Klage over påstået tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 14. januar 2004 om tvangsfiksering af <****> i perioden fra den 15. december 2003 kl. 15.50 til den 16. december 2003 kl. 11.00 og fra den 23. december 2004 kl. 13.20 til den 24. december 2004 kl. 16.45 på <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 14. januar 2004 om indgivelse af beroligende medicin til <****> den 23. december 2003 kl. 13.30 på <****>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 14. januar 2004 om tvangsbehandling af <****> på <****>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der ikke var tale om et tvangsindgreb.

Hændelsesforløb

er en 63-årig mand, der siden 1960 har været indlagt op mod 50 gange på psykiatriske afdelinger i amt for en skizoaffektiv psykose. Sygdomsforløbet har været præget af udtalte kontakt- og adfærdsforstyrrelser, tankeforstyrrelser, bizarre vrangforestillinger samt somatiske og tidvis megalomane vrangforestillinger samt giftfrygt og hallucinationer. Han har endvidere været præget af en manglende sygdomserkendelse og indsigt, medførende talrige behandlingssvigt.

har i lange perioder fungeret godt i medicinsk behandling. I stabile perioder frembyder intet psykotisk, men han er i dårlige periode omkringvandrende, mistolkende, plaget af en række vrangforestillinger. Under en lang indlæggelse fra maj 2001 til april 2002, var han igennem efterårsmånederne 2001 og vintermånederne 2002 præget af svære depressive symptomer og var en stor del af tiden sengeliggende.

I slutningen af august 2003 ønskede ikke længere depotmedicin, idet han mente, at medicinen ødelagde både hoved og krop og gjorde ham både træt og kraftesløs. Han opsøgte herefter flere gange den psykiatriske skadestue, og var da præget af vrangforestillinger vedrørende krop og medicin. Han blev tiltagende psykotisk og blev den 13.august 2003 indlagt frivilligt på . Få dage efter indlæggelsen måtte han tvangstilbageholdes og overflyttes til lukket afdeling. Hans tilstand bedredes under indlæggelsen langsomt, og han blev udskrevet til fortsat ambulant behandling i Psykose-teamet den 19. november 2003.

I det ambulante efterforløb efter få døgn igen hurtigtkørende, snakkende, vredladen og udskældende.

Aktuelt blev den 15. december 2003 frivilligt indlagt på lukket afdeling, . Han var da svært psykotisk, talte om at han ejede Grønland og tilhørende råstoffer, var udskældende, råbende, vredladen og truende.

accepterede ved indlæggelsen at modtage beroligende injektion Stesolid 20 mg og Cisordinol Acutard 100 mg. Han fik derudover sin sædvanlige medicin uden protest og accepterede ligeledes uden protest dosisøgning af den stemningsstabiliserende medicin.

blev på trods af dette tiltagende opkørt, urolig, omkringvandrende og grænseoverskridende, både i forhold til medpatienter og personale. Han slog ud efter personalet og hamrede på døre og vinduer, og han forsøgte på et tidspunkt at smide en stol gennem vinduet til sygeplejekontoret. Han blev herefter kl. 15.50 bæltefikseret. Der blev på grund af forløbets voldsomhed anlagt 2 fodremme, der blev løsnet samme aften kl. 23.30. Tvangsfikseringen med bælte blev ophævet den 16. december 2003 kl. 11.00.

De følgende døgn var stadig meget talende og ind imellem truende, hvis man ikke umiddelbart rettede sig efter hans ønsker. Hans tankegang var springende, præget af storhedsforestillinger, og han vandrede konstant omkring i afdelingen.

Den 23. december 2003 kl. 13.20 blev igen tvangsfikseret med bælte, efter at han var blevet tiltagende opkørt og herunder sparket på døre og inventar og truet og slået ud efter personalet, ligesom han gik stadig tættere på medpatienter. Samtidig med tvangsfikseringen fik han kl. 13.30 beroligende injektion Cisordinol Acutard 100 mg og Stesolid 20 mg. Bæltet blev løsnet den 24. december 2003 kl. 16.45 efter at tilstanden hen på eftermiddagen var stabiliseret og bedret.

Den 25. december 2003 revurderede man s tilstand og fandt ham da mindre anspændt, men fortsat ”hurtigtkørende” med springende tankegange og psykotiske storhedsforestillinger. Da hans tilstand stadigvæk var ustabil blev tvangstilbageholdelsen opretholdt.

Klagen

klagede til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved over bæltefikseringerne den 15. og 23. december 2003, samt over at han den 23. december 2003 ved tvang fik injektion af beroligende medicin. Han klagede endvidere over, at han var blevet tvangsbehandlet.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved traf herefter den 14. januar 2004 afgørelse vedrørende klagen. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsfiksering af med bælte i perioden fra den 15. til den 16. december 2004 og igen fra den 23. til den 24. december 2003. Nævnet fandt, at det var nødvendigt at tvangsfiksere for at afværge, at han udsatte andre for at lide nærliggende skade på legeme eller helbrede, og for at afværge at han forulempede medpatienter og personale.

