Regionen brugte et samarbejdssygehus
Regionen udredte ikke patienten inden for fristen. Regionen var fortsat forpligtet til at søge patienten udredt inden for fristen efter henvisning til et samarbejdssygehus. Patienten fik først en tid til undersøgelse 48 dage efter henvisningsdatoen.
Sagsnummer:
24SFP143
Offentliggørelsesdato:
onsdag den 11. september 2024
Juridisk tema:
Ret til hurtig udredning på sygehus, Frit og udvidet frit sygehusvalg
Kategori:
Patientrettigheder
Region A har handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning.
Region A har handlet i strid med reglerne om retten til udvidet frit sygehusvalg.
Det betyder, at du ikke blev udredt inden for 30 dage.
Det betyder også, at det ikke var på grund af faglige årsager, at du fik den første tid efter fristens udløb.
Det betyder, at du ikke blev tilbudt behandling inden for 30 dage.
Det betyder også, at du ikke blev oplyst om din ret til at vælge et privathospital. Du blev derfor ikke tilbudt udredning på et privathospital.
Klagen
Du har klaget over, at:
- du ikke blev udredt inden for fristen.
- du ikke fik behandling inden for 30 dage.
- du ikke fik mulighed for at vælge et privathospital.
Sagsfremstilling
Den 15. februar 2022 blev du henvist til udredning for grå stær på Hospital A.
Den 16. februar 2022 sendte Hospital A et brev til dig med besked om, at de havde sendt henvisningen videre til deres private samarbejdsklinik, Behandlingssted A, med henblik på udredning inden for 30 dage.
Den 17. marts 2022 sendte Behandlingssted A et brev med en tid til lægeundersøgelse den 4. april 2022.
Den 4. april 2022 var du til undersøgelse, hvor der var indikation for operation.
Den 19. april 2022 sendte Behandlingssted A et brev med tid til operation den 30. maj 2022 og kontrol den 20. juni 2022.
Du har oplyst, at du fik et brev fra Hospital A om, at din henvisning var blevet sendt videre til en privat samarbejdsklinik på grund af lang ventetid. Du ville høre fra klinikken med en tid til forundersøgelse og udredning inden for 30 dage og operation indenfor yderligere 30 dage.
Du har også oplyst, at du fik en tid til forundersøgelse den 4. april og en tid til operation den 20. juni. Din operation blev flyttet til den 30. maj, efter du havde kontaktet en Rådgiver om Sygehusvalg.
Du har også oplyst, at du ikke har modtaget information fra Behandlingssted A om udvidet frit sygehusvalg.
Hospital A har oplyst, at de modtog en henvisning den 15. februar 2022 med henblik på udredning for grå stær. På grund af en stor pukkel af patienter efter sygeplejerstrejke og COVID er der indgået en aftale med tre private sygehuse med henblik på at overholde patientrettighederne. Den 16. februar 2022 blev din henvisning sendt videre til et af disse sygehuse. Hospital A modtog ikke information om, at samarbejdssygehuset ikke kunne overholde dine patientrettigheder.
Behandlingssted A har oplyst, at de modtog en henvisning den 16. februar 2022. Den 11. marts 2022 blev du tilbudt en tid til forundersøgelse den 28. marts 2022. Du kunne ikke denne dato og fik derfor en tid den 4. april 2022. Ved forundersøgelsen den 4. april 2022 fik du en tid til operation af begge øjne den 20. juni 2022.
Hospital A har efterfølgende oplyst, at udredningsretten ikke var overholdt, da du ikke fik en tid inden for en måned. Behandlingsgarantien er heller ikke overholdt, da operationsdatoen er mere end en måned senere end datoen for afsluttet udredning.
Vi har lagt til grund, at det var på grund af kapacitetsmæssige årsager, at du fik den første tid efter fristen.
På baggrund af dine oplysninger har vi også lagt til grund, at du ikke blev oplyst om retten til udvidet frit sygehusvalg.
Begrundelse
Reglerne om retten til hurtig udredning
Når en patient bliver henvist til udredning på et sygehus, har patienten ret til at blive udredt inden for 30 dage, hvis det er fagligt muligt.
Det betyder, at sygehuset, når det er fagligt muligt, skal tilrettelægge udredningsforløbet, så patienten inden for fristen kan få at vide, hvad patienten fejler, eller eventuelt at patienten ikke fejler noget. Sygehuset skal også oplyse, om patienten skal observeres, behandles eller ikke behandles. De 30 dage løber fra den dag, sygehuset modtager henvisningen.
Hvis regionen ikke kan udrede patienten inden for fristen, skal udredningen stadig ske hurtigst muligt.
Regionen har pligt til at udrede en patient så hurtigt som muligt. Hvis udredningen ikke kan foretages inden for fristen på regionens egne sygehuse, har regionen pligt til at søge andre muligheder, også på andre regioners sygehuse eller på private sygehuse og klinikker.
