, herunder stednavne og identificerbare navne på sygehuse og afdelinger, vil blive anonymiseret ved offentliggørelsen.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • 17 om offentliggørelse af afgørelse om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 1109 af 11. september 2015 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klagesager på sundhedsområdet

  • 3, stk. 1, nr. 3 om tre gange kritik inden for 5 år
  • 9, stk. 2 om tidligere offentliggjorte afgørelser