Klage over tvangsfikseringer og indgivelse af beroligende injektion

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder delvist den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 27. maj 2003 om tvangsfiksering den 10. og 13. maj 2003 og indgivelse af beroligende medicin den 13. maj 2003 til <****> på psykiatrisk afdeling, <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer dog afgørelsen for så vidt angår indgivelse af beroligende medicin til <****> den 10. maj 2003, idet der efter nævnets opfattelse ikke var tale om et tvangsindgreb.

er en 38-årig mand, der gennem mange år har haft et misbrug af alkohol, som han ophørte med i juni 2002. Siden har han haft et stigende forbrug af hash, herunder 1-1½ g dagligt de seneste uger op til aktuelle indlæggelse. har ikke tidligere været psykiatrisk hospitaliseret, men har siden december 2002 via egen læge været i behandling med lykkepiller.

Aktuelt blev den 9. maj 2003 frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling, , efter at han i arresten var blevet tilset af en vagtlæge, idet han i detentionen havde sat ild til en avis. Ved indlæggelsen oplyste , at han gennem den forudgående uge havde foretaget ”mærkelige handlinger”. Efter at have følt sig generet af en nabo havde han spærret dennes dør, så naboen ikke kunne komme ud, ligesom han havde været i skænderi med en gammel ven. På indlæggelsesdagen havde han ”lånt” en bil på sin tidligere arbejdsplads, og i denne kørt til for at besøge en tidligere elev, der nu sad fængslet. Han oplyste endvidere, at politiet havde været efter ham gennem nogle dage, og at han den pågældende aften var blevet anholdt. Det blev vurderet, at sandsynligvis led af en lettere psykose udløst af hashrygning.

Samme aften absenterede sig fra afdelingen efter at have brækket et vindue op. På baggrund af at han tidligere på dagen var anholdt og siden indlagt fra detentionen, valgte afdelingen at orientere politiet herom. blev herefter formelt udskrevet.

Dagen efter den 10. maj 2003 blev indbragt af politiet til skadestuen, hvorfra han kl. 2. blev tvangsindlagt på farekriteriet. Det fremgik af lægeerklæringen, at der gennem den forudgående uge havde været episoder i bybilledet, hvor havde udgivet sig for at være og underskrevet sig som . Den indlæggende læge fandt, at under samtalen på skadestuen fuldstændig syntes at have mistet grebet om virkeligheden og ikke kunne se konsekvensen af sine gøremål.

Ved indlæggelsen på psykiatrisk afdeling var verbalt aggressiv, truede med igen at stikke af og efterspurgte ”stærke mænd”, der kunne holde ham. Han blev kl. 2.15 tilbudt beroligende medicin i form af tablet Alopam 30 mg og tablet Nozinan 25 mg, som han indtog, men som havde ringe effekt. Efterfølgende var han fortsat verbalt truende, devaluerende og grænsesøgende, forlangte sig udskrevet og stillede sig foran vinduet. Han blev opfordret til at lægge sig, hvilket han afviste. Da han fortsat var verbalt aggressiv, truede med at stikke af samt udtænkte overvejelser om at tage personalet som gidsel, besluttede vagthavende læge efter konference med bagvagten, at skulle bæltefikseres. blev således bæltefikseret kl. 3. og samtidig givet beroligende medicin i form af injektion Nozinan 25 mg intramuskulært og injektion Stesolid 10 mg intramuskulært. faldt efterfølgende til ro. Den efterfølgende dag blev løsnet af bæltet i forbindelse med toiletbesøg og var i den forbindelse højtråbende og devaluerende overfor personalet. Bæltefikseringen blev bragt til ophør dagen efter, den 11. maj 2003, kl. 10.15. På dette tidspunkt fandtes fortsat devaluerende og grænsesøgende i sin adfærd og psykotisk med springende tankegang og forestillinger om, at det ikke var ham, men Lucky Luke, der havde tændt ild i arresten.

Den 12. maj 2003 blev vurderet fortsat psykotisk. Han forklarede, at han havde fundet det nødvendigt at tage affære for at hjælpe en tidligere elev, hvorfor han havde ”lånt” en af kommunens biler for at køre til . Konfronteret med at han ikke længere var ansat i kommunen, angav han, at han selv kunne skrive ansættelsespapirer. Han oplyste, at han den senere tid havde været irriteret på en nabo, hvis dør han flere gange havde spærret, så denne ikke kunne komme ud, samt at han havde knust ruderne på en bil tilhørende en, han kendte, og knust ruderne til vedkommendes lejlighed. fremtrådte med løftet stemningsleje, var meget talende og havde springende tankegang. Han var udadprojicerende og devaluerende samt husede vrangforestillinger af megaloman karakter (storhedsforestillinger). Han havde ingen sygdomserkendelse eller sygdomsindsigt.

