Klage over tvangsfiksering på grund af forulempelse af personale

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 5. april 2006 om tvangsfiksering af <****> på Psykiatrisk afdeling <****> for så vidt angår tvangsfikseringen den 21. marts 2006 kl. 10.50 til den 22. marts 2006 kl. 10.15.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 5. april 2006 om tvangsfiksering af <****> på Psykiatrisk afdeling <****> for så vidt angår tvangsfikseringen fra den 23. marts 2004 kl. 19.50 til den 26. marts 2006 kl. 16.40, fra den 28. marts 2006 kl. 13.40 til den 29. marts kl. 13.30 og fra den 30. marts 2006 kl. 10.15 til den 30. marts 2006 kl. 15.

Hændelsesforløb

, der er 31 år, har dom til psykiatrisk behandling. Han voksede op hos sine forældre sammen med sine søskende. Hans storesøster døde af kræft, da han var 2 år, og han mistede sin far 2 år forud for den aktuelle indlæggelse. Han bor nu i egen lejlighed i , mens moderen er flyttet til udlandet.

Siden folkeskolen havde en oplevelse af at være anderledes og været ensom. Han var flere gange siden ungdomsårene indlagt på Psykiatrisk afdeling til behandling for bipolar affektiv psykose.

var tidligere i lære som tømrer, hvilket han dog aldrig afsluttede. Han er nu førtidspensionist, men vil gerne starte på en uddannelse til pædagog.

havde et misbrug af blandt andet hash og amfetamin. Erfaringer viste, at hans bipolare tilstand let blev forværret, og at han let blev psykotisk ved misbrug.

Senest var indlagt i 2003, efter at han i opkørt og påvirket tilstand korporligt havde overfaldet sin mor og smadret hendes bolig.

Aktuelt blev i henhold til sin behandlingsdom indlagt på psykiatrisk afdeling i december 2005, idet han i forbindelse med misbrug af amfetamin og hash var blevet åbenlyst psykotisk. Den 17. januar 2006 blev han overflyttet til Psykiatrisk afdeling .

Ved indlæggelsen var moderat manisk til hypoman. Han var hurtigkørende, manisk, meget livlig, associerende og med mange forehavender. Han var svært provokerende, konfliktsøgende og gik ofte tæt på personalet. Således skubbede han blandt andet en medarbejder i brystet, kastede med ting, tissede på gulvet og var uforskammet, hvorfor han i kortere perioder blev tvangsfikseret eller skærmet.

I perioden fra den 16. til den 20. marts 2006 var gentagne gange hurtigkørende, grænseafprøvende, konfiktsøgende og pågående i sin adfærd. Han fik flere gange beroligende medicin, blev korrigeret i sin adfærd og fik indetid på sin stue, hvor han skulle være 3 gange 1 time om dagen. Det blev desuden besluttet, at han ville blive skærmet, såfremt han fortsatte med at genere sine medpatienter og personalet. Man mistænkte på baggrund af s opførsel, at han igen havde røget hash.

Den 21. marts 2006 var stadig hurtigkørende og urolig fra morgenstunden. Ved stuegangssamtalen var han vredladen, og han ville ikke tage stemningsstabiliserende medicin som ordineret. Det blev besluttet at flytte ham til den skærmede del af afdelingen, for at han kunne få den ro omkring sig, som han havde brug for.

Da der samme dag var forsvundet en kniv på afdelingen, var det nødvendigt at visitere og de øvrige patienter på afdelingen. I den forbindelse kørte han yderligere op, smækkede med døren og var truende overfor personalet. Man forsøgte at dæmpe situationen ved at følge ham hen på observationsstuen, men da hans aggressive adfærd fortsatte, besluttede man kl. 10.50 at fiksere på grund af farlighed med bælte og 1 fodrem. I starten af fikseringsperioden var han stadig noget opkørt, men faldt en overgang i søvn.

Senere på dagen var kommanderende, provokerende og grænsesøgende. Han faldt i søvn ved 18.30-tiden og sov indtil næste morgen.

Ved stuegang den 22. marts 2006 var han nogenlunde i ro, hvorfor fikseringen blev ophævet kl. 10.15. Det blev aftalt, at han fortsat skulle opholde sig i den skærmede del af afdelingen.

Senere på dagen den 22. marts 2006 var igen hurtigkørende, han blev hurtigt vred, men kunne dog korrigeres. Han var grænseoverskridende og verbalt grov overfor en medarbejder, som han mente havde været efter ham den sidste uge. Efter at han efter eget ønske havde fået 2 mg Rivotril og 100 mg Truxal kl. 18, blev han dog omgængelig og venlig igen.

