Ikke ret til kørselsgodtgørelse til tandbehandling

Patient havde ikke ret til kørselsgodtgørelse til behandling hos regionstandplejen, da denne behandling ikke var omfattet af retten til kørselsgodtgørelse til sygehusbehandling.

Sagsnummer:

23SFP47

Offentliggørelsesdato:

torsdag den 1. juni 2023

Juridisk tema:

Kørsel og kørselsgodtgørelse

Kategori:

Patientrettigheder

Vi tiltræder afgørelsen fra Region :

  • om kørselsgodtgørelse.

Det betyder, at din datter ikke havde ret til kørselsgodtgørelse.

Du kan læse mere på de næste sider.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • din datter fik afslag på kørselsgodtgørelse til og fra sin behandling.

Sagsfremstilling

Du har oplyst, at din datter er handicappet, da hun mangler 10 tænder. I har fået tilbud om, at hun kan blive behandlet hos en specialtandlæge fra , men at behandlingen skal foregå i hans private praksis i . Hvis I ikke takker ja til dette tilbud, vil der ikke være behandling i offentligt regi. I er derfor nødt til selv at stå for kørsel, og I har en tabt arbejdsfortjeneste for en dag om måneden de næste fem år. Du har også oplyst, at der er tale om en speciallæge fra videncenteret på , men at kommunen har valgt, at behandlingen skal foregå i hans private klinik. Hvis behandlingen havde foregået på , havde I fået dækket disse omkostninger.

Kommune A, som er jeres bopælskommune, afviser at dække jeres omkostninger, da de har udliciteret opgaven til Kommune B. Kommune B betaler for broomkostningerne, men henviser til at Kommune A skal betale resten.

Den 15. september 2021 gav regionen din datter afslag på kørselsgodtgørelse. Din datter fik afslag, fordi der ikke er tale om sygehusbehandling.

Begrundelse

Reglerne om kørsel eller kørselsgodtgørelse

En patient har ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse til og fra sygehus, hvis én af betingelserne er opfyldt. Patienten har ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse, hvis der er mere end 50 km til det sygehus, der kan tilbyde den nødvendige behandling. Patienten har også ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse, hvis patienten modtager social pension, eller hvis patientens tilstand udelukker kørsel med offentlig transport, og patienten samtidig modtager videre ambulant behandling.

En patient har kun ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse til og fra sygehuset, hvis patienten modtager sygehusbehandlingen efter §§ 60, 64, 79-83 eller 86-89 a. Det står i sundhedslovens § 171.

Regionsrådet skal tilbyde børn og unge med odontologiske lidelser, der ubehandlede medfører varig funktionsnedsættelse, et vederlagsfrit specialiseret tandplejetilbud. Herudover skal regionsrådet tilbyde vederlagsfrit højt specialiseret behandling til de børn og unge, der har behov for det. Det står i sundhedslovens § 162.

Vores resultat

Vi vurderer, at din datter ikke havde ret til kørselsgodtgørelse til og fra sin behandling.

Vi har lagt vægt på, at:

  • din datter modtog behandling i en specialtandlægepraksis i .
  • der er tale om behandling hos regionstandplejen efter § 162 i sundhedsloven.
  • behandling hos regionstandplejen efter sundhedslovens § 162 ikke er nævnt i sundhedslovens § 171.
  • der derfor ikke ydes kørselsgodtgørelse til denne behandling.
  • din datter derfor ikke opfyldte betingelserne for at modtage kørselsgodtgørelse.

Vi tiltræder derfor regionens afgørelse af 15. september 2021 om kørselsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • 6, nr. 13, om regionens afgørelser om kørsel og kørselsgodtgørelse

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:

  • 171 om kørsel eller kørselsgodtgørelse til sygehusbehandling

Bekendtgørelse nr. 816 af 18. juni 2018 om befordring og befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

  • 15 om kørsel eller kørselsgodtgørelse til sygehusbehandling
  • 162 om regionstandpleje