Klage over tvangsmedicinering og manglende opsættende virkning af klagen

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <****> den 4. juni 2002 om tvangsbehandling af <****> på psykiatrisk afdeling, <****>, herunder at klagen ikke blev tillagt opsættende virkning.

er en nu 59-årig mand, der har lidt af skizofreni siden 1976, hvor han første gang var indlagt på psykiatrisk afdeling. Siden har han flere gange været indlagt i psykiatrisk afdeling, og den seneste indlæggelse fandt sted i 1991. Under indlæggelserne har han flere gange været behandlet med antipsykotisk virkende medicin med god effekt. har også i en lang periode været behandlet ambulant med antipsykotisk medicin i form af Trilafondepot og senest med Zyprexa. Han ophørte imidlertid med denne behandling i oktober 2001, hvorefter han fik det tiltagende dårligt med isolationstendens, tvangsprægede bevægelser og vægttab.

Aktuelt blev den 15. maj 2002 tvangsindlagt på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, . Ved og under indlæggelsen virkede han psykotisk med forfølgelsesforestillinger og hørehallucinationer, ligesom han virkede sprogforstyrret og tegnede imaginært på bordet, når han ville meddele sig til andre. Han isolerede sig i afdelingen, virkede angstpræget, rastløs og forpint. anførte bl.a., at der hjemme skulle være gift i vandet, ligesom han mente, at nogle om natten listede sig ind og påvirkede hans ansigt. Tilstanden blev fundet forenelig med den tidligere stillede diagnose skizofreni.

blev fra indlæggelsens start søgt motiveret for og konkret tilbudt antipsykotisk virkende medicin i form af Zyprexa. Han var imidlertid vedvarende afvisende overfor dette, hvorfor der den 22. maj 2002 blev besluttet tvangsbehandling med Trilafon mixtur 10 mg dagligt, subsidiært Trilafon injektion 5 mg dagligt i.m., idet dosis kunne øges inden for almindeligt anvendt dosisinterval afhængig af effekt.

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning. Tvangsbehandling blev således påbegyndt den 22. maj 2002 med Trilafon injektion 5 mg i.m.

Klagen blev herefter den 4. juni 2002 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i . Nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandling, herunder at klagen ikke var blevet tillagt opsættende virkning. Der blev som begrundelse anført, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Det blev endvidere anført, at det var nødvendigt med omgående indgreb af hensyn til ham selv og hans helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand præget af bl.a. vrangforestillinger, hørehallucinationer og uindfølelig adfærd, samt at han var forpint af tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 7 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at tidligere havde modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden, og at det ikke ville have været mulig at behandle den psykotiske tilstand uden anvendelse af antipsykotisk virkende medicin. Endelig har nævnet lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med mixtur og sekundært med injektion.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Trilafon er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, ligesom den besluttede dosering er sædvanlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan endvidere tiltræde, at s klage ikke blev tillagt opsættende virkning. Af psykiatrilovens § 32, stk. 3, fremgår, at en klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Efter nævnets opfattelse er der ved psykoser altid en vis risiko for delirøs udvikling, og nævnet finder det på baggrund af sagens oplysninger, herunder at var forpint og fremtrådte kataton i sin lukkethed og stereotype bevægemønstre, godtgjort, at der var en særlig risiko herfor i det konkrete tilfælde. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det i det konkrete tilfælde blev vurderet, at der var risiko for udvikling af akut psykotisk delir.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i den 4. juni 2002.