Tjenestemandspension ej pension efter sociale love
Tidlig tjenestemandspension på grund af nedsat erhvervsevne er ikke pension efter de sociale love. Patienten var i øvrigt ikke førtidspensionist. Minimumsbeløbsgrænsen var derfor på 104 kr. i stedet for 44 kr.
Sagsnummer:
23SFP46
Offentliggørelsesdato:
fredag den 26. maj 2023
Juridisk tema:
Kørsel og kørselsgodtgørelse
Kategori:
Patientrettigheder
Vi tiltræder afgørelserne fra Region :
- om kørselsgodtgørelse.
Det betyder, at du ikke havde ret til kørselsgodtgørelse.
Du kan læse mere på de næste sider.
Klagen
Du har klaget over, at:
- du fik afslag på kørselsgodtgørelse til og fra dine behandlinger på sygehuset.
Sagsfremstilling
Den 25. oktober 2022, den 15. november, den 28. november 2022, den 6. december og den 27. december 2022 var du til behandling på . Du søgte i den forbindelse om kørselsgodtgørelse.
Den 6. januar 2023 gav regionen dig afslag på kørselsgodtgørelse. Du fik afslag, fordi din udgift til transport til og fra ikke overstiger 104 kr.
Du har oplyst, at du har svært lymfødem i din højre arm, hvorfor du kører i bil til og fra dine behandlinger. Du har også oplyst, at du til og fra sygehuset har en afstand på 126 km i alt. Du har videre oplyst, at du tidligere har fået kørselsgodtgørelse, herunder for behandlingen den 24. november 2022. Du har tillige oplyst, at du er svagelighedspensionist efter reglerne i tjenestemandspensionsloven fra dit job i . Du her herudover oplyst, at du ikke er førtidspensionist. Du har endelig oplyst, at du ikke har et rejsekort.
Regionen har oplyst, at du i dine ansøgninger har angivet, at du ikke kan tage offentlig transport, hvorfor regionen fik den behandlende afdeling til at foretage en sundhedsfaglig vurdering. Det fremgår af vurderingen, at du kunne tage offentlig transport i forbindelse med dine behandlinger. Regionen har også oplyst, at regionen i forbindelse med din klage, har indhentet en ny sundhedsfaglig vurdering fra Onkologisk Afdeling, , hvoraf det fremgår, at du kunne tage offentlig transport til og fra dine behandlinger.
Det fremgår af dine ansøgninger, at du ikke er pensionist, og at du kunne tage offentlig transport.
Vi har lagt til grund, at du kunne tage offentlig transport til og fra dine behandlinger.
Begrundelse
Reglerne om kørsel eller kørselsgodtgørelse
En patient har ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse til og fra sygehus, hvis én af betingelserne er opfyldt. Patienten har ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse, hvis der er mere end 50 km til det sygehus, der kan tilbyde den nødvendige behandling. Patienten har også ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse, hvis patienten modtager social pension, eller hvis patientens tilstand udelukker kørsel med offentlig transport og patienten samtidig modtager videre ambulant behandling. Svagelighedspension efter reglerne i tjenestemandspensionsloven er ikke en pension efter de sociale love.
Ved beregning af afstanden bruger man den korteste rute på Krak. Det gælder også, selvom en længere rute er mere praktisk. Krak viser den korteste rute, hvis man vælger funktionen ”Alternativ rute”. Ved beregningen bruger man sygehusets hovedadresse.
En patient kan kun få kørselsgodtgørelse der svarer til, hvad turen ville koste med det billigste, forsvarlige transportmiddel. Det gælder også, selvom patienten har taget et dyrere transportmiddel.
En patient kan kun få kørselsgodtgørelse til et sygehus, hvis udgiften frem og tilbage er over 104 kr. i alt.
Når der ikke er dokumentation for udgiften til kørsel til og fra en behandling, skal udregningen af kørselsgodtgørelse ske efter en teknisk beregning i en hypotetisk situation. Vi finder i den forbindelse priserne for den mest sandsynlige rejse fra patientens bopælsadresse til behandlingsstedet hovedadresse og retur.
Det er vores praksis at bruge normalprisen på den specifikke behandlingsdag. Normalprisen er den rejsepris, der forekommer oftest på behandlingsdagen.
Vi bruger rejseplanen.dk til at finde prisen. Hvis det ikke længere er muligt at finde prisen for den specifikke behandlingsdato, beregner vi normalprisen som prisen på den nærmeste tilgængelige dato for samme ugedag.
Det er normalt en lægelig vurdering, om en patient kan tage offentlig transport, og om patienten har brug for en ledsager. Det er den afdeling, der behandler patienten, der vurderede det.
Vores resultat
Vi vurderer, at du ikke havde ret til kørselsgodtgørelse til og fra dine behandlinger på sygehuset.
Vi har lagt vægt på, at:
- der er 61,2 km mellem din bopæl og .
- du derfor opfyldte betingelsen om en afstand på mere end 50 km til det sygehus, der kunne tilbyde den nødvendige behandling.
- du ikke er pensionist efter de sociale love, da du er svagelighedspensionist efter reglerne i tjenestemandspensionsloven.
- minimumsbeløbsgrænsen er derfor 104. kr. pr. behandling.
- Onkologisk Afdeling, , vurderede, at du kunne tage offentlig transport.
- vi ikke har grundlag for at tilsidesætte Onkologisk Afdelings vurdering.
- prisen for den mest sandsynlige rejse til din behandling var 50,50 kr.
- prisen for den mest sandsynlige rejse fra din behandling var 50,50 kr.
- prisen tur-retur var 101 kr. pr. behandling.
- regionen tidligere har udbetalt 50 kr. til dig for oprettelse af et rejsekort.
- du derfor ikke opfyldte betingelsen om, at udgiften til det billigste, forsvarlige transportmiddel skal overstige 104 kr.
Vi tiltræder derfor regionens afgørelser af 6. januar 2023 om kørselsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
- 6, nr. 13, om regionens afgørelser om kørsel og kørselsgodtgørelse
Bekendtgørelse nr. 248 af 8. marts 2023 af sundhedsloven:
- 171 om kørsel eller kørselsgodtgørelse til sygehusbehandling
Bekendtgørelse nr. 816 af 18. juni 2018 om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:
- 15 om kørsel eller kørselsgodtgørelse til sygehusbehandling
- 30 om billigste, forsvarlige transportmiddel
- 31, stk. 2, om udgiftens størrelse
- 31, stk. 7, om regulering af udgiftens størrelse
Bekendtgørelse nr. 510 af 18. maj 2017 om tjenestemandspension:
- 7 om ret til pension ved nedsat erhvervsevne
Bekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022 om social pension:
- 1 om hvilke pensioner, der er omfattet af loven
Sundhedsministeriets cirkulære nr. 9925 af 11. november 2021 om regulering for 2022 af beløbsgrænser ved befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven