Manglende vejledning ved ordination af Brentan
Speciallægeklinik får kritik for at ordinere Brentangelé mod svamp i mund og svælg til patient i Marevanbehandling uden at henvise til daglig opfølgning af INR. Der er risiko for, at Brentan forstærker virkningen af Marevan.
Sagsnummer:
21SFP115
Offentliggørelsesdato:
mandag den 1. november 2021
Speciale:
Øre-næse-halssygdomme (oto-rhino- laryngologi)
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Øvrig speciallægepraksis
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Der gives kritik til:
- Øre-, Næse-, og Halskirurgisk Klinik for behandlingen den 3. marts 2021.
Det betyder, at behandlingen var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.
Afgørelsen uddybes nærmere nedenfor under begrundelse.
Styrelsen for Patientklager har modtaget en klage fra .
KLAGEN
Der er klaget over, at ikke modtog en korrekt behandling på Øre-, Næse-, og Halskirurgisk Klinik , den 3. marts 2021.
Styrelsen har forstået, at det centrale i klagen er:
- at der ikke burde have været ordineret Brentangelé.
SAGSFREMSTILLING
Styrelsen har, medmindre andet er anført, taget udgangspunkt i oplysningerne i journalen.
Den 3. marts 2021 var , 74 år, til en undersøgelse på Øre-, Næse-, og Halskirurgisk Klinik , idet han havde nedsat lugte- og smagssans. Ved undersøgelsen af hals og svælg blev det set, at der var upåfaldende slimhinder, men rødlige områder på tungen. Der blev ordineret Brentangelé mod svamp i munden. Det blev videre noteret, at det ikke var muligt at give svampemidlet fluconazol grundet interaktion med Marevan, som var i behandling med.
Det fremgår af klagen, at kort efter brugen af Brentangelé begyndte at få store blå mærker, og plamager, der var blåsorte på kroppen, og at han endte med at blive indlagt på sygehuset grundet et lavt INR.
BEGRUNDELSE
Styrelsen for Patientklager træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Det følger af klage- og erstatningslovens § 1, stk. 2.
Styrelsen tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”, hvilket er en norm, som fastlægges ved styrelsens praksis. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Styrelsen har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Styrelsen vurderer, at der er grundlag for at kritisere Øre-, Næse-, og Halskirurgisk Klinik for behandlingen.
Styrelsen har lagt vægt på:
- at ved konsultationen oplyste, at han havde nedsat smagsevne. Ved undersøgelse af mundslimhinderne blev der fundet tegn på svampeinfektion, som typisk reducerer smagsevnen. Der blev på denne baggrund relevant iværksattes behandling med svampemidlet Brentangelé, hvilket er standardbehandling ved svampeinfektion i mund og svælg.
- at der sædvanligvis godt kan behandles med Brentan, selvom en patient er i behandling med Marevan, men man skal være opmærksom på, at Brentan kan forstærke virkningen af Marevan. Behandling med præparaterne samtidig forudsætter derfor, at man i starten af behandlingen dagligt tjekker om blodfortyndingen (INR) bliver påvirket, og løbende justerer Marevanbehandlingen i forhold hertil, for at sikre, at der ikke sker en overdosis af Marevan. Overdosis af Marevan giver karakteristiske hudblødninger i form af blå mærker, og kan i alvorlige tilfælde give indre blødninger.
- at Brentangelé kommer i flydende form, hvorfor det kan være svært at dosere nøjagtigt, idet der skal ophældes et halvt målebæger á 2,5 ml fire gange dagligt.
- at der i forbindelse med ordinationen af Brentan burde have været opfordret og henvist til, at skulle have tjekket sit INR dagligt i en periode, idet han var i behandling med Marevan, ligesom han skulle have været oplyst om, at Brentan kunne påvirke og forstærke Marevanbehandling.
Styrelsen finder på den baggrund, at den behandling, som modtog den 3. marts 2021 på Øre-, Næse-, og Halskirurgisk Klinik , var under normen for almindelig anerkendt faglig standard.
REGLER
Styrelsen har anvendt følgende regler til at træffe afgørelse i sagen:
Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- § 1, stk. 2 om klager over sundhedsfaglig virksomhed