Diagnostisk blev det vurderet, at der var tale om en stofudløst psykose med manioformt præg, og der blev ordineret antipsykotisk behandling med tablet Zyprexa samt fortsat beroligende medicin i form af tablet Nozinan og tablet Alopam. Senere samme dag omkring kl. 13 aktiverede han røgalarmen på sin stue og angav efterfølgende, at han gjorde det som en form for provokation. Knap to timer senere, kl. 14.45, blev det konstateret, at han havde forladt afdelingen gennem vinduet på sin stue, som han havde brudt op. Han havde endvidere brudt et skab op og med en tush overmalet væggene med ordene ”Fuck”, ” betaler”, ”Gun-destruction”, ”Jesus”, ”g” og ”hash”.

blev næste dag, den 13. maj 2003 kl. 10.45, bragt tilbage til afdelingen af politiet. Ved tilbagekomsten gav han umiddelbart udtryk for, at han igen hurtigst muligt ville finde en måde at komme ud af afdelingen på. Han truede med at overmale væggene, forsøgte at rive ting ud af væggene og forsøgte at skubbe sengen ud af vinduet. Han fremtrådte forstyrret i kontakten, havde springende tankegang, var udadprojicerende og devaluerende og fandtes psykotisk.

De efterfølgende uger blev tiltagende opkørt og psykomotorisk urolig. Han blev tilbudt beroligende medicin men ønskede ikke dette. Da han ønskede udskrivelse men blev nægtet dette, truede han med at smadre vinduerne med en stor standerlampe, som han holdt fast i og ikke ville stille fra sig. Det var ikke muligt for personalet at korrigere , som forlangte at personalet skulle sætte sig på gulvet, så de kunne få en ”gymnastiktime”. Da han fortsat fremtrådte truende med lampen, blev politiet tilkaldt, og der blev truffet beslutning om fornyet bæltefiksering. I forbindelse hermed blev svært udadreagerende, slog og sparkede ud efter de omkringværende.

blev således bæltefikseret kl.12.50 og umiddelbart herefter, kl. 12.55, blev der anlagt to håndremme og to fodremme. Samtidig blev der kl. 13. givet beroligende medicin med tvang i form af injektion Nozinan 100 mg intramuskulært samt injektion Stesolid 10 mg intramuskulært. To timer senere blev begge håndremme samt den ene fodrem løsnet. var efterfølgende det meste af eftermiddagen urolig og råbende og faldt først til ro omkring kl. 22.

I nattens løb blev fodremmen flere gange skiftet mellem højre og venstre fod, og næste morgen den 14. maj 2003 var på ny svært agiteret, kommanderende, truende og devaluerende. Det lykkedes ham at kaste en stol mod fjernsynet, ligesom han smed rundt med et askebæger. Han fik herefter tilbudt beroligende medicin i form af Rivotril, som han tog frivilligt, hvorefter han faldt i søvn. Da atter vågnede omkring kl. 12.30, var han agiteret, irritabel, vredladen og aggressiv og fremførte verbale trusler på livet overfor plejepersonalet, hvorefter han kastede en kolbe efter personalet. Da det ikke var muligt at indgå holdbare aftaler med , blev tvangsfikseringen med såvel bælte som en fodrem opretholdt.

Den 15. maj 2003 var igen truende overfor personalet og angav, at såfremt han ikke fik sine ”lykkepiller” nu, ville dét, de havde oplevet med ham tidligere, være det rene vand i forhold til, hvad der nu ville ske. Ved lægesamtale blev han fundet latent aggressiv, umulig at indgå aftaler med, usamlet og megaloman. Tvangsfikseringen blev opretholdt, og dagen efter den 16. maj 2003 fremtrådte han fortsat periodevist devaluerende med maniske træk og meget springende i de emner, han ønskede diskuteret. Kl. 20.30 blev fodremmen løsnet.