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte endvidere beslutningen fra den 23.december 2003 om at give beroligende medicin.

Endelig afviste nævnet at tage stilling til s klage over påstået tvangsbehandling, idet man ikke fandt, at der var foregået en sådan tvangsbehandling. Man anførte vedrørende dette punkt, at man lagde vægt på overlægens erklæring, hvorefter havde taget sin vanlige medicin og havde accepteret medicinjusteringer uden protest.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder Det Psykiatriske Patientklagenævn ved afgørelse af 13. januar 2004 om bæltefiksering af den 15. og 23. december 2003, og om, at han den 23.december 2003 ved tvang fik injektion af beroligende medicin, samt om, at der ikke var tale om tvangsbehandling i psykiatrilovens forstand, som kunne påklages til Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Begrundelse vedrørende bæltefiksering i perioden fra den 15. december 2003 kl. 15.50 til den 16. december 2003 kl. 11.00

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 15. december 2003 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at var tiltagende opkørt, urolig, omkringvandrende og grænseoverskridende, både i forhold til medpatienter og personale, og at han slog ud efter personalet og hamrede på døre og vinduer, samt han forsøgte at smide en stol gennem vinduet til sygeplejekontoret.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man forinden fiksering med bælte havde givet en beroligende injektion, men at han herefter ikke faldt til ro.

Nævnet finder endvidere, at anvendelse af fodremme var i overensstemmelse med mindste middels princip, idet det på grund af forløbets voldsomhed måtte anses, at det var nødvendigt at anlægge disse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at blev løsnet fra bæltet så snart han var faldet til ro.

Begrundelse vedrørende bæltefikseringen i perioden fra den 23. december 2004 kl. 13.20 til den 24. december 2004 kl. 16.45.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 15. december 2004 var opfyldt, idet der var en nærliggende fare for, at han selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har herved lagt vægt på, at han var blevet tiltagende opkørt og herunder sparket på døre og inventar og truet og slået ud efter personalet, ligesom han gik stadig tættere på medpatienter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af sygeplejekardex, at personalet uden effekt forud for fikseringen forsøgte at korrigere verbalt og at han blev skærmet på stuen og i fællesarealet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har herved lagt vægt på, at bæltet blev løsnet den 24. december 2003 kl. 16.45 efter at tilstanden hen på eftermiddagen var stabiliseret og bedret.

Begrundelse vedrørende indgivelsen af beroligende injektion den 23. december 2003 kl. 13.30

Patientklagenævnet finder, at indgivelsen af beroligende injektion var af afgørende betydning for bedring af s meget urolige tilstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at forud for indgivelsen var blevet tiltagende opkørt og herunder sparket på døre og inventar og truet og slået ud efter personalet, ligesom han gik stadig tættere på medpatienter. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at personalet uden effekt forud for fikseringen forsøgte at korrigere verbalt og at han blev skærmet på stuen og i fællesarealet. Endeligt har nævnet lagt vægt på, at indgivelsen af beroligende medicin kunne medvirke til at gøre fikseringens varighed så kort som muligt.

Begrundelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om, at var blevet tvangsbehandlet i psykiatrilovens forstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af Psykiatrilovens § 1, stk. 2, fremgår, at ved tvang forstås anvendelse af foranstaltninger, som patienten modsætter sig. Nævnet kan endvidere oplyse, at det af bemærkningerne til loven fremgår, at en foranstaltning anses for frivillig, hvis patienten udtrykkeligt samtykker, uanset at patienten ikke besidder den fornødne habilitet til, at samtykket i andre retlige sammenhænge ville blive accepteret som gyldigt. Det fremgår videre, at frivillighedsbegrebet dog rækker videre, idet en foranstaltning også anses for frivillig – eller rettere ikke-tvungen – hvis patienten hverken verbalt eller i sin adfærd protesterer mod foranstaltningen, men f.eks. forholder sig passiv.

Af bemærkningerne til loven fremgår desuden, at der dog ikke stilles store krav til en tilkendegivelses klarhed, før en protest fra patientens side må antages at foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig gennemførelse er til stede. Indvilliger en patient med beklagelse eller resignation, foreligger der frivillighed. Det samme gælder, hvis patienten ved en korrekt vejledning og information lader sig overbevise eller blot overtale til at medvirke. Det er imidlertid næppe muligt generelt at angive, hvornår tilfælde inden for det grå-zone-område, der kan betegnes som ”frivillig tvang”, antager karakter af tvang i lovens forstand. Som vejledende retningslinie gælder, at det er tvang, hvis en foranstaltning søges gennemført, selv om patienten giver udtryk for en protest eller modstand, der ikke frafaldes eller opgives.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en konkret vurdering, at der ikke var tale om tvangsbehandling. Nævnet har lagt vægt på, at det af overlægens erklæring til sagen fremgår, at har taget sin vanlige medicin og har accepteret medicinjusteringer uden protest, og at der på intet tidspunkt har været tale om en tvangsbehandling. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke i journalen eller sygeplejekardeks findes notater, om at skulle have modsat sig behandlingen.