Mindreårig patient havde ikke ret til befordringsgodtgørelse, da ledsager gjorde det muligt for patienten at benytte offentlig transport

Styrelsen for Patientsikkerhed tiltræder Region s afgørelse af 19. august 2016 om befordringsgodtgørelse til til Sygehus 1 og Sygehus 2.

har ikke ret til befordringsgodtgørelse.

STYRELSENS AFGØRELSE AF 6. DECEMBER 2016

Styrelsen fandt ved sin afgørelse af 6. december 2016, at Region skulle udbetale yderligere 193,83 kr. i befordringsgodtgørelse til i forbindelse med hans behandling på Sygehus 1.

Herudover hjemviste styrelsen den del af Region s afgørelse af 19. august 2016, som vedrørte behandlinger den 6. april, den 17. og 26. maj 2016 på Sygehus 1 og Sygehus 2. Region skulle herefter træffe en ny afgørelse i sagen.

Det var styrelsens generelle opfattelse, at bestemmelsen i § 11, nr. 3, i dagældende bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse skulle forstås således, at bestemmelsen kun gælder en vurdering af, hvorvidt den enkelte patients tilstand tillader transport med offentlige transportmidler uden medhjælp fra andre. Det var hertil styrelsens opfattelse, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at den behandlende afdeling havde inddraget det forhold i vurderingen, at havde en ledsager med.

Det var herefter styrelsens opfattelse, at ikke kunne anvende offentlige transportmidler uden medhjælp fra en ledsager, da han var et mindreårigt barn.

Det var videre styrelsens opfattelse, at opfyldte den dagældende bekendtgørelses § 11, nr. 3, for så vidt angik behandlingen den 3. juni 2016, da der var tale om et videre ambulant behandlingsforløb. Region skulle derfor udbetale 193,83 kr. i kilometergodtgørelse. Styrelsen hjemviste i øvrigt afgørelsen, for så vidt angik behandlingerne den 6. april, den 17. og 26. maj 2016, da det ikke fremgik af oplysningerne i sagen, hvorvidt der var tale om et ambulant behandlingsforløb og dermed hvorvidt befordringsbekendtgørelsens § 11, nr. 3, var opfyldt.

ANMODNINGEN OM GENOPTAGELSE

Ved brev af 10. februar 2017 har Region bedt styrelsen om at genoptage sagen, da de indledningsvist har anført, at de ikke finder, at der i afgørelsen er inddraget alle relevante hensyn.

Det fremgår af genoptagelsesanmodningen, at styrelsens afgørelse af 6. december 2016 medfører, at regionerne skal foretage en konkret vurdering af, hvorvidt barnet selvstændigt kan transportere sig med offentlige transportmidler i forhold til bekendtgørelsens § 15, nr. 3 (dengang § 11, nr. 3, red.). Det er hertil nødvendigt at foretage en modenhedsvurdering af hver enkelt mindreårig patient.

Ifølge Region indeholder bekendtgørelsens § 15, nr. 3, ikke krav om en modenhedsvurdering, men udelukkende en lægefaglig vurdering af, hvorvidt den enkelte persons helbredstilstand tillader anvendelse af offentlige transportmidler. Regionen har videre anført, at det derfor ikke er relevant at foretage en modenhedsvurdering af, hvad den enkelte mindreårige patient selvstændigt er i stand til, uden ledsagelse, da et mindreårigt barn altid vil være underlagt et forældreansvar i henhold til forældreansvarslovens § 1. Regionen har videre anført, at forældremyndighedsindehavere har en række juridiske rettigheder og forpligtelser i forhold til deres børn. Det er udgangspunktet, at det er forældremyndighedsindehaveren, der repræsenterer barnet juridisk og drager omsorg for barnet. Det er, ifølge regionen, ikke indeholdt i dette lovgrundlag, at der på noget tidspunkt foretages en modenhedsvurdering af det enkelte barn, da de juridiske rettigheder og forpligtelser påhviler forældremyndighedsindehaveren.

