Regionen redegjorde ikke for fristoverskridelsen
Regionen udredte ikke patienten inden for fristen. Regionen svarede ikke på, hvad der var årsagen til fristoverskridelsen. Vi lagde derfor til grund, at manglende kapacitet var årsagen til, at patienten ikke fik den første tid inden for fristen.
Sagsnummer:
24SFP142
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 11. september 2024
Juridisk tema:
Ret til hurtig udredning på sygehus
Kategori:
Patientrettigheder
Kritik
Region A har ikke overholdt reglerne om retten til hurtig udredning.
Klagen
Du har klaget over, at:
¡ du ikke blev udredt hurtigt nok.
Vi tager ikke stilling til den lægefaglige vurdering. Det betyder, at vi ikke tager stilling til, om du blev tilbudt den rigtige undersøgelse eller den rigtige behandling.
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Den 6. oktober 2022 blev du henvist til Afdeling A, Hospital A.
Den 7. oktober 2022 modtog du et indkaldelsesbrev, hvor du blev oplyst om, at du havde en tid til samtale den 14. marts 2023. Du blev også oplyst om, at du ikke kunne tilbydes en tid på et sygehus i Region A indenfor 30 dage. Du kunne ringe til Regional Visitation, hvis du ville informeres om mulighederne for at benytte det udvidede frie sygehusvalg.
Den 11. januar 2023 blev du oplyst op, at din tid var blevet ændret til den 25. januar 2023.
Den 25. januar 2023 var du til forundersøgelse på sygehuset.
Du har oplyst, at du var til forundersøgelse på Sygehuset den 30. januar 2023, men at du fortsat ikke har fået svar på din undersøgelse på sygehuset. Du er af den opfattelse, at lægen var irriteret på dig.
Vi har spurgt regionen, hvad der var årsagen til, at du ikke blev udredt inden for fristen, hvis det ikke var på grund af mangel på kapacitet. Regionen har ikke svaret. Vi har derfor lagt til grund, at manglende kapacitet var årsagen til, at du ikke fik den første tid inden for fristen.
Du var ikke færdigudredt, da du klagede til os.
Begrundelse
Reglerne om retten til hurtig udredning
Når en patient bliver henvist til udredning på et sygehus, har patienten ret til at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt.
Når det er fagligt muligt, skal sygehuset planlægge udredningsforløbet, så patienten inden for fristen kan få at vide, hvad patienten fejler, eller eventuelt at patienten ikke fejler noget. Sygehuset skal også oplyse, om patienten skal observeres, behandles eller ikke behandles. De 30 dage løber fra den dag, sygehuset modtager henvisningen.
Hvis patientens første tid til undersøgelse ligger senere end 30 dage fra henvisningen, er retten til hurtig udredning ikke overholdt, medmindre det er på grund af faglige årsager.
Hvis en patient skal gennemgå en række undersøgelser, analyser og prøver, som man af faglige årsager ikke kan nå på 30 dage, er det en gyldig årsag til, at fristen på 30 dage overskrides. Faglige årsager kan fx være prøver med lang svartid. Faglige årsager kan også være undersøgelser, som må sættes i gang, fordi de planlagte undersøgelser ikke kunne afdække patientens tilstand godt nok.
Mangel på kapacitet kan ikke begrunde, at fristen på 30 dage overskrides. Manglende kapacitet kan fx være travlhed, personalets sygdom, ferie og øvrigt fravær.
Vores resultat
Vi vurderer, at du ikke blev udredt inden for 30 dage.
Vi vurderer også, at det ikke var på grund af faglige årsager, at du fik den første tid efter fristens udløb.
Vi har lagt vægt på, at:
¡ sygehuset modtog din henvisning den 6. oktober 2022. Fristen på 30 dage udløb derfor den 5. november 2022.
¡ at du var til undersøgelse på afdelingen den 25. januar 2023.
¡ fristen derfor allerede var udløbet, inden du havde en tid på sygehuset.
¡ det var på grund af mangel på kapacitet.
Regionen har derfor ikke overholdt reglerne om retten til hurtig udredning.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
¡ § 6, stk. 1, nr. 4, om udredning efter § 82 b i sundhedsloven
Bekendtgørelse nr. 1011 af 17. juni 2023 af sundhedsloven:
¡ § 82 b, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
¡ § 82 b, stk. 3, om nærmere regler om regionernes forpligtelser efter stk. 1 og 2
Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:
¡ § 14, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
¡ § 20, stk. 1, 2. pkt., om beregning af tidsfristen for udredning
Vejledninger
Vejledning nr. 9988 af 22. september 2016 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter:
¡ Pkt. 2.0 om ret til hurtig udredning