Ikke kritik for brud på knogleklods ved operation
Sygehus får ikke kritik for, at der skete brud på en knogleklods ved en operation til korrigering af knæskalssenens trækretning. Bruddet var en beklagelig, men hændelig komplikation til den udførte operation.
Sagsnummer:
24SFP75
Offentliggørelsesdato:
fredag den 12. april 2024
Speciale:
Ortopædkirurgi
Faggruppe:
Læger
Behandlingssted:
Sygehuse/hospitaler
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Ikke kritik
Hospital A får ikke kritik for behandlingen på Afdeling A.
Klagen
Du har klaget over, at du ikke fik en korrekt behandling på Afdeling A, Hospital A, i perioden fra den 16. april til den 30. juni 2021.
Vi har forstået, at det centrale i din klage er, at:
- der skete et brud af underbenet under operationen
- der først blev taget røntgen af dit knæ den 30. juni 2021
- der ikke blev reageret relevant på dine smerter i forløbet efter operationen
Sagsfremstilling
Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.
Du blev på Afdeling A, Hospital A, den 16. april 2021 opereret i højre knæ for at stabilisere knæskallen. Knæskalssenen blev flyttet ved, at man løsnede den sammen med et knoglestykke fra underbenet, hvor den hæftede, og skruede koglestykket fast et nyt sted på underbenet. Derved rettede man op på senens trækretning. Du var dengang 30 år.
Du fik efter operationen en Don Joy-skinne på benet for at aflaste knæet i den første tid. Der blev planlagt ambulant kontrol hos en ortopædkirurg efter 12 uger.
Den 28. april 2021 var du til en indledende fysioterapeutisk vurdering, hvor du atter fik udleveret en Don Joy-skinne, da du ikke var tryg ved at afslutte behandlingen med Don Joy-skinnen.
Den 12. maj 2021 talte du i telefon med en ortopædkirurg, hvor du oplyste, at du var bange for smerter og ikke kunne komme til træning, fordi du ikke kunne komme ind i bilen. Du blev oplyst om, at du skulle stoppe med brug af skinnen.
Den 30. juni 2021 var du til kontrol på ambulatoriet. Her blev det konstateret, at den knogleklods, som var løsnet fra underbenet og flyttet, var flækket der, hvor skruerne var sat i for at fæstne den det nye sted.
Det fremgår af din klage, at du den 28. april 2021 havde tilsyn hos en læge på afdelingen, hvor du påtalte smerter i jag, og at du var nervøs for at undvære Don Joy-skinnen, og at du havde for ondt til at kunne påbegynde de udleverede øvelser.
Det fremgår også af klagen, at du var meget vokal om dine smerter, de gange du var til genoptræning.
Fra den 20. maj 2021 gik genoptræningen fremad.
Vi har til brug for sagen indhentet og gennemset røntgenbillederne af den 30. juni 2021 og CT-scanning af den 18. august 2021.
Begrundelse
Vi træffer afgørelse om, hvorvidt den sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel.
Vi vurderer i vores afgørelse, om en behandling har været i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Normen er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god behandling. Det betyder, at vi ikke har taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.
Afklaring af, om du havde tilsyn hos en læge på afdelingen den 28. april 2021
Du har oplyst, at du den 28. april 2021 havde tilsyn hos en læge på afdelingen
I journalen står, at den 28. april 2021 var du til en indledende fysioterapeutisk vurdering, hvor du fik udleveret en ny Don Joy-skinne. Der står ikke nævnt noget om, at du var til kontrol hos en læge.
Vi har lagt vægt på, at:
- oplysningerne i journalen generelt tillægges stor bevisværdi. Det skyldes, at journalnotater bliver skrevet i umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ikke er klaget over behandlingen
- vi ikke har mulighed for at få sagen yderligere belyst, da vi træffer afgørelse på skriftligt grundlag. Vi har således ikke mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med vores behandling af sagen, som tilfældet er ved domstolene
Vi finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at du den 28. april 2021 havde tilsyn hos en læge på afdelingen.
Vores resultat
Vi vurderer, at der ikke er grundlag for at kritisere Afdeling A, Hospital A for behandlingen.
Vi har lagt vægt på, at:
- bruddet på knoglestykket, som blev løsnet og skruet fast igen er en beklagelig, men hændelig komplikation til denne type operation, selvom operationen er udført, som den skal. Bruddet er derfor ikke ensbetydende med, at operationen blev udført på en kritisabel måde.
- det var relevant først at tage kontrol-røntgenbillede af dit knæ den 30. juni 2021. Der skal tages kontrol-røntgen ved uventede gener eller uventede objektive fund. Det er forventeligt med smerter, hævelse og bevægeindskrænkning i mange uger efter denne type operation. Forværring af smerter efter operationen kan også skyldes en kendt komplikation til en ellers vellykket operation. Dine smerter var derfor ikke ensbetydende med, at der burde have været taget kontrolrøntgen tidligere. Under operationen kunne knoglestykket og skruerne ses og berøres, hvorfor det ikke var nødvendigt med et kontrol-røntgenbillede umiddelbart efter operationen.
- der blev reageret relevant på dine smerter, idet det som nævnt ovenfor er forventeligt, at der er smerter i knæet efter en sådan operation.
Oplysningen i din klage om, at du senere fik fortalt, at dit træningsforløb kunne have været anderledes, hvis man havde taget røntgen tidligere, betyder ikke, at behandlingen var kritisabel. Det skyldes, at vi vurderer behandlingen ud fra, hvad der er normen for en almindelig god behandling, og ikke ud fra hvad der havde været den bedst mulige behandling.
Afdeling A, Hospital A, har derfor handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af dig i perioden fra den 16. april til den 30. juni 2021.
Regler
Vi har afgjort sagen efter:
Bekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)
- 1, stk. 2, om klager over sundhedsfaglig virksomhed