Klage over brud på tavshedspligten af egen læge, som også var kollega
De har i klageskema dateret den 18. juni 2001 med bilag klaget over den behandling, De den 8...
Sagsnummer:
0229601
Offentliggørelsesdato:
fredag den 1. august 2003
Juridisk tema:
Tavshedspligt
Speciale:
Almen medicin, incl. Vagtlæger
Faggruppe:
Læger
Type:
Behandling
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)
De har i klageskema dateret den 18. juni 2001 med bilag klaget over den behandling, De den 8...
De har i klageskema dateret den 18. juni 2001 med bilag klaget over den behandling, De den 8. juni 2001 har modtaget af læge .
Patientklagenævnet forstod Deres klage således, at De ønskede at klage over, at læge den 8. juni 2001 uden Deres samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt har videregivet oplysninger om Dem til personalet i lægehuset, .
Det fremgår af sagen, at De igennem en årrække har været klinikassistent hos en tandlæge, der har lokalefællesskab med to praktiserende læger, Deres tidligere læge, læge , og Deres nuværende læge, læge .
Det fremgår af Deres klage, at læge fik kendskab til Deres forhold til Deres chef, en af husets tandlæger, da De fortalte ham det under en konsultation.
Læge har i sit partshøringssvar til sagen oplyst, at han ikke fik sin viden om forholdet mellem Dem og Deres chef i forbindelse med en konsultation. De fortalte ham derimod om forholdet som en kollega til en kollega. Det fremgår ikke af læge s journal, at han har noteret noget om forholdet mellem Dem og Deres chef.
Der foreligger således modstridende oplysninger fra Dem og læge , om De gav ham oplysningerne i forbindelse med en konsultation. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring fremfor den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da Patientklagenævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre vidner i forbindelse med behandlingen af sagen
På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at læge modtog oplysningerne om forholdet mellem Dem og deres chef i forbindelse med en konsultation eller på baggrund af et læge/patientforhold.
Nævnet finder herefter ikke at kunne behandle Deres klage, idet klagen falder udenfor nævnets kompetence. Nævnet kan alene behandle klager over den faglige virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet. Dette følger af lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v.
Nævnet kan hertil oplyse, at det af lov om patienters retsstilling § 23 fremgår, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.
De kan henvende Dem til de amtskommunale myndigheder, under hvis kompetenceområde Deres klage hører. Der vil Deres klage eventuelt kunne blive behandlet eller De vil kunne blive vejledt om, hvem der kan behandle klagen.