Regionen omvisiterede patienten rettidigt

En region kan opfylde retten til hurtig udredning ved at omvisitere til et privathospital inden 30 dages fristen er udløbet.

Sagsnummer:

23SFP38

Offentliggørelsesdato:

10. maj 2023

Juridisk tema:

Ret til hurtig udredning på sygehus

Kategori:

Patientrettigheder

Region har ikke handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning.

Region har ikke handlet i strid med reglerne om retten til udvidet frit sygehusvalg.

Det betyder, at du blev omvisiteret til udredning på et privathospital inden for 30 dage efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg.

Det betyder også, at du blev oplyst om din ret til at vælge et privathospital.

Du kan læse mere på de næste sider.

KLAGEN

Du har klaget over:

  • at du ikke blev udredt hurtigt nok.

  • at du ikke fik mulighed for at vælge et privathospital.

Vi har tidligere oplyst, at vi tager stilling til oplysningspligten. Oplysningspligten gælder dog kun i forbindelse med det første brev i et forløb. Vi har derfor vurderet, at du har klaget over retten til hurtig udredning og retten til udvidet frit sygehusvalg og ikke over oplysningspligten.

SAGSFREMSTILLING

Den 1. august 2022 blev du henvist til udredning på Hospital A.

Den 3. august 2022 modtog du et brev med en tid til undersøgelse den 12. august 2022.

Den 4. august 2022 modtog du et brev med en tid til undersøgelse den 4. august 2022. Undersøgelsen blev gennemført som planlagt.

Den 9. august blev der afholdt røntgenkonference mellem medicin og kirurgi. Det blev vurderet, at du skulle ses i Ambulatorium.

Den 9. august 2022 fik du en indkaldelse til undersøgelse den 11. november 2022.

Den 10. august 2022 blev du kontaktet telefonisk og oplyst om konferencen. Du var allerede indkaldt med tid i november. På grund af lang ventetid talte I om de videre muligheder, og du blev orienteret om frit sygehusvalg og omvisitering og mulighed for vejledning ved patientvejledningen.

Den 26. august 2022 fremgår det af din journal, at du var blevet omvisiteret til Hospital B efter anmodning fra .

Du har oplyst, at du blev henvist til Hospital A den 1. august 2022, hvor du blev undersøgt den 4. august 2022. Til undersøgelsen blev det besluttet, at du skulle ses af en rygkirurg. Den 9. august 2022 modtog du en skriftlig indkaldelse til den 11. november 2022. I brevet blev du ikke informeret om retten til udredning inden for 30 dage, og dermed heller ikke din ret til at få foretaget vurderingen på et andet sygehus eller et privathospital.

Hospital A har oplyst, at Hospital A er én afdeling med både rygmedicinsk og rygkirurgisk speciale. Du var allerede i et forløb i rygmedicin, da der blev behov for en rygkirurgisk vurdering. Der bliver ikke sendt henvisninger internt, og der bliver ikke sendt et nyt rettighedsbrev ved behov for en vurdering af den anden afdeling, når patienten allerede er i et forløb i Hospital A.

De har også oplyst, at du den 10. august 2022 blev informeret om frit sygehusvalg og omvisitering samt mulighed for vejledning ved patientvejledningen. Det fremgår af din journal.

Du var ikke færdigudredt, da du klagede til os.

BEGRUNDELSE

Reglerne om retten til hurtig udredning

Når en patient bliver henvist til udredning på et sygehus, har patienten ret til at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt.

Det betyder, at sygehuset, når det er fagligt muligt, skal tilrettelægge udredningsforløbet, så patienten inden for fristen kan få at vide, hvad patienten fejler, eller eventuelt at patienten ikke fejler noget. Sygehuset skal også oplyse, om patienten skal observeres, behandles eller ikke behandles. De 30 dage løber fra den dag, sygehuset modtager henvisningen.

Regionen skal om nødvendigt planlægge mere end en undersøgelse samme dag. Tilsvarende gælder for tværgående konferencer, røntgenkonferencer og lignende.

Regionen har pligt til at udrede en patient så hurtigt som muligt. Hvis udredningen ikke kan foretages inden for fristen på regionens egne sygehuse, har regionen pligt til at søge andre muligheder, også på andre regioners sygehuse eller på private sygehuse og klinikker.

Hvis en tid til udredning ligger senere end 30 dage fra henvisningen, er det i strid med retten til hurtig udredning, medmindre det på grund af faglige årsager ikke er muligt at tilrettelægge forløbet, så undersøgelsen ligger inden for fristen.

