Kritik for manglende afholdelse af eftersamtale

Overlægen får kritik for manglende afholdelse af eftersamtale. Patienten var tvangsindlagt, og overlægen burde derfor have tilbudt patienten en eftersamtale efter ophør af tvangsindlæggelsen i henhold til Psykiatrilovens § 4, stk. 5.

Sagsnummer:

24DNU69

Offentliggørelsesdato:

mandag den 26. august 2024

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Behandlingssted:

Sygehuse/hospitaler

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Kritik

Overlæge ████ (aut. ID ████) fra Behandlingssted A, Region A får kritik for behandlingen den 6. oktober 2017.

Klagen

Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling af overlæge ████

 på Behandlingssted A, Region A, i perioden fra den 5. september til den 6. oktober 2017.

Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:

  • overlægen ikke tilbød eftersamtaler på Behandlingssted A, Region A, efter tvangsindlæggelsen i perioden fra den 5. september til den 6. oktober 2017.

Styrelsen for Patientklager har tidligere udtalt kritik til Region A for behandlingen af dig i perioden fra den 6. til den 17. oktober 2017 på Behandlingssted A. Du har bedt om at få denne del vurderet af disciplinærnævnet.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

I perioden fra den 5. september til den 17. oktober 2017 var du som 40-årig indlagt på Behandlingssted A, Region A. I perioden fra den 5. september til den 6. oktober 2017 var du tvangsindlagt på helbredsindikation, da du var blevet samlet op af politiet på gaden grundet bizar adfærd. Du var i den forbindelse blevet indlagt på en lukket afdeling. Du var kendt med paranoid skizofreni. Overlæge ████ var den behandlingsansvarlige overlæge i perioden fra den 5. september til den 6. oktober 2017.   

Den 25. september 2017 blev der afholdt en samtale med dig, hvor tvangssituationen som en formel eftersamtale blev gennemgået. Du ville kun tale om den ene tvangssituation, men du ville gerne have en ny eftersamtale vedrørende den anden.

Den 27. september 2017 blev der afholdt en eftersamtale, hvor tvangsindgrebet med akut beroligende medicin den 22. september 2017 om morgenen blev gennemgået.

Den 2. oktober 2017 angav du, at du ikke ville have en ny eftersamtale.

Den 6. oktober 2017 blev du overflyttet til en åben afdeling.

Begrundelse

Vi behandler klager fra patienter over autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. En autoriseret sundhedsperson skal udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit sundhedsfaglige virke.

Vi vurderer i vores afgørelse, om den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det betyder, at vi tager stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, sundhedspersonen har på behandlingstidspunktet.

Vi tager ikke stilling til, om en patient har modtaget den bedst mulige behandling.

Det fremgår af psykiatrilovens § 4, stk. 5, at en patient, efter enhver tvangsforanstaltning er ophørt, skal tilbydes en eller flere samtaler.

Det fremgår af bekendtgørelse 1093 af 11. september 2015 om samtaler efter ophør af tvangsforanstaltning på psykiatriske afdelinger, at eftersamtalen er en systematisk gennemgang og bearbejdning af patientens oplevelser i forbindelse med tvangsudøvelsen. Det er formålet, at samtalen skal give patienten en større forståelse for årsagen til, at det i situationen blev vurderet nødvendigt at anvende tvang og dermed bidrage til en større patienttilfredshed.

Det fremgår videre af bekendtgørelsen, at det er hensigten, at eftersamtaler skal forebygge yderligere anvendelse af tvang i behandlingsforløbet. Dette kan blandt andet ske ved, at den sundhedsperson, der gennemfører eftersamtalen, bliver bekendt med patientens opfattelse af den anvendte tvang, og opnår en bedre forståelse for patientens reaktionsmønstre. Formålet er at søge at forebygge eller reducere tvangsanvendelse over for den pågældende patient i eventuelle fremtidige situationer, eller eventuelt at gennemføre tvangen på en mere hensigtsmæssig og mindre traumatisk måde for patienten. Ved systematisk at gennemføre eftersamtaler kan personalet desuden opnå erfaringer, som kan anvendes til at forebygge eller reducere anvendelse af tvang i afdelingen generelt.

Endvidere fremgår det af bekendtgørelsen, at eftersamtalen skal gennemføres af en af den behandlingsansvarlige overlæge udpeget person på det afsnit, hvor tvangsforanstaltningen har fundet sted, og skal finde sted snarest efter tvangsforanstaltningen er ophørt.

