Klage over manglende anvendelse af plastmateriale til fyldning

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere de tandlæger i <****> Kommunale Tandpleje, der i perioden fra den 7. september 1998 til den 13. marts 1999 var involveret i behandling af <****>.

Hændelsesforløb
fik den 7. september 1998 af tandlæge A lagt en sølvamalgamfyldning i – 6 (første store kindtand i venstre side af underkæben) på tandens tyggeflade.

Den 23. november 1998 havde smerter i – 6, og tandlæge B fandt ved undersøgelse, at der var knækket tandsubstans af tyggefladen (randcrista) mod nabotanden – 7 (anden store kindtand i venstre side af underkæben). Sølvfyldningen blev fjernet, og det angrebne tandvæv blev delvist fjernet (delvis escavering). Der blev endvidere lavet en trinvis udrensning, og til slut blev der lagt en cementfyldning i tanden.

Den 3. december 1998 var der knækket lidt emalje af – 6, og tandlæge B lagde en cementfyldning (IRM).

Den 13. marts 1999 blev kariesangrebet tandvæv på tanden – 6 fjernet, og tandlæge B lagde en sølvfyldning i tanden.

Klagen
Der er klaget over følgende:

1. At der blev begået fejl ved behandlingen af – 6. har fremsat den opfattelse, at hullet blev opdaget for sent, samt at tanden ikke blev renset tilstrækkeligt, inden fyldningen blev lagt i.

2. At der blev anvendt sølvamalgam til fyldningsbehandling af – 6.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
De tandlæger, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 7. september 1998 til den 13. marts 1999 har ikke overtrådt tandlægeloven.

Begrundelse
Nævnet kan oplyse, at diagnosticering af karies på såvel tyggeflader som glatflader foretages klinisk med spejl, sonde og luftpåblæsning. Derudover kan undersøgelsen suppleres med en røntgenundersøgelse.

Videre kan nævnet oplyse, at der ikke er faste forskrifter for, hvornår en klinisk undersøgelse skal suppleres med røntgenbilleder. Det er således tandlægens individuelle skøn, om et eller flere røntgenbilleder er indiceret. I forbindelse med kariesregistrering anvendes røntgendiagnostik, når der er mistanke om karies på en flade.

Endvidere kan nævnet oplyse, at en grå skygge på en tyggeflade, hvor der ikke er en defekt i tyggefladen, vil give anledning til en mistanke om karies og medføre, at et røntgenbillede tages. Et sådant kariesangreb kan være endog meget stort/dybt. Diagnosticering af karies på de sideflader, hvor tænderne har kontakt med hinanden, kan ofte kun ske ved anvendelse af røntgendiagnostik. Ved denne undersøgelse diagnosticeres ikke sjældent ikke klinisk registrerbare kariesangreb i relation til tyggefladerne.

Endelig kan nævnet oplyse, at der ikke foretages røntgenundersøgelse ved hver klinisk undersøgelse, idet røntgenbestråling skal begrænses. Når der findes indikation for røntgenbilleder, er det sædvanligt at foretage røntgenundersøgelse i såvel højre som venstre side.

Ifølge journalen havde indtil 1998 ikke haft kariesangreb, og tænderne havde hidtil været uden tegn herpå.

Det er på den baggrund nævnet vurdering, at der ikke tidligere har været indikation for røntgenundersøgelse.

Nævnet kan oplyse, at på s alderstrin er alle små og store kindtænder frembrudt, og en røntgenundersøgelse er særdeles hensigtsmæssig med henblik på diagnostik af karies mellem tænderne.

Nævnet finder således ikke anledning til kritik af, at der ikke på et tidligere tidspunkt blev fundet indikation for røntgenundersøgelse.

Det er nævnets vurdering, at det af røntgenbillede dateret den 15. marts 1999 fremgår, at defektens udstrækning i tanden –6 stort set har samme omfang, som ved røntgenbillede optaget den 31. august 1998.

Det er videre nævnets vurdering, at dette tyder på, at tanden har været renset helt ren for karies.

Det er endvidere nævnets vurdering, at placeringen af kariesangrebet i tanden kan forklare den senere afbrækkede tandsubstans, idet væggen mod nabotanden kan være blevet meget tynd, således at tyggetrykket har medført fraktur.

Nævnet kan oplyse, at man ved kariesbehandling forsøger at bevare så meget tandsubstans, som muligt.

Nævnet finder derfor, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at undlade at inddrage fladen mod nabotanden (-7), da fyldningen blev lagt.

Det er nævnets vurdering, at det, at der blev konstateret karies ved konsultationen den 23. november 1998, skyldes, at frakturen var sket før smerterne opstod med det resultat, at det ikke har været muligt at rense godt nok med tandbørsten, hvilket har medført, at der er udviklet karies.

Ifølge journalen blev der foretaget en trinvis udrensning af –6 (en succesiv excavering).

Nævnet kan oplyse, at en sådan fremgangsmåde anvendes for at undgå at blotte tandnerven (pulpa), hvilket kunne være resultatet, hvis udrensningen af tanden foregik i én konsultation. Den nødvendige behandling ville da have været en rodbehandling.

Sammenfattende finder nævnet ikke grundlag for at udtale, at de i behandlingen involverede tandlæger har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved deres undersøgelse og behandling af .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Tandlæge B har ikke overtrådt lov om tandlæger ved sin behandling af den 13. marts 1999.

Begrundelse
Det fremgår af journalen, at tandlæge B den 13. marts 1999 lagde en sølvfyldning i –6.

Nævnet kan oplyse, at fremstilling af plastfyldninger er meget teknikfølsomt sammenlignet med fremstilling af sølvamalgamfyldninger. Såfremt tørlægningen ved fremstillingen af plastfyldningen ikke er optimal, vil det medføre løsning af fyldningen, som derefter kan medføre et meget omfattende kariesangreb, fordi patienten sjældent opdager den ”løse fyldning”, hvor der kan samles føderester med udvikling af karies til følge.

Tillige kan nævnet oplyse, at plastfyldninger kræver en meget god mundhygiejne på grund af den større risiko for karies i relation til fyldningen, som følge af risiko for spaltedannelse. Endvidere holder plastfyldninger ikke så længe som sølvamalgamfyldninger. Dette gælder især større fyldninger, som kombinerede fyldninger (fyldninger på mere end én flade), hvor tyggetrykket er større, end hvis fyldningen kun var placeret på tyggefladen.

Endelig kan nævnet oplyse, at der derfor ofte ikke anvendes plastfyldninger til restaurering af kombinerede fyldninger i de store kindtænder (6’ere og 7’ere).

Sammenfattende finder nævnet, at tandlæge B ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af den 13. marts 1999.