Kompressionsærmer var konkret et behandlingsredskab

Regionen skulle betale for kompressionsærmer til patienten, fordi en del af formålet var et forhindre forringelse af patientens tilstand. Når et behandlingsredskab også er et hjælpemiddel, er det regionen der skal afholde udgiften.

Sagsnummer:

25SFP10

Offentliggørelsesdato:

tirsdag den 4. marts 2025

Juridisk tema:

Betaling for sygehusbehandling

Kategori:

Patientrettigheder

Ændring

Vi er ikke enige i afgørelsen fra Region A om betaling for behandlingsredskaber. Vi ændrer derfor afgørelsen.

Du har ret til gratis kompressionsærmer fra Region A.

Klagen

Du har klaget over, at:

  • du selv skulle betale for kompressionsærmer.

Sagsfremstilling

Vi har brugt oplysningerne i journalen, hvis vi ikke har skrevet andet.

Den 21. april 2020 blev du set på Afdeling A på Hospital A, hvor du fik stillet diagnosen lymfødem i venstre arm. Der blev i den forbindelse udleveret et kompressionsærme, betalt af sygehuset. Du skulle selv kontakte afdelingen for en opfølgende kontroltid.

Den 30. juni 2022 blev du igen set på afdelingen. Det blev vurderet, at der var let forværring af lymfødemet og at flere områder kunne optimeres. Det blev også vurderet, at du ikke skulle i et behandlingsforløb. Du blev instrueret i at dræne hævelserne og der blev sammen med dig ansøgt om et nyt kompressionsærme hos din bopælskommune.

Det fremgår af en statusattest af 18. august 2022 til din bopælskommune udfyldt af Afdeling A på Hospital A, at du ikke havde været i behandling på Afdeling B, da du ikke havde behov for lymfødembehandling. Kompressionsærmet til din arm blev vurderet at være nødvendigt for at vedligeholde din nuværende tilstand med lymfødem i armen. Hvis kompressionsærmet ikke blev fornyet hvert år med to nye sæt, ville der være risiko for, at lymfødemet blev forværret, og at din funktionsevne blev forringet. Dit lymfødem er en varig lidelse, og lymfødemets stadie kræver, at du bærer dagkompression.

Det fremgår af en faglig vurdering fra afdelingen sendt til din bopælskommune den 8. november 2022, at du blev set på afdelingen den 30. juni 2022 fordi dit kompressionsærme ikke længere gav tilstrækkelig kompression. Der var behov for ansøgning om kompressionsærme som hjælpemiddel, fordi hævelsen medførte væsentlig funktionsnedsættelse i armen i form af tyngde og smerter. Afdelingen var uforstående over for afslaget fra kommunen, fordi du har varige mén i form af beskadiget lymfesystem med heraf følgende kronisk hævelse af venstre arm. Det er denne funktionsnedsættelse kompressionsærmet skal kompensere for. Alle behandlingsmuligheder er udtømt, da lymfødemet skyldes en permanent skade på lymfesystemet.

Den 25. maj 2023 fik du afslag på kompressionsærmer fra din bopælskommune. Kommunen fastholdt efterfølgende afgørelsen og sendte den til Ankestyrelsen, som tiltrådte afgørelsen.

Den 30. juli 2023 bad du regionen om dækning af udgiften til kompressionsærmer på grund af lymfeødem efter operation på Hospital A.

Den 21. august 2023 afgjorde regionen, at du selv skulle betale for kompressionsærmer. Regionen lagde vægt på, at du var afsluttet i fysioterapeutisk regi, at din tilstand var varig, og at alle behandlingsmuligheder var udtømt. Det primære formål med kompressionsærmet var at afhjælpe følgerne af din varige funktionsnedsættelse således, at du kan bruge din arm. Regionen lagde også vægt på, at det oprindeligt var din bopælskommune, der havde bevilget kompressionsærmet.

Vi har ud fra de øvrige oplysninger på sagen lagt til grund, at det var regionen og ikke bopælskommunen, der bevilgede kompressionsærmet.

Du har oplyst, at du er meget afhængig af kompressionsærmet for at fungere i din hverdag. Du har også oplyst, at kommunen og regionen burde afklare indbyrdes, hvem der skal betale for kompressionsærmet, så det ikke kommer dig til skade, at myndighederne er uenige. Du har også skrevet, at det senest er regionen, der har bevilget kompressionsærmet efter din operation.

Du har i forbindelse med din ansøgning om betaling for kompressionsærmet hos din kommune oplyst, at du føler dig hæmmet i din hverdag, når du ikke benytter kompressionsprodukter. Uden disse bliver din arm kraftløs, tung og væskefyldt, og du får smerter.

Regionen har skrevet, at kompressionsærmer ikke er et behandlingsredskab, som regionen skal afholde udgiften til, når det er til en patient, der har en stationær tilstand, og som har afsluttet kontakten til sygehuset angående den behandling, som redskabet kan siges at have tilknytning til. Alle behandlingsmuligheder var udtømt, og det primære formål med kompressionsærmet er, at du kan fungere normalt i din hverdag. Kompressionsærmet er derfor ikke et redskab, der kan anses som led i eller fortsættelse af din sygehusbehandling.