Det er derfor regionens opfattelse, at bekendtgørelsens § 15, nr. 3, ikke stiller krav om, hvad den mindreårige patient er i stand til, men hvad ledsageren er i stand til. Regionen har hertil anført, at det derfor i forbindelse med mindreårige børn må vurderes, hvorvidt vilkåret for ledsagelse er opfyldt i henhold til bekendtgørelsens § 27, stk. 1, som vil være i overensstemmelse med samtlige regioners nuværende praksis. Det fremgår videre af bekendtgørelsens § 30, stk. 1, at befordringen skal være forsvarlig, hvilket, ifølge regionen, forudsætter en helhedsvurdering af den samlede befordringssituation. Det er i den forbindelse nødvendigt at inddrage behovet for ledsagelse med henblik på forsvarlig befordring af patienten. Regionen anfører hertil, at forsvarlig befordring af et mindreårigt barn til hospitalsbehandling nødvendigvis kræver og forudsætter ledsagelse.

Region har afslutningsvist anført, at det samme synspunkt er anført i en udtalelse fra Sundhedsministeriet af 12. august 2010, hvoraf det fremgår, at befordring til sygehusbehandling skal være forsvarlig. Det fremgår videre, at ledsagelse kan være nødvendig på grund af patientens alder eller helbredstilstand, og at der kan forekomme tilfælde, hvor regionen har ansvaret for at stille en ledsager til rådighed.

BEGRUNDELSE FOR GENOPTAGELSE AF SAGEN

Om der er grundlag for at genoptage en sag afhænger af, om der i forhold til den oprindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger, som må antages at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. Det skal forstås således, at der skal være tale om nye oplysninger, som ikke allerede forelå i udtalelser, journalnotater eller andre af sagens akter, da der blev truffet afgørelse i sagen. Disse nye oplysninger skal tillige være så væsentlige, at de måske kan føre til et andet resultat.

Væsentlige sagsbehandlingsfejl kan desuden medføre, at styrelsen er forpligtet til at genoptage sagen.

Styrelsen har efter modtagelse af anmodningen om genoptagelse fra Region genovervejet, om styrelsen i sin afgørelse af 6. december 2016 har lagt en korrekt forståelse af den dagældende bekendtgørelses § 11, nr. 3, til grund.

Styrelsen oplyste i afgørelsen, at vurderingen af, hvorvidt en person kan benytte offentlig transport, afhænger af personens individuelle tilstand. Det er herefter styrelsens opfattelse, at det ved vurderingen af tilstanden er afgørende, hvad personen selvstændigt er i stand til, fraregnet hjælp fra andre, herunder eksempelvis ledsagere. Styrelsen fandt hertil, at et mindreårigt barn ikke er i stand til at benytte offentlig transport.

Dette er fortsat styrelsens opfattelse. Styrelsen finder således stadig, at alder og modenhed kan være relevante kriterier ved stillingtagen til, om en person kan benytte offentlig transport.

Det er imidlertid efter fornyet overvejelse tillige styrelsens opfattelse, at dette udgangspunkt ikke kan opretholdes, når patienten rent faktisk har en ledsager med til behandlingen, og patienten derved bliver i stand til at benytte offentlig transport.

Styrelsen har herefter fundet grundlag for at foretage en fornyet behandling af sagen, for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt har ret til befordringsgodtgørelse efter dagældende bekendtgørelses § 11, nr. 3.

STYRELSENS FORNYEDE BEHANDLING AF KLAGEN

KLAGEN

Region meddelte ved afgørelse af 19. august 2016 afslag på befordringsgodtgørelse. Moderen klagede den 22. august 2016 over afgørelsen.

BEGRUNDELSE

var den 6. april, den 17. maj og den 3. juni 2016 til behandling på Sygehus 1. Han var yderligere den 26. maj 2016 til behandling på Sygehus 2. Moderen ansøgte efterfølgende Region om befordringsgodtgørelse.

Region traf afgørelse den 19. august 2016. Det fremgår af afgørelsen, at afstanden mellem s bopæl og Sygehus 1 samt afstanden mellem s bopæl og Sygehus 2 er mindre 50 km, hvorfor ikke har ret til befordringsgodtgørelse.

Moderen har i sin klage af 22. august 2016 anført, at regionen har ændret praksis angående befordring, så de nu vælger Kraks korteste rute og ikke den, man kører. Hun har videre anført, at hun også har et arbejde, som skal passes, og at hun derfor ikke kan bruge hele dagen på hans sygehusbesøg. Hun har afslutningsvist anført, at de kører på sygehuset til samtaler m.v. rigtig tit, så det har stor betydning.