Kapacitetsmæssige årsager kan ikke begrunde, at fristen på 30 dage overskrides. Travlhed, personalets sygdom, ferie og øvrigt fravær er eksempler på kapacitetsmæssige årsager.

Det følger af reglerne om ret til udvidet frit sygehusvalg, at hvis regionen af kapacitetsmæssige årsager ikke kan tilbyde patienten endelig udredning inden for fristen, kan patienten vælge at blive udredt på et privathospital eller en privat klinik. Det gælder dog kun, hvis regionerne har indgået en aftale med private behandlingssteder om den pågældende udredning.

Patienten skal oplyses om sine rettigheder, herunder retten til udvidet frit sygehusvalg, når regionen konstaterer, at retten til hurtig udredning ikke kan overholdes.

Regionen skal omvisitere patienten til et privathospital, inden de 30 dage er udløbet, hvis patienten beder om det. Hvis patienten vælger at bruge sin ret til at blive omvisiteret inden fristen på 30 dage er udløbet, har regionen hverken pligt til eller mulighed for at udrede patienten inden for 30 dage. Det skyldes, at regionen ikke er ansvarlig for planlægning på privathospitalet. Regionen har i den situation ikke tilsidesat patientens ret til hurtig udredning, da udredningsforløbet i regionen ikke har oversteget 30 dage.

Vores resultat

Vi vurderer, at du blev omvisiteret til et privathospital inden for 30 dage efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg.

Vi har lagt vægt på:

  • at Hospital A modtog din henvisning den 1. august 2022. Fristen på 30 dage udløb derfor den 31. august 2022.
  • at du den 26. august 2022 blev omvisiteret til et privathospital efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg.
  • at regionen herefter ikke længere var forpligtet til at udrede dig inden for 30 dage.

Regionen har derfor ikke handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning.

Reglerne om udvidet frit sygehusvalg

En patient kan nogle gange vælge at blive udredt på et privathospital eller en privat klinik, når patienten er henvist til udredning på et sygehus. Det gælder, hvis regionen ikke kan tilbyde patienten endelig udredning inden for 30 dage efter, at de har modtaget en henvisning. Det gælder dog kun, hvis det er på grund af kapacitet, og regionerne har en aftale med private behandlingssteder om behandlingen.

Regionen skal informere patienten om retten til at vælge et privathospital, hvis regionen i løbet af de 30 dage bliver klar over, at de ikke kan tilbyde patienten endelig udredning inden for fristen. Retten til at vælge et privathospital træder i kraft med det samme.

Vores resultat

Vi vurderer, at det var på grund af kapacitet, at du ikke blev endeligt udredt inden for 30 dage. Regionen skulle derfor tilbyde dig udredning på et privathospital eller en privat klinik.

Vi vurderer også, at du blev vejledt om muligheden for at vælge et privathospital.

Vi har lagt vægt på:

  • at sygehuset modtog din henvisning til udredning den 1. august 2022. Fristen på 30 dage udløb derfor den 31. august 2022.
  • at det den 9. august 2022 blev vurderet, at du skulle ses i Ambulatorium som led i din udredning.
  • at du den 9. august 2022 fik en tid til undersøgelse den 11. november 2022.
  • at du den 10. august 2022 blev oplyst om din ret til frit sygehusvalg og mulighed for omvisitering.
  • at du den 26. august 2022 blev omvisiteret til et privathospital.

Regionen har derfor ikke handlet i strid med reglerne om retten til udvidet frit sygehusvalg.

REGLER

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 6, stk. 1, nr. 4, om udredning efter § 82 b og udvidet frit sygehusvalg efter § 87 i sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:

  • § 82 b, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
  • § 82 b, stk. 3, om nærmere regler om regionernes forpligtelser efter stk. 1 og 2
  • § 87, stk. 1, om udvidet frit sygehusvalg til udredning
  • § 87, stk. 4-6, om aftaler og vilkår.

Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:

  • § 14, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
  • § 14, stk. 2, om udvidet frit sygehusvalg til udredning
  • § 20, stk. 1, 2. pkt., om beregning af tidsfristen for udredning
  • § 20, stk. 1, 3. og 4. pkt., om beregning af tidsfristen for udvidet frit sygehusvalg.

Vejledninger

Vejledning nr. 9988 af 22. september 2016 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter:

  • Pkt. 2.0 om ret til hurtig udredning
  • Pkt. 3.0 om det udvidede frie sygehusvalg.