Klage over, at brud på hælben blev overset

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere distriktslæge A for hans behandling af <****> den 16. november 2003 på <****>, jf. anordning for Grønland om ikraftsættelse af lægelovens § 6, stk. 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere distriktslæge B for hans behandling af <****> den 7. november 2003 på <****>, jf. anordning for Grønland om ikraftsættelse af lægelovens § 6, stk. 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere distriktslæge A for hans behandling af <****> den 7. november 2003 på <****>, jf. anordning for Grønland om ikraftsættelse af lægelovens § 6, stk. 1.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere distriktslæge B for hans behandling af <****> i perioden fra den 15. til den 27. november 2003 på <****>, jf. anordning for Grønland om ikraftsættelse af lægelovens § 6, stk. 1.

Hændelsesforløb
havde gennem mange år været psykisk syg med hallucinationer og haft krampetilfælde. Hun var i medicinsk behandling for begge dele.

blev den 11. november 2003 indlagt på , da hun havde taget for meget medicin.

Den 15. november 2003 henvendte sig på ny på , idet hun var faldet i det glatte føre. Hun havde smerter i begge ankler og kunne ikke støtte på benene. Distriktslæge B undersøgte hende og vurderede, at venstre fod var forstuvet og at der var mistanke om et brud på anklen. Hun blev indlagt på sygehuset, fik lagt elastikbind, som skulle aflaste foden, og der skulle tages røntgenbillede den følgende mandag.

Et røntgenbillede af begge s ankelled den 16. november 2003 viste normale knogle- og ledforhold. Hun blev udskrevet fra sygehuset den 17. november 2003.

henvendte sig igen den 18. november 2003 kl. 19.30 på grund af fortsatte smerter i fødderne, venstre fod var let hævet. Læge B tilså hende og vurderede, at smerterne formentligt ville vare en uge. Han gav råd om at holde foden højt så meget som muligt og medgav smertestillende medicin.

Den følgende aften den 19. november 2003 henvendte sig atter på sygehuset, da hun fortsat havde smerter og følelsesløshed i tæerne på venstre fod. Hun havde taget smertestillende uden effekt og havde det psykisk dårligt. Efter hun havde fået nervemedicin (Rivotril), fik hun det bedre og gik hjem.

s mand forlangte den 21. november 2003, at hun blev indlagt til undersøgelse af benene. Dette blev afvist, men hun blev samme dag indlagt på grund af forværring af sin psykiske sygdom.

Ved udskrivelsen den 27. november 2003 blev hun henvist til fysioterapi med henblik på vejledning i træning af det hævede ben.

Et nyt røntgenbillede af venstre fod den 1. december 2003 viste, at der var brud på hælbenet (fractura calcanei med abnorm Böhler-vinkel). Den videre behandling blev konfereret med ortopædkirurger fra , og det blev anbefalet, at der ikke skulle foretages yderligere, men måtte ikke støtte på foden i 2 mdr. Derefter kunne hun begynde at støtte med anvendelse af en krykkestok.

vred om på venstre fod den 21. januar 2004. Røntgenbillede viste ikke noget nyt brud, og hun fik lagt støttebind og måtte ikke støtte før efter et par uger.

Den 15. marts 2004 skadede på ny sin venstre ankel, som var hævet over anklen. Røntgen viste ikke brud, og hun fik lagt støttebind.

Ved flere henvendelser den 27. september, den 14. og den 21. november 2004 og den 4. januar 2005 angav smerter i venstre ankel, som dels blev tolket som gener efter bruddet og som betændelse i sene (tendinitis). Generne blev afhjulpet med smertestillende og betændelses dæmpende medicin.

Klagen
Der er klaget over følgende:

1. At man på ikke indlagde , da hun den 7. november 2003 så syner og hørte stemmer.

har oplyst, at stemmerne herefter fik hende til at springe ud fra 2. sal, hvorved hun beskadigede begge ben.

2. At ikke blev tilstrækkeligt undersøgt og behandlet, hverken da hun herefter blev kørt på sundhedscenteret eller den følgende dag. Hun fik blot lagt forbindinger på og smertestillende medicin og blev derefter sendt hjem.

Der er nu kommet betændelse, og kan ikke stå oprejst eller gå ret længe af gangen.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
Distriktslægerne B og A har ikke overtrådt anordning for Grønland om ikraftsættelse af lægelovens § 6, stk. 1 ved deres behandling af den 7. november 2003 på .

Begrundelse
Ifølge s henvendte hun sig den 7. november 2003 på , da hun hørte stemmer og havde syner.

Ifølge journalen henvendte sig ikke den 7. november 2003 på .

Der foreligger således modstridende oplysninger fra og journalen om, hvorvidt hun henvendte sig den 7. november 2003 på grund af, at hun hørte stemmer og havde syner. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da det fra er oplyst, at der ikke findes yderligere journalmateriale vedrørende behandling af hende denne dag, og da Patientklagenævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at henvendte sig den 7. november 2003 til .

Patientklagenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, at distriktslægerne B og A handlede under normen for almindelig anerkendt standard den 7. november 2003 på .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Distriktslæge A har overtrådt anordning for Grønland om ikraftsættelse af lægelovens § 6, stk. 1 ved sin behandling af den 16. november 2003 på .

Distriktslæge B har ikke overtrådt anordning for Grønland om ikraftsættelse af lægelovens § 6, stk. 1 ved sin behandling af fra den 15. til den 27. november 2003 på .

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 15. november 2003, at henvendte sig på , da hun var faldet, og nu klagede over smerter i begge ankler samt manglende støtteevne. Læge B undersøgte hende, og havde mistanke om brud på venstre ankel. På denne baggrund indlagde han hende med henblik på røntgenundersøgelse om mandagen.

Det er nævnets vurdering, at indikationen for optagelsen af begge ankler den 16. november 2003 var mistanke om brud på ankelleddet efter fald i glat føre.

Ifølge journalen den 16. november 2003 blev der foretaget en røntgenundersøgelse omfattede ankelleddet og hele foden inklusive hælbenet på begge ben. Læge A, der vurderede billederne, fandt ikke tegn på brud af ankelleddets knogler.

Imidlertid er det nævnets vurdering, at røntgenbilledet af venstre fod inklusiv hælbenet viser et alvorligt brud på venstre hælben.

Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at læge A ved sin vurdering fandt normale forhold for forfodens knogler, medens hælbenet på grund af projektionen unddrog sig en egentlig vurdering. Videre fandt lægen ikke anledning til at inddrage røntgenlæge i vurderingen ved fremsendelse af billederne til bedømmelse i røntgenafdelingen.

På denne baggrund er det nævnets vurdering, at læge A i sin funktion som bedømmer af røntgenbilleder har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved at undlade en specifik vurdering og eventuel beskrivelse af alle de knogler, som var medtaget på røntgenbilledet.


Nævnet finder herefter, at læge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 16. november 2003 på .

Det fremgår af journalen den 18. november 2003, at atter henvendte sig på , da hun havde smerter i begge ben. Ved undersøgelse blev fundet hævelse af venstre ben med blodansamling rundt omkring ankelleddet, og læge B rådgav om at placere benet højt, og at smerterne kunne vedvare en uges tid. Der blev ordineret kortvarig behandling med smertestillende medicin.

Ifølge journalen den 19. november 2003 henvendte sig igen, da hun havde smerter i fødderne og talte med en sygeplejerske. Hun hørte også stemmer og fik en beroligende tablet. Efter en times tid havde hun fået det bedre og tog hjem igen.

Den 21. november 2003 kontaktede s ægtefælle ifølge journalen og krævede indlæggelse til undersøgelse af hendes ben, hvilket blev afvist. Kort efter dette havde hun imidlertid et krampeanfald, som dog var ophørt ved læge hjemmebesøg kort efter. Under indtryk af forløbet med flere daglige kontakter og indlæggelser blev der herefter aftalt en betinget indlæggelse med blandt andet fysioterapeutisk behandling af de hævede ben.

Den 27. november 2003 blev udskrevet af læge B efter igangsætning af fysioterapi.

Det er nævnets vurdering, at læge B har iværksat relevante undersøgelser af , herunder røntgenundersøgelse til afklaring af en mistanke om knoglebrud i venstre ankel, og behandling, herunder at han indlagde hende til aflastning af de skadede og smertende ben.

Videre er det nævnets vurdering, at der ifølge beskrivelsen af røntgenbillederne ikke var tegn til knoglebrud, og blev behandlet svarende til en slag- eller forvridningsskade i venstre ankel ved de følgende kontakter i perioden fra den 18. til den 27. november 2003.

Nævnet finder herefter, at læge B ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 15. til den 27. november 2003 i .