Ved stuegang den 17. maj 2003 afbrød flere gange den stuegangsgående læge, som ikke fik lov at tale færdig, hvorimod blev meget vred, hvis han selv følte sig afbrudt. Under samtalen blev han tiltagende aggressiv, resulterende i, at han dels afførte sig sit tøj og smed det hen ad gulvet, og dels smed læge og personale ud af lokalet. En plan om at indgå en aftale med om, at han kunne være ude af bæltet i en ½ time for at bade og spise, måtte herefter opgives, men blev gennemført senere på dagen.

Den 18. maj 2003 var det i højere grad muligt at indgå aftaler med , og han blev således løsnet af bæltet i en time for at tage bad og motionere samt senere på dagen i tre kvarter i forbindelse med besøg af kæresten. Den 19. maj 2003 kl. 10.30 blev det vurderet forsvarligt at ophæve tvangsfikseringen.

Kl. 17.55 samme dag blev på ny bæltefikseret i forlængelse af, at han blev tiltagende motorisk urolig, truede med at forlade afdelingen og truede med, at ingen skulle stå ham i vejen. Denne tvangsfiksering blev bragt til ophør dagen efter, den 20. maj 2003. To dage senere, den 22. maj 2003, absenterede sig atter fra afdelingen og blev få timer senere bragt tilbage af politiet. Efterfølgende var igen bæltefikseret fra den 23. til den 25. maj 2003. Disse to sidstnævnte tvangsindgreb er ikke omfattet af aktuelle klage.

klagede over beslutningen om tvangsfiksering den 10. og den 13. maj 2003 og indgivelse af beroligende medicin den 10. og 13. maj 2003 til Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn ved .

Klagen blev herefter behandlet den 27. maj 2003. Nævnet godkendte beslutningerne om tvangsfiksering og indgivelse af beroligende medicin. Vedrørende indgivelse af beroligende medicin henholdsvis den 10. og den 13. maj 2003 lagde nævnet vægt på, at det var af afgørende betydning for bedring af s urolige og aggressive tilstand, at han fik beroligende medicin.

Vedrørende tvangsfikseringen den 10. maj 2003 lagde nævnet vægt på, at mindre indgribende foranstaltninger i form af indgivelse af beroligende medicin ikke havde haft tilstrækkelig effekt på s tilstand, idet han var verbalt aggressiv, truede med at stikke af og efterspurgte stærke mænd, der kunne holde ham. Nævnet lagde endvidere vægt på, at udstrækningen af bæltefikseringen blev forsøgt afkortet ved anvendelse af yderligere beroligende medicin.

Vedrørende tvangsfikseringen den 13. maj 2003 lagde nævnet vægt på, at var råbende, truende og befalende, og ikke på nogen måde kunne korrigeres, samt at han først, da politi tilkaldtes, lod sig føre på stuen, hvor han fremtrådte svært udadreagerende overfor det omgivende personale og medpatienter, idet han slog ud efter alt og alle. Endvidere lagde nævnet lagt vægt på, at i forbindelse med begge tvangsfikseringer løbende var blevet tilset af personalet i håb om, at der kunne indgås aftaler med ham for at undgå, at tvangsfikseringerne blev udstrakt længere end nødvendigt.

Tvangsfikseringen den 10. maj 2003:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 10. maj 2003 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at var verbalt aggressiv, truede med at stikke af og truede med at tage personalemedlemmer som gidsel.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at af personalet flere gange men uden held opfordret til at gå i seng, og at han forud for bæltefikseringen to gange blev givet beroligende medicin med ringe effekt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at under tvangsfikseringen løbende blev tilset af personalet, som vedvarende søgte at indgå aftaler med ham med det formål at bringe tvangsfikseringen til ophør hurtigst muligt. Først den 11. maj 2003 blev det vurderet muligt at indgå en bæredygtig aftale med ham om, at han ville kunne forholde sig roligt i afdelingen, hvorefter tvangsfikseringen blev bragt til ophør kl. 10.15.

Indgivelse af beroligende medicin den 10. maj 2003

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af Psykiatrilovens § 1, stk. 2, fremgår, at ved tvang forstås anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig. Nævnet kan endvidere oplyse, at det af bemærkningerne til loven fremgår, at en foranstaltning anses for frivillig, hvis patienten udtrykkeligt samtykker, uanset at patienten ikke besidder den fornødne habilitet til, at samtykket i andre retlige sammenhænge ville blive accepteret som gyldigt. Det fremgår videre, at frivillighedsbegrebet dog rækker videre, idet en foranstaltning også anses for frivillig – eller rettere ikke-tvungen – hvis patienten hverken verbalt eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, men for eksempel forholder sig passiv.