En person har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.
3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Det fremgår af § 11 i dagældende bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven.

Styrelsens begrundelse i henhold til bekendtgørelsens § 11, nr. 2
Det er fast praksis i styrelsen ved beregningen af afstanden mellem patientens bopæl og det sygehus, hvor behandlingen skal finde sted, at lægge den korteste afstand i Kraks afstandsberegner til grund. Der er tale om en teknisk beregning af afstanden og ikke en rutevejledning.

Styrelsen kan vejledende oplyse, at Kraks afstandsberegner som udgangspunkt viser den hurtigste rute, men at man kan indstille beregningen til at vise den korteste rute.

Det er styrelsens opfattelse, at en patient ikke har ret til befordringsgodtgørelse til en længere rute efter eget ønske.

Valgmuligheden ”Korteste rute” på Kraks ruteplan hedder nu ”Alternativ rute”. Krak har oplyst til styrelsen, at det, der nu hedder ”Alternativ rute”, fortsat bliver opmålt på samme måde som det, der tidligere hed ”Korteste rute”. Krak oplyste videre, at den ”alternative rute” derfor er udtryk for den korteste rute. Styrelsen lægger derfor den alternative rute i Kraks afstandsberegner til grund.

Styrelsen har ved opslag i Kraks afstandsberegner beregnet korteste afstand mellem s bopæl og Sygehus 1, Afdeling 1 til 46,9 km.

Styrelsen har ved opslag i Kraks afstandsberegner beregnet korteste afstand mellem s bopæl og Sygehus 1, Afdeling 2 til 48,7 km.

Styrelsen har ved opslag i Kraks afstandsberegner beregnet korteste afstand mellem s bopæl og Sygehus 2, Afdeling 3 til 2,1 km.

Det er på denne baggrund styrelsens opfattelse, at ikke opfylder betingelserne for at modtage befordringsgodtgørelse i henhold til ovennævnte bekendtgørelses § 11, nr. 2.

Styrelsen har bemærket, at moderen i sin klage af 22. august 2016 har anført, at Region har ændret praksis angående befordring og nu vælger Kraks korteste rute og ikke den, man kører.

Styrelsen har i den forbindelse bemærket, at det fremgår af Region s afgørelse af 19. august 2016, at regionen ændrede praksis pr. 1. januar 2016 således, at afstanden mellem patientens bopæl og det nærmeste relevante sygehus bliver udmålt efter ruteberegningens korteste rute i stedet for den hurtigste rute.

Det er som ovenfor nævnt styrelsens faste praksis at lægge den korteste rute i Kraks afstandsberegner til grund. Patienten kan derfor ikke få befordringsgodtgørelse, fordi en anden eller en længere rute er anvendt.

Det er styrelsens opfattelse, at det forhold, at regionen førhen har anvendt den hurtigste og ikke den korteste rute, ikke giver patienten ret til fortsat at modtage befordringsgodtgørelse beregnet efter den hurtigste rute.

Styrelsens begrundelse i henhold til bekendtgørelsens § 11, nr. 3
Styrelsen har bemærket, at det fremgår af ansøgningen om befordringsgodtgørelse, at den behandlende afdeling vurderede, at i forbindelse med behandlingen på Sygehus 1 var helbredsmæssigt i stand til at tage offentlig transport. Det fremgår desuden, at en voksen var påkrævet, da var til behandling på afdeling 2, Sygehus 1 den 17. maj og den 3. juni 2016.

Styrelsen kan hertil oplyse, at vurderingen af, om en patient kan benytte offentlig transport, herunder om patienten har brug for en ledsager, som udgangspunkt er en sundhedsfaglig vurdering, som den behandlende afdeling foretager.

Det fremgår af ansøgningsskemaet om befordringsgodtgørelse, at den behandlende afdeling inddrog det forhold, at havde en ledsager med i vurderingen af, om han kunne benytte offentlig transport.

Det er styrelsens opfattelse, at vurderingen af, hvorvidt en person kan benytte offentlig transport, afhænger af patientens individuelle tilstand, alder og modenhed. Det er herefter styrelsens opfattelse, at det ved vurderingen heraf som udgangspunkt er afgørende, hvad personen selvstændigt er i stand til, fraregnet hjælp fra andre, herunder eksempelvis ledsagere.