I henhold til vejledning nr. 9778 af den 2. august 2016 om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning, m.v. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger, skal følgende forhold omtales i eftersamtalen:

  • hvordan patienten oplevede den pågældende tvangsforanstaltning og den måde, den blev gennemført på,
  • patientens opfattelse af årsag til og formål med den pågældende tvangsforanstaltning,
  • patientens vurdering af om man kunne have undgået tvang i den pågældende situation og i givet fald, hvordan patienten og personalet skulle have forholdt sig,
  • patientens forslag til, hvordan tvang i eventuelle fremtidige situationer kan forebygges,
  • information om, hvordan personalet opfattede årsagen til og formålet med tvangsforanstaltningen
  • virkning og eventuelle bivirkninger ved den pågældende tvangsforanstaltning, for eksempel ved medicinering.

Det fremgår videre af vejledningen, at flere tvangsforanstaltninger kan drøftes ved samme samtale, hvis de var led i samme episode for eksempel fastholdelse og beroligende medicin samme dag eller flere tilfælde af indgivelse af beroligende middel med magt indenfor det samme døgn.

Ved vurdering af omfanget, indholdet og tidspunktet for samtalens afholdelse skal der tages udgangspunkt i en samlet vurdering af patientens situation/tilstand.

Endelig fremgår det af vejledningen, at der ved samtalens afslutning skal skrives et referat, som udleveres til patienten, som får mulighed for at kommentere dette. Det skal fremgå af journalen, hvis patienten ikke ønsker en eftersamtale. Det endelige referat indgår i patientjournalen. Personalet skal vurdere, om der vil være behov for at afholde flere eftersamtaler. Patienten skal informeres om, at der er mulighed for en supplerende samtale, som kan finde sted, hvis patienten anmoder om det.

Vores resultat

Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere overlæge ████ for behandlingen.

Vi har lagt vægt på, at:

  • overlæge ████ var den behandlingsansvarlige overlæge i perioden fra den 5. september til den 6. oktober 2017, samt at du i perioden fra den 5. september til den 6. oktober 2017 var tvangsindlagt.
  • du i perioden frem til den 24. september 2017 var i en tilstand, hvor der ikke meningsfuldt kunne afholdes en eftersamtale. I forbindelse med et svært sygdomsforløb vil man almindeligvis udsætte eftersamtaler til et tidspunkt, hvor patienten er i en tilstand til at reflektere over sin tidligere situation for derved at bibringe en form forståelse over baggrunden for den udførte tvang.
  • du således burde have været tilbudt eftersamtale efter ophør af tvangsindlæggelsen i henhold til psykiatrilovens § 4, stk. 5, og § 3, stk. 2 bekendtgørelse nr. 1093 af 11. september 2015 om samtaler efter ophør af tvangsforanstaltning og magtanvendelse på psykiatriske afdelinger.

Den omstændighed, at du den 2. oktober 2017 angav, at du ikke ønskede en opfølgende eftersamtale, er ikke ensbetydende med, at overlægen ikke burde have tilbudt dig en eftersamtale efter ophør af tvangsindlæggelsen. Det skyldes, at eftersamtalen skal finde sted snarest efter ophør af tvangsforanstaltningen i henhold til bekendtgørelsens § 3, stk. 2. Derudover ophørte tvangsforanstaltningen først fire dage senere efter du den 2. oktober 2017 angav, at du ikke ønskede en opfølgende eftersamtale. Tvangsindlæggelsen ophørte derfor ikke i umiddelbar tilknytning hertil. Overlægen burde derfor have tilbudt dig en ny eftersamtale, således at tvangsindlæggelsen kunne drøftes.

Overlæge ████ har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af dig den 6. oktober 2017 på Behandlingssted A, Region A.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

  • § 2, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed
  • § 3, stk. 1, om klager over sundhedsfaglig virksomhed

Bekendtgørelse nr. 122 af 24. januar 2023 af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

  • § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed

Bekendtgørelse nr. 185 af 1. februar 2022 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien mv.

  • § 3
  • § 4, stk. 5

Bekendtgørelse nr. 1093 af 11. september 2015 om samtaler efter ophør af tvangsforanstaltning og magtanvendelse på psykiatriske afdelinger

  • § 1
  • § 2
  • § 3

Vejledning nr. 9778 af den 2. august 2016 om forhåndstilkendegivelser, behandlingsplaner, tvangsfiksering og tvungen opfølgning efter udskrivning, m.v. for patienter indlagt på psykiatriske afdelinger

  • pkt. 6