Af bemærkningerne til loven fremgår desuden, at der dog ikke stilles store krav til en tilkendegivelses klarhed, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede. Indvilliger en patient med beklagelse eller resignation, foreligger der frivillighed. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det grå-zone-område, der kan betegnes som ”frivillig tvang”, antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Af lægeerklæringen af 21. maj 2003 fremgår, at den beroligende medicin den 10. maj 2003 blev givet ved tvang.

Det fremgår hverken af journalen eller af sygeplejekardex, at den beroligende injektion blev givet ved tvang, ligesom der heller ikke er udfyldt tvangsprotokol herom. Af sygeplejekardex fremgår derimod, at selv bad om mere medicin og modtog den beroligende medicin frivilligt.

Af overlægens udtalelse til sagen af 18. juli 2003 fremgår, at den sygeplejerske, der gav injektionen den 10. maj 2003, fastholder, at denne blev givet frivilligt og efter ønske fra .

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at antage, at den beroligende indsprøjtning den 10. maj 2003 blev givet ved tvang.

Tvangsfiksering den 13. maj 2003:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 13. maj 2003 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at han i perioden op til tvangsfikseringen var blevet tiltagende opkørt og psykomotorisk urolig, truende, råbende og befalende. Personalet i afdelingen kunne ikke tale ham til ro, og først da politi var tilkaldt, lykkedes det at bringe ham til stuen, hvor han atter blev udadreagerende og truende, idet han slog og sparkede ud efter alt og alle.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte forgæves havde forsøgt at berolige ved at føre ham til sin stue, og tilbudt ham beroligende medicin uden tilstrækkelig effekt. Nævnet finder endvidere, at anlæggelsen af hånd- og fodremme initialt var i overensstemmelse med kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet han slog voldsomt ud og sparkede efter personalet. Ca. 2 timer senere blev begge håndremme og den ene fodrem løsnet, mens den sidste fodrem blev løsnet den 16. maj 2003. Under hele perioden blev der vekslet mellem anlæggelse af fodrem på højre og venstre fod.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at var bæltefikseret fra den 13. maj kl. 12.50 til den 19. maj 2003 kl. 10.30, det vil sige næsten 6 døgn, og at det i denne periode løbende og dagligt blev vurderet, om indikationen for tvangsfiksering fortsat var til stede, ligesom hånd- og fodremme successivt blev løsnet, efterhånden som hans tilstand blev bedre.

Nævnet har således lagt vægt på, at det af journalen fremgår, at den 14. maj 2003 smed rundt med et askebæger, kastede en stol mod fjernsynet og senere en urinkolbe efter personalet, og at det med baggrund i hans urolige, agiterede og aggressive tilstand ikke var muligt at indgå bæredygtige aftaler med ham, hvorfor tvangsfiksering med bælte og én fodrem blev opretholdt. Næste dag, den 15. maj 2003, var fortsat truende overfor personalet, latent aggressiv, usamlet og ikke korrigerbar. Af sygeplejekardex fremgår, at han den 16. maj 2003 havde storhedsforestillinger, var devaluerende over for personalet og havde kastet en toilettaske mod døren, ligesom han kun magtede kontakt i 10 minutter, hvorefter han blev vred og udskældende. Den 17. maj 2003 blev han under en samtale mere og mere aggressiv og kylede til sidst sit tøj hen af gulvet. Den 18. maj 2003 var han lidt mere hurtigkørende og springende i tankegangen. Den 19. maj 2003 blev han kl. 10.30 løsnet af bæltet, da det her blev vurderet, at det var muligt at indgå en aftale med ham. Under mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn ved anførte overlægen, at han under hele fikseringen var truende.

Indgivelse af beroligende medicin den 13. maj 2003

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at indgive beroligende medicin den 13. maj 2003 var opfyldt, idet det var nødvendigt at bringe til ro med henblik på bedring af hans tilstand. Nævnet har lagt vægt på, at var voldsomt opkørt og urolig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at forinden var søgt skærmet af personalet og tilbudt beroligende medicin, som imidlertid ikke havde tilstrækkelig effekt. Yderligere beroligende medicin blev givet i den hensigt at bringe ovennævnte tvangsfiksering til ophør hurtigst muligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn ved den 27. maj 2003.