Unødig stor fysisk magtanvendelse i forbindelse med tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 13. september 2005 om anvendelse af unødig stor fysisk magt i forbindelse med tvangsfiksering af <****> den 1. juni 2005 på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling <****>.

Hændelsesforløb

er 18 år gammel og adopteret af danske adoptivforældre. Hun er tidligt skadet og har en mangeårig svær problematik med mange impulshandlinger, herunder tilbagevendende selvmordsforsøg med indtagelse af overdosis paracetamol samt tidvis misbrug af lightergas. har i en længere periode haft ophold på et familiecenter med henblik på observation, og i forbindelse med en forudgående indlæggelse medio maj 2005 er impulsdæmpning og udskrivning til socialpædagogisk opholdssted med fast struktur, hvor hendes impulser samtidig kan rummes, angivet som mål for den videre behandling. På daværende tidspunkt var i psykofamakologisk behandling med tablet Zyprexa og tablet Truxal.

Aktuelt blev den 1. juni 2005 om eftermiddagen indlagt på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling fra plejefamilien, da hun ikke kunne tage afstand fra tanker om at indtage piller, hvilket hun konstant havde tænkt på siden sidste udskrivelse.

På indlæggelsesdagen blev omkring kl. 15.30 dørsøgende og angav, at hun ville ud for at købe paracetamol med henblik på at forsøge selvmord. 40 minutter senere fandtes det nødvendigt at låse døren til afdelingen, hvorefter forsøgte at slå ruden ud i afdelingens hobbyrum. Hun blev herefter søgt skærmet på sin stue, hvor hun blev tiltagende urolig, kravlede op i vinduet, slog hovedet hårdt imod ruden og sparkede mod denne. Tilkaldt personale – herunder sygeplejevikar – fik talt ned fra vindueskarmen, hvorefter hun kastede med en fyldt sodavandflaske, smadrede en lampe og en glashylde, fremtrådte truende overfor personalet og blev vurderet til at være til fare for såvel sig selv som andre. Den tilstedeværende sygeplejerske bad herefter om assistance til fastholdelse, hvorefter sygeplejevikar greb s højre underarmen, som hun herefter holdt bagom lænden som et ’politigreb’ og ikke det almindelig anvendte ’brudegreb’.

blev herefter ført til fikseringsrummet, i hvilken forbindelse sygeplejevikar fortsat holdt hendes højre underarm bagom lænden.

Klagen

klagede den 11. juni 2005 til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved over den behandling, hun var udsat for af sygeplejevikar i forbindelse med gennemførelsen af en tvangsfiksering.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved skrev ved brev af 8. juli 2005 til samt i sin afgørelse af 13. september 2005, at nævnet havde forstået det således, at ikke ønskede at klage over selve tvangsfikseringen men alene over den behandling, hun var udsat for af sygeplejevikar i forbindelse med tvangsfikseringen den 1. juni 2005.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved fandt ved sin afgørelse den 13. september 2005, at den fysiske magt, som sygeplejevikar anvendte over for i forbindelse med tvangsfikseringen var gået videre, end hvad der var nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, nemlig at undgå at udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Endvidere vurderede nævnet, at den udøvede tvang burde have været udøvet mere skånsomt og i overensstemmelse med de anvisninger, der blev givet af den vagthavende sygeplejerske. Nævnet fandt på den baggrund, at der var grundlag for at udtale kritik overfor sygeplejevikar .

Nævnet lagde i afgørelsen vægt på, at sygeplejevikar vred s arm om på ryggen, at hun på et senere tidspunkt ikke ændrede sit greb fra ’politigreb’ til ’brudegreb’ trods anmodning herom fra den ansvarshavende sygeplejerske, og at hun ikke straks løsnede grebet om på fikseringsstuen på anmodning fra den ansvarshavende sygeplejerske.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at hændelsesforløbet vedrørende den påklagede hændelse var nedskrevet umiddelbart efter hændelsen og ikke først på et senere tidspunkt, hvorfor nævnet ikke fandt anledning til at betvivle rigtigheden heraf.

På mødet oplyste den ledende overlæge, at det i den pågældende situation var nødvendigt at anvende magt overfor , der var meget voldsom, ligesom det var nødvendigt at bæltefiksere hende, da situationen ikke længere kunne kontrolleres uden. Endvidere oplyste afdelingssygeplejersken, at man på afdelingen ikke anvender det ’politigreb’, som sygeplejevikar anvendte i forbindelse med fastholden men udelukkende det såkaldte ’brudegreb’.

Anken

Sygeplejevikar har ved brev af 17. november 2005 anket Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 13. september 2005 over, at der ved tvangsfikseringen skulle være anvendt unødig stor fysisk magt.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 13. september 2005 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved om anvendelse af unødig stor fysisk magt i forbindelse med tvangsfikseringen af den 1. juni 2005 på Ungdomspsykiatrisk Afdeling .

Begrundelse

Nævnet bemærker, at der ikke er klaget over selve tvangsfikseringen den 1. juni 2005 men alene over, at sygeplejevikar i forbindelse med tvangsfikseringens gennemførelse anvendte unødig stor fysisk magt.

I redegørelsen fra afdelingens faste personale fremgår, at sygeplejevikar , da forsøgte at rive sig fri og såvel sparkede efter som forsøgte at bide personalet, vred patientens højre arm hårdt om på ryggen uden at respondere på den ansvarshavende sygeplejerskes anmodning om at holde armen ’som hun gjorde’ og først efterfølgende løsnede grebet. Da igen blev opkørt, og det vurderedes uforsvarligt ikke at foretage bæltefiksering, vred sygeplejevikar igen armen om på ryggen af , da hun skulle følges til afdelingens fikseringsrum, og igen ignorerede hun ifølge afdelingens redegørelse ansvarshavende sygeplejerskes anmodning om at fastholde patienten ’ordentligt’.

Sygeplejevikar har i sin udtalelse til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyst, at det greb, hun i forbindelse med fastholden af forsøgte at bruge var det såkaldte ’brudegreb’, men at på grund af sin aggressive udadreagerende adfærd formåede at løsne grebet, så hun kunne fægte med sin venstre arm, således at sygeplejevikar s mulighed for fortsat at fastholde hende var at gribe, hvor hun hurtigst kunne få tage i hende, hvilket var underarmen, som hun herefter holdt bagom lænden. Sygeplejevikar har endvidere anført, at en ændring af fastholdelsesgrebet på vej mod fikseringsrummet ville have været forbundet med stor risiko for både patienten og personalet. At sygeplejevikar ikke straks løsnede sit greb om patienten på fikseringsstuen, har hun begrundet med, at det for hende var uvist, hvorvidt patienten havde indgået en aftale med sygeplejersken om at forholde sig i ro, og at hun fandt det sikkerhedsmæssigt nødvendigt at få sanktioneret denne aftale af sygeplejersken.

Nævnet kan oplyse, at ’brudegrebet’ er et greb, hvor man med højre hånd tager om patientens højre håndled og bøjer det op mod skulderen, hvorefter man med venstre arm tager under patientens højre arm og med venstre hånd bøjer patientens højre hånd ned mod venstre underarm. Hermed kan man forholdsvis skånsomt fastholde patienten. Brudegreb skønnes at være det mest anvendte greb, når man skal fastholde og gå med patienter, som yder voldsom modstand i opkørte situationer, mens politigrebet, der er voldsommere (underarmen om på ryggen) anvendes sjældnere.

Nævnet kan videre oplyse, at ’brudegrebet’ således er et fastholdelsesgreb, der anvendes på mange, men ikke alle psykiatriske afdelinger, og som det kræver en del øvelse at bruge. Lykkes det ikke umiddelbart at etablere dette greb, må man anvende det greb, det er muligt at komme til med under hensyntagen til, hvad der i situationen er mest skånsomt for patienten. I en opkørt situation kan det imidlertid være vanskeligt at ændre et én gang påbegyndt fastholdelsesgreb.

Nævnet kan desuden oplyse, at i situationer, hvor der er tale om fysisk magtanvendelse i form af fastholden eller bæltefiksering, er det af sikkerhedsmæssige grunde vigtigt at alle implicerede personalemedlemmer, når magtanvendelsen skal bringes til ophør, har forstået hvilken aftale, der eventuelt er indgået med patienten og føler sig trygge ved at fastholden bringes til ophør.

Nævnet finder på denne baggrund, at det ikke kan fastslås, at sygeplejevikar i forbindelse med tvangsfikseringen har anvendt fysisk magt i et omfang, der var mere omfattende, end hvad der var nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål, nemlig at undgå at udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

På denne baggrund ændrer Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsamtet den 13. september 2005.