Henvisning til diagnostisk undersøgelse

Regionen handlede ikke i strid med reglerne om retten til hurtig udredning, fordi patienten var henvist til diagnostisk undersøgelse til brug for udredning hos egen læge. Reglerne om retten til hurtig udredning gjaldt derfor ikke.

Sagsnummer:

24SFP124

Offentliggørelsesdato:

onsdag den 11. september 2024

Juridisk tema:

Ret til hurtig udredning på sygehus, Frit og udvidet frit sygehusvalg

Kategori:

Patientrettigheder

Region A har ikke handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning.

Region A har ikke handlet i strid med reglerne om retten til udvidet frit sygehusvalg.

Det betyder, at du ikke blev henvist til udredning.

Det betyder også, at regionen ikke har tilsidesat din ret til at vælge et privathospital.  

KLAGEN

Du har klaget over:

  • at du ikke blev udredt hurtigt nok.
  • at din ret til at vælge et privathospital blev tilsidesat.

SAGSFREMSTILLING

Den 5. august 2021 var du til konsultation hos din egen læge, da du havde fundet en knude i dit venstre bryst. Lægen vurderede, at der var tale om en godartet knude. 

Den 2. november 2021 henviste din egen læge dig til ultralydsskanning og evt. mammografiundersøgelse på Hospital A, Afdeling A. 

Den 4. november 2021 modtog du en indkaldelse til brystundersøgelse den 16. september 2022. I indkaldelsen stod der, at der var ekstraordinært lange ventetider, og at det ikke var muligt at lave den diagnostiske undersøgelse indenfor 30 dage. Du blev samtidig oplyst om, at du derfor havde ret til at vælge et privathospital efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg. Du blev henvist til at kontakte Patientkontoret, hvis du ønskede at komme på et privathospital. 

Den 19. november 2021 blev du omvisiteret til privathospitalet Hospital B. 

Du har oplyst, at du flere gange forgæves forsøgte at få fat i Patientkontoret. Da du forsøgte en sidste gang, talte du med en medarbejder, der oplyste, at man ville finde en tid til dig på et privathospital, men at det ville tage op til fem uger, før du fik tiden. 

Du har også oplyst, at du den 6. januar 2022, da du klagede til os, endnu ikke havde fået en indkaldelse fra privathospitalet. Du sendte fire mails til Patientkontoret, men du modtog ikke svar. Du kontaktede også din egen læge, men lægen afviste at hjælpe dig, da lægen vurderede, at der var tale om en godartet knude. 

Regionen har oplyst, at det ikke var muligt at overholde fristen på 30 dage, og at det derfor fremgik af indkaldelsen, at det var muligt at kontakte Patientkontoret for at få en hurtigere tid et andet sted. 

Regionen har også oplyst, at henvisningen blev behandlet som en henvisning til en diagnostisk undersøgelse. Det vil sige en undersøgelse, som er til din egen læges eller en speciallæges brug. Du blev derfor indkaldt til en diagnostisk undersøgelse den 4. november 2021. Henvisningen blev afsluttet, da du blev omvisiteret til Hospital B. Det blev din egen læge informeret om. 

På den baggrund har vi lagt til grund, at der var tale om en henvisning til en diagnostisk undersøgelse.

BEGRUNDELSE

Reglerne om retten til hurtig udredning

Når en patient bliver henvist til udredning på et sygehus, har patienten ret til at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt.

Det betyder, at sygehuset, når det er fagligt muligt, skal tilrettelægge udredningsforløbet, så patienten inden for fristen kan få at vide, hvad patienten fejler, eller eventuelt at patienten ikke fejler noget. Sygehuset skal også oplyse, om patienten skal observeres, behandles eller ikke behandles.

En undersøgelse, som en praktiserende læge har henvist en patient til på et sygehus, og hvor resultatet er til brug for den praktiserende læges egen udredning af patienten, er en diagnostisk undersøgelse. Når en patient henvises til en diagnostisk undersøgelse, er der ikke tale en henvisning til udredning på et sygehus.

Vores resultat

Vi vurderer, at du ikke blev henvist til udredning.

Vi har lagt vægt på:

  • at henvisningen var til en diagnostisk undersøgelse til brug for din egen læge.
  • at du derfor ikke blev henvist til udredning.

Regionen har derfor ikke handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning.

Reglerne om udvidet frit sygehusvalg ved diagnostisk undersøgelse

En patient kan nogle gange vælge at blive behandlet på et privathospital eller en privat klinik, når patienten er henvist til en diagnostisk undersøgelse på et sygehus. Det gælder, hvis regionen ikke kan tilbyde patienten den diagnostiske undersøgelse inden for 30 dage. Fristen løber, fra regionen har modtaget en henvisning. Det gælder dog kun, hvis det er på grund af kapacitet, og regionerne har en aftale med private behandlingssteder om behandlingen.

Der er ikke fastsat en frist for, hvor hurtigt regionen skal håndtere en anmodning om udvidet frit sygehusvalg. Formålet med reglerne gør dog, at regionen skal kontakte patienten, inden de 30 dage er udløbet.

Der er ikke fastsat en frist for, hvornår privathospitalet skal indkalde patienten, når patienten er henvist efter reglerne om udvidet frit sygehusvalg. Ventetiden på den diagnostiske undersøgelse på privathospitalet må dog ikke overstige ventetiden på regionens egne sygehuse og samarbejdssygehuse.

Vores resultat

Vi vurderer, at regionen ikke har tilsidesat din ret til at vælge et privathospital.

Vi har lagt vægt på:

  • at sygehuset modtog din henvisning til undersøgelse den 2. november 2021. Fristen på 30 dage udløb derfor den 2. december 2021.
  • at regionen ikke kunne overholde fristen på 30 dage.
  • at du derfor havde ret til at blive omvisiteret inden for 30 dage.
  • at du blev omvisiteret til privathospitalet Hospital B den 19. november 2021. 

Regionen har derfor ikke handlet i strid med reglerne om retten til udvidet frit sygehusvalg.

REGLER

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):

  • § 6, stk. 1, nr. 4, om diagnostiske undersøgelser efter § 82 a i sundhedsloven
  • § 6, stk. 1, nr. 4, om udredning efter § 82 b i sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:

  • § 82 a om diagnostiske undersøgelser
  • § 82 b, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
  • § 87, stk. 4, om aftalesygehuse

Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:

  • § 13 om diagnostisk undersøgelse
  • § 20, stk. 1, 1. pkt., om beregning af tidsfristen for diagnostiske undersøgelser
  • § 14, stk. 1, om udredning inden for 1 måned 

Vejledninger

Vejledning nr. 9988 af 22. september 2016 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter

  • Pkt. 2.0 om ret til hurtig udredning
  • Pkt. 4 om det udvidede frie sygehusvalg i forbindelse med diagnostiske undersøgelser