Hvis patientens første tid til undersøgelse ligger senere end 30 dage fra henvisningen, er det i strid med retten til hurtig udredning, medmindre det skyldes faglige årsager.
Kapacitetsmæssige årsager kan ikke begrunde, at fristen på 30 dage overskrides. Travlhed, personalets sygdom, ferie og øvrigt fravær er eksempler på kapacitetsmæssige årsager.
Samarbejds- og aftalesygehuse
Et samarbejdssygehus er et hvilket som helst sygehus ud over regionens egne sygehuse, som regionen har aftale med og sædvanligvis benytter. Det er sygehuse, som regionen vælger at inddrage i varetagelsen af de regionale sygehusopgaver.
Når regionen anvender et samarbejdssygehus til at udrede en patient, er det stadig regionens ansvar at sikre, at patienten bliver udredt inden for fristen, selvom patienten er viderehenvist til samarbejdssygehuset.
Det skyldes, at et samarbejdssygehus anses som en udvidelse af regionens sygehusvæsen.
Et aftalesygehus er et af de privatejede sygehuse eller klinikker i Danmark og sygehuse i udlandet, som Danske Regioner indgår aftale med om udredning, diagnostiske undersøgelser eller behandling efter reglerne om det udvidede frie sygehusvalg.
Reglerne om udvidet frit sygehusvalg
En patient kan nogle gange vælge at blive behandlet på et privathospital eller en privat klinik, når patienten er henvist til behandling på et sygehus. Det gælder, hvis regionen ikke kan tilbyde patienten reel behandling inden for 30 dage. Fristen løber fra regionen har modtaget en henvisning, eller fra patienten er færdigudredt. Det gælder dog kun, hvis regionerne har en aftale med private behandlingssteder om behandlingen.
Vores resultat
Vi vurderer, at du ikke blev udredt inden for 30 dage.
Vi vurderer også, at det ikke var på grund af faglige årsager, at du fik den første tid efter fristens udløb.
Vi har lagt vægt på, at:
- hospital A modtog din henvisning den 15. februar 2022. Fristen på 30 dage udløb derfor den 17. marts 2022.
- hospital A sendte henvisningen videre til en privat samarbejdspartner, Behandlingssted A, den 16. februar 2022.
- du fik en tid til første undersøgelse den 28. marts 2022.
- behandlingssted A var et samarbejdssygehus.
- du var viderehenvist til et samarbejdssygehus. Regionen skulle derfor fortsat sikre hurtigst mulig udredning
- det var på grund af kapacitetsmæssige årsager, at du fik en tid efter fristens udløb.
Regionen har derfor handlet i strid med reglerne om retten til hurtig udredning.
Vi vurderer, at du ikke blev tilbudt behandling inden for 30 dage. Regionen skulle derfor tilbyde dig behandling på et privathospital eller en privat klinik.
Vi vurderer også, at du ikke blev vejledt om muligheden for at vælge et privathospital.
Vi har lagt vægt på, at:
- du var endeligt udredt den 4. april 2022. Fristen på 30 dage udløb derfor den 4. maj 2022.
- du fik en tid til operation den 30. maj 2022.
- du ikke fik information om, at du ikke kunne blive behandlet inden for 30 dage. Du fik heller ikke information om din ret til at vælge et privathospital.
- der var aftaler mellem regionerne og private behandlingssteder om din behandling.
Regionen har derfor handlet i strid med reglerne om retten til udvidet frit sygehusvalg.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Love og bekendtgørelser
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven):
• § 6, stk. 1, nr. 4, om udredning efter § 82 b i sundhedsloven
• § 6, stk. 1, nr. 4, om udvidet frit sygehusvalg efter § 87
Bekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022 af sundhedsloven:
• § 82 b, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
• § 82 b, stk. 3, om nærmere regler om regionernes forpligtelser efter stk. 1 og 2
• § 87, stk. 2, om udvidet frit sygehusvalg til behandling
• § 87, stk. 4-6, om aftaler og vilkår
Bekendtgørelse nr. 657 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v.:
• § 14, stk. 1, om udredning inden for 1 måned
• § 19, stk. 1, om udvidet frit sygehusvalg til behandling
• § 20, stk. 1, 2. pkt., om beregning af tidsfristen for udredning
• § 20, stk. 1, 3. og 4. pkt., om beregning af tidsfristen
Vejledninger
Vejledning nr. 9988 af 22. september 2016 om frit sygehusvalg, udvidet frit sygehusvalg, ret til hurtig udredning og information til henviste patienter:
• Pkt. 2.0 om ret til hurtig udredning
• Pkt. 3.0 om det udvidede frie sygehusvalg.