Regionen har også skrevet, at praksis indtil juni 2022 var, at patienter med den kroniske tilstand sekundært lymfødem på grund af brystkræft, fik bevilget kompressionsærmer af deres kommune som hjælpemiddel. Det var, fordi denne patientgruppe var afsluttet fra sygehuset, og det primære formål med kompressionsærmet ikke var behandling, men at afhjælpe den nedsatte funktionsevne og lette dagligdagen. Denne praksis blev ændret i mange kommuner, efter en principmeddelelse fra Ankestyrelsen.

Begrundelse

Reglerne om betaling for behandling på et sygehus

Behandling på et sygehus er normalt gratis i Danmark.

En patient skal have de apparater, redskaber og hjælpemidler, der er en naturlig del af behandlingen på et sygehus. Patienten skal også have de redskaber, der er nødvendige for patientens fortsatte behandling (behandlingsredskaber).

Regionen kan kun give patienten de apparater, redskaber og hjælpemidler, der er en del af behandlingen på sygehuset eller den fortsatte behandling. Regionen kan ikke kræve, at patienten selv betaler for et behandlingsredskab.

Behandlingsredskaber er fx hjælpemidler og apparater, som et sygehus ordinerer som led i behandlingen på sygehuset eller som en fortsættelse af behandlingen. Det kan fx være udstyr til lungebehandling. Patienten bliver typisk kontrolleret på et sygehus eller i en speciallægepraksis, indtil patientens tilstand er stationær. Det er den tilstand, som apparatet eller hjælpemidlet skal bruges til, der skal være stationær. Det er en lægelig vurdering om patientens tilstand er stationær.

Reglerne om behandlingsredskaber går forud for reglerne om hjælpemidler. Det betyder, at når et behandlingsredskab også er et hjælpemiddel, er det regionen, der skal afholde udgiften.

Vores resultat

Vi vurderer, at regionen skal betale for dine kompressionsærmer.

Vi har lagt vægt på, at:

  • du gratis fik udleveret kompressionsærmet af regionen den 21. april 2020.
  • kompressionsærmet ikke blev ordineret som en del af den behandling, du fik på sygehuset den 30. juni 2022, hvor afdelingen alene hjalp dig med at ansøge om dette ved din bopælskommune.
  • Hospital A i statusattesten af 18. august 2022 har oplyst, at kompressionsærmet var nødvendigt for at vedligeholde din nuværende tilstand. Hvis du ikke fik fornyet bevilling af kompressionsærmet hvert år, var der risiko for at lymfødemet blev forværret, og din nuværende funktionsevne ville blive forringet.
  • det beskrevne i journalen den 30. juni 2022 må sidestilles med en ordination af kompressionsærmer. Det skyldes indholdet af statusattesten og den praksis der var, hvor det var kommunen der normalt afholdt udgiften til kompressionsærmer.
  • selvom du ikke længere blev fulgt i sygehusregi, var en del af formålet med kompressionsærmet at sikre, at dit lymfødem ikke blev forværret.
  • den omstændighed, at du ikke skulle følges i et kontrolforløb ikke ændrer på, at dette var en del af formålet.
  • din tilstand ikke var stationær den 30. juni 2022, da der var risiko for at dit lymfødem ville forværres, hvis ikke du brugte et kompressionsærme.
  • kompressionsærmet derfor er et behandlingsredskab

Vi ændrer derfor regionens afgørelse af 21. august 2023 om betaling for behandlingsredskaber.

Afsluttende bemærkninger

Det skal ikke komme en borger til skade, hvis der er tvivl, om det er regionen eller kommunen, der skal betale for et nødvendigt behandlingsredskab eller hjælpemiddel. Den myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal give borgeren det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel. Regionen og kommunen må herefter selv finde ud af, hvem der skal betale.

Det kan ikke overlades til borgeren, at kontakte de respektive myndigheder herom.

Regler

Vi har afgjort sagen efter:

Love og bekendtgørelser

Bekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet som ændret ved lov nr. 647 af 11. juni 2024 og lov nr. 1673 af 30. december 2024 (klage- og erstatningsloven):

  • § 6, stk. 1, nr. 3, om klager over regionens afgørelser om vilkår for en persons ret til sygehusbehandling efter § 81 i sundhedsloven

Bekendtgørelse nr. 1015 af 5. september 2024 af sundhedsloven:

  • § 81, stk. 1, om at sygehusbehandling i de fleste tilfælde er gratis i Danmark

Cirkulærer

Cirkulære nr. 9079 af 22. februar 2013 om af afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet:

  • Punkt 2.1. om redskaber som er behandlingsredskaber
  • Punkt 2.2. om finansiering af hjælpemidler, når der kan ydes tilskud efter anden lovgivning.