Det er imidlertid tillige styrelsens opfattelse, at dette udgangspunkt ikke kan opretholdes, når patienten rent faktisk har en ledsager med til behandlingen, og patienten derved bliver i stand til at benytte offentlig transport.

Det er således styrelsens opfattelse, at det forhold, at det var noteret på ansøgningsskemaerne vedrørende behandlingen den 17. maj og den 3. juni 2016, at kunne anvende offentlig transport med en voksen som ledsager, kan inddrages i vurderingen, idet det fremgår af oplysningerne på sagen, at s mor fulgte ham til behandling på afdeling 2, Sygehus 1.

Der foreligger ikke ansøgningsskemaer vedrørende behandlingen på Sygehus 1 den 6. april 2016 og på Sygehus 2 den 26. maj 2016. Styrelsen har lagt til grund, at moderen også ledsagede ved disse sygehusbesøg.

Det er herefter styrelsens opfattelse, at ikke opfylder betingelserne for at modtage befordringsgodtgørelse i henhold til dagældende bekendtgørelses § 11, nr. 3, i forbindelse med sin behandling på afdeling 2, Sygehus 1, og på afdeling 3, Sygehus 2, idet han var i stand til at benytte offentlig transport med sin mor som ledsager.

På denne baggrund finder styrelsen, at ikke er berettiget til befordringsgodtgørelse i forbindelse med sin behandling på Sygehus 1 og Sygehus 2.

LOVGRUNDLAG

Bekendtgørelse nr. 1188 af 24. september 2016 af sundhedsloven:

§ 171. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 a har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og som modtager social pension. Befordring og befordringsgodtgørelse ydes til behandling på regionale sygehuse og de i § 75 nævnte institutioner samt til behandling på andre sygehuse m.v. efter nærmere af sundheds- og ældreministeren fastsatte regler.
Stk. 2. Regionsrådet yder befordring eller befordringsgodtgørelse til personer, som er henvist til diagnostisk undersøgelse på sygehus, jf. § 79, til brug for udredning hos alment praktiserende læge, jf. § 60, eller hos praktiserende speciallæge, jf. § 64.
Stk. 3. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om, i hvilke tilfælde og i hvilket omfang personer i øvrigt har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til sygehusbehandling og til diagnostiske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge eller hos praktiserende speciallæge, herunder i hvilket omfang ret hertil tilkommer personer, der efter eget valg behandles på et sygehus uden for bopælsregionen i henhold til reglerne i §§ 86, 87 og 89 a.
Stk. 4. Regionsrådet yder befordring med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der i medfør af §§ 79-83 og 86-89 har ret til vederlagsfri sygehusbehandling og til diagnostiske undersøgelser på sygehus til brug for udredning hos alment praktiserende læge eller hos praktiserende speciallæge, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Regionsrådet yder godtgørelse for befordring til personer, der er omfattet af 1. pkt. og har ret til refusion af udgifter til behandling i andre EU-/EØS-lande i medfør af § 89 a.
Stk. 5. Sundheds- og ældreministeren fastsætter nærmere regler om godtgørelse efter stk. 4.

Bekendtgørelse nr. 959 af 29. august 2014 om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven:

§ 11. Personer har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra behandling på sygehus m.v., hvis personen opfylder en af følgende betingelser:
1) Personen modtager pension efter de sociale pensionslove.
2) Afstanden til eller fra sygehuset m.v., hvor den nødvendige behandling kan finde sted efter Regionsrådets visitationskriterier, overstiger 50 km.
3) Personens tilstand udelukker befordring med offentlige transportmidler, herunder bus, tog og færge, og personen i forbindelse med sygehusbehandling indkaldes til videre ambulant behandling, eller hjemsendes af sygehuset på weekendophold, kortere ferie eller lignende.

Bekendtgørelse nr. 84 af 17. januar 2017 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet:

§ 6. Regionsrådets afgørelser m.v. kan påklages til Styrelsen for Patientsikkerhed, når de vedrører
…..
14) vilkår for en persons ret til befordring og befordringsgodtgørelse ved sygehusbehandling efter § 171 i sundhedsloven og regler fastsat med hjemmel heri,
…..