Den 23. marts 2006 kl. 14.15 var psykomotorisk rastløs og meget talende. Hans værelse bar præg af hans øgede psykomotoriske tempo og aktivitetsniveau, idet der var blade og ejendele overalt på sengen og rundt i hele hans værelse.

Samme aften var tiltagende hurtigkørende, vredladen, psykomotorisk urolig og tiltagende verbalt truende og nedladende. Han inviterede en medarbejder med udenfor til en slåskamp og kaldte en anden medarbejder for en møgfisse. blev herefter vist hen på sit værelse, og man forsøgte forgæves at korrigere ham.

Herefter blev der ordineret Rivotril 2 mg p.n. max. 3 gange, som indtog frivilligt. Han var imidlertid fortsat vred, paranoid og grænseoverskridende og truende. Med baggrund i den tiltagende opkørte tilstand, den manglende effekt af den beroligende medicin og med baggrund i, at skærmningen ikke havde haft den ønskede effekt, blev det kl. 19.50 besluttet at foretage tvangsfiksering med bælte og venstre håndrem og højre fodrem på grund af forulempelse.

Den 24. marts 2006 plæderede ved samtale med lægen kl. 11.10 for at blive løsnet af fikseringen. Det blev dog vurderet, at det aktuelt ikke var forsvarligt at løsne ham fra bæltet, idet man ved den tidligere fiksering så, at han i en samtalesituation var i stand til at holde sammen på sig selv, for så efterfølgende at køre op igen. Det var derfor nødvendigt at se om i løbet af dagen blev mere samlet, således at han kunne løsnes i aftenvagten. Det blev skønnet, at han havde brug for skærmning, såfremt han fortsatte med at være kommanderende og hurtigkørende.
I løbet af dagen var rolig, men blev dog en smule vred af og til. Han bad selv om at få beroligende medicin, hvilket han fik i form af Truxal og Zyprexa. Han blev på et tidspunkt korrigeret, hvilket medførte, at han blev meget grov og truende, indtil han faldt i søvn.

Den 25. marts 2006 kunne kl. 8 løsnes af bæltet, således at han kunne gå på toilettet og i bad. Han vendte derefter uden problemer tilbage til sengen, hvor han igen blev fikseret. Senere på dagen blev han meget personlig og kom med negative udtalelser om medarbejderne – blandt andet ”du er grim som en kamel med lukkede øjne” og ”smatso”. En læge og en sygeplejerske tilså flere gange , men vurderede at det ikke var forsvarligt at løsne ham, da han var svært sarkastisk og anklagende. Senere på aftenen smed han med et krus. Han blev i forbindelse med et toiletbesøg løsnet i 10 minutter, hvilket dog forløb uden problemer.

Den 26. marts 2006 gav en undskyldning for sin adfærd, men virkede fortsat meget hurtigkørende og ind imellem vredladen. Da han sidst på eftermiddagen blev tilset af en vagtlæge, var han fortsat hurtigkørende, men dog mere rolig og mere afdæmpet end tidligere, hvorfor det kl. 16.40 blev besluttet at ophæve fikseringen. Efter ophævelsen af fikseringen skulle han uændret opholde sig på den skærmede del af afdelingen.

Den 27. marts 2006 var s humør noget skiftende, han var grænseafprøvende og ikke meget for at overholde de fastsatte regler for hans færden. Om aftenen havde han fast vagt. Han var i godt humør og spillede kort og så TV med personalet. Der opstod kun en enkelt konfrontation, da han mente, at det var ham, der fastsatte reglerne omkring radio og TV.

Den 28. marts 2006 var fra morgenstunden højtråbende, vred og provokerende overfor personalet og forlod flere gange den skærmede del af afdelingen. Ved stuegang var han dog blevet lidt roligere, men over middag blev han igen aggressiv og udadreagerende.

ville ikke overholde sine indetider, spillede meget høj musik og ønskede ikke at dæmpe denne, da han blev bedt om det. Han blev vred, aggressiv og råbende overfor personalet, hvorfor man forsøgte at skærme ham på hans stue. Da det ikke lykkedes, besluttede man kl. 13.40 at tvangsfiksere med bælte og en hånd- og en fodrem på grund af forulempelse. Efter fikseringen fortsatte han med at være udskældende og truede personalet med, at han ville ”smadre så mange plejere som muligt”, næste gang han risikerede at blive fikseret.

Kl. 17.15 blev tilset af en læge, der vurderede, at han forsøgte at holde sammen på sig selv, således at han fremtrådte rolig, men at der under overfladen lurede en latent, let vakt, vredladen, udskældende og diskussionslysten tendens. Det blev desuden vurderet, at han var noget manisk. Ved lægesamtalen blev det endvidere aftalt, at han ved behov skulle have beroligende medicinering i form af Stesolid. Kl. 18 kunne håndremmen løsnes, da var blevet mere rolig.

Den 29. marts 2006 var fra morgenstunden glad og rolig og indstillet på at få en god dag. Han blev løsnet, således at han kunne komme i bad.

Efter morgenmaden blev flyttet tilbage til sin egen stue. For at undgå for mange stimuli blev hans billeder og plakater fjernet fra væggene, hvilket han ikke var glad for. Kl. 13.30 var han faldet så meget til ro, at han kunne løsnes af bæltet. I løbet af eftermiddagen forsøgte han at holde sammen på sig selv, men han lod sig let provokere, og han var skiftevis venlig og vred.

Den 30. marts 2006 var fra morgenstunden hurtigkørende og ønskede at få sin mobiltelefon, så han kunne arrangere et højskoleophold. Telefonen var låst inde i et skab, og da dette ikke hurtigt nok blev låst op, åbnede han skabet ved vold, hvorved skabslågen blev ødelagt. Han blev derfor igen fikseret kl. 10.15 med bælte og 1 fodrem på grund af forulempelse, men kunne løsnes igen kl. 15.00, da han var faldet til ro.

Klagen

klagede over tvangsfikseringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn underkendte afgørelsen af 5. april 2006 vedrørende de 4 tvangsfikseringer af i perioden fra den 21. marts til den 30. marts 2006.

Det blev som begrundelse anført, at de foretagne fikseringer ikke fandtes lovlige, idet den fare, som udgjorde, inden beslutningen om fikseringerne blev truffet, ikke var af en sådan karakter, at den kunne betegnes som konkret og påviselig.

Nævnet anførte endvidere, at anvendelsen af fiksering skulle ske i overensstemmelse med mindste middels princip, således at magtanvendelsen skulle begrænses til det mindst mulige.

Der skulle således gøres forsøg på at bringe situationen under kontrol ved for eksempel tvangsmæssig flytning eller skærmning på enestue. Fiksering kunne ikke anvendes som erstatning for dørlåsning.

Afgørelse af anken vedrørende tvangsfikseringen den 21. marts 2006 kl. 10.50 til 22. marts 2006 kl. 10.15

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 5. april 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfikseringen af på Psykiatrisk afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 21. marts 2006 var opfyldte, idet der var en nærliggende fare for, at selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at forud for fikseringen var hurtigkørende og vredladen, og at han blev yderligere opkørt og truende, da han skulle visiteres for en forsvunden kniv.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at man inden fikseringen forsøgte at berolige ved at føre ham til observationsstuen, men at han dér fortsatte med at have hurtige bevægelser. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at man forinden havde forsøgt at skærme i nogle timer i løbet af dagen, samt at det ikke var lykkedes at korrigere ham.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at det i journalen og sygeplejekardex er anført, at under fikseringen var kommanderende, provokerende og grænsesøgende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkender brugen af en fodrem, idet er meget tynd og uden væsentlige hofter, hvorfor anlæggelse af et løst bælte kombineret med en fodrem, efter nævnets vurdering var mindre indgribende end anvendelse af et stramt bælte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Afgørelse af anken vedrørende tvangsfikseringen den 23. marts 2006 kl. 19.50 til den 26. marts 2006 kl. 16.40

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 5. april 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfikseringen af på Psykiatrisk afdeling .

Begrundelse

Det fremgår af tvangsprotokollen, at fikseringen af blev foretaget på grund af forulempelse.

Nævnet kan oplyse, at en patient i henhold til Psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 2 alene kan tvangsfikseres på grund af forulempelse, når patienten forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper andre medpatienter.

Nævnet kan videre oplyse, at den beskyttede personkreds er begrænset til medpatienter, hvorfor personalet, pårørende og andre personer, der opholder sig på afdelingen, ikke er omfattet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund ikke, at der kunne ske fiksering af på grund af forulempelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Afgørelse af anken vedrørende tvangsfikseringen den 28. marts 2006 kl. 13.40 til den 29. marts 2006 kl. 13.30

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 5. april 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfikseringen af på Psykiatrisk afdeling .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ikke, at betingelserne for at tvangsfiksere på grund af forulempelse var opfyldt den 28. marts 2006, idet baggrunden for fikseringen var forulempelse af personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .

Afgørelse af anken vedrørende tvangsfikseringen den 30. marts 2006 kl. 10.15 til den 30. marts 2006 kl. 15.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 5. april 2006 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsfikseringen af på Psykiatrisk afdeling .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ikke, at betingelserne for at tvangsfiksere på grund af forulempelse var opfyldt den 30. marts 2006, idet baggrunden for fikseringen ikke skyldtes forulempelse af medpatienter, men derimod af personalet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .