Klage over at praktiserende læge ikke iværksatte korrekt behandling af sår på storetå

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere læge <****> for hans journalføring af behandlingen af <****> i perioden fra den 18. april til den 19. juni 2006 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge <****> for hans behandling af <****> i perioden fra den 18. april til den 19. juni 2006 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

havde haft insulinkrævende sukkersyge siden 1970.

Den 13. april 2006 henvendte sig til lægevagten på grund af betændelse og sårdannelse i venstre storetå. Lægevagten fandt storetåen rød og hævet og satte i behandling med bredspektret antibiotika. Der blev aftalt kontrol hos lægevagten efter nogle dage på grund af helligdage.

Den 15. april 2006 var til kontrol hos lægevagten. følte, at det spændte lidt mindre i tåen efter start af behandling, men tåen var fortsat rød. Lægevagten øgede behandling med Dicillin i tablet form til fire tabletter dagligt og supplerede med almindelig penicillin.

Den 18. april 2006 var til kontrol hos sin praktiserende læge , han fandt såret tørt og omgivelserne lidt hævede med tegn på dårligt blodomløb til området, men han fandt puls i pulsåren på fodryggen. Læge planlagde antibiotisk behandling i yderligere fire dage samt sårpleje samme dag ved kliniksygeplejerske.

Fra den 21. april til og med den 19. juni 2006 blev s sår på storetåen skiftet af kliniksygeplejerske i alt 15 gange.

Den 1. maj 2006 henviste læge til karkirurgisk afdeling, Sygehus X, med henblik på vurdering af blodomløbet i benene.

Denne undersøgelse blev foretaget den 26. maj 2006, hvor blev undersøgt af en overlæge, som fandt, at der kom tilstrækkeligt blod ud i forfødderne. Overlægen genoptog behandlingen med bredspektret antibiotika og gav recept til én måned.

Ifølge klagen stoppede læge senere denne behandling. Der er intet noteret om dette i lægens journal.

Den 6. juni 2006 havde tiltagende rødme af venstre storetå og forfod. Læge ordinerede behandling med bredspektret antibiotika. Såret blev fortsat skiftet af kliniksygeplejerske.

Den 24. juni 2006 blev indlagt af vagtlæge på medicinsk afdeling, Sygehus Y, på grund af feber og betændelse i venstre storetå. Under indlæggelsen fik påvist betændelse i yderstykket af venstre storetås knogle, som senere blev amputeret.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At lægen ikke iværksatte korrekt behandling i forbindelse med sår på venstre storetå.

Det er herved anført, at er diabetiker, og at lægen ikke var opmærksom på udviklingen af såret. Det er videre oplyst, at der var betændelse i knoglen, samt at halvdelen af storetåen efterfølgende måtte amputeres.

Nævnets afgørelse af klagen

Læge har overtrådt lægelovens § 6 ved sin journalføring af behandlingen af i perioden fra den 18. april til den 19. juni 2006 i sin klinik.

Læge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 18. april til den 19. juni 2006 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at var til kontrol af såret på sin venstre storetå hos sin praktiserende læge første gang den 18. april 2006. Læge fandt et tørt diabetisk fodsår på venstre storetå og omgivelserne lidt hævede med tegn på dårligt blodomløb til området (cyanose), men han fandt puls i pulsåren på fodryggen. Læge planlagde antibiotisk behandling i form af penicillin (Dicillin) i yderligere fire dage, samt sårpleje samme dag ved kliniksygeplejerske og en kontrol efter tre dage.

Ifølge journalen blev s sår på storetåen skiftet af kliniksygeplejersker i alt 15 gange i perioden fra den 21. april til og med den 19. juni 2006, i starten med 3-4 dages mellemrum, senere med 5-6 dages mellemrum. Såret blev ved denne behandling langsomt mindre.

Nævnet kan oplyse, at fodsår hos diabetes patienter skal behandles med stor omhu, og af sundhedspersoner som har erfaring med behandling af sådanne forandringer. Der kan meget hurtigt ske forværring, og derfor skal selv ganske små forandringer følges tæt.

Det er nævnets vurdering, at det var relevant, at læge foranstaltede, at der jævnligt var kontrol af s sår.

Den 1. maj 2006 henviste praktiserende læge ifølge journalen til undersøgelse på karkirurgisk afdeling, Sygehus X med henblik på vurdering af blodomløbet i benene.

Det er nævnets vurdering, at det var relevant, at læge henviste til karkirurgisk afdeling, Sygehus X for at få blodomløbet i benene vurderet.

Det fremgår af journalen af den 26. maj 2006, at blev undersøgt i karkirurgisk ambulatorium på Sygehus X. Hun blev undersøgt af en overlæge, som fandt, at der kom tilstrækkeligt blod ud i forfødderne. Overlægen fandt rødme, fortykkelse og et ganske dybt udstanset sår på 7 x 5 mm. på spidsen af venstre storetå. Overlægen genoptog behandlingen med bredspektret antibiotika (Tablet Dicillin 1 gram tre gange dagligt) og gav recept til én måned. blev afsluttet til forsat kontrol og behandling hos egen læge.

blev ifølge journalen efterfølgende fulgt hos sygeplejerskerne i læge s praksis, hvor hun fik skiftet forbinding den 29. maj og den 2. juni 2006. Ifølge journalen så læge først igen den 6. juni 2006.

Det fremgår dog af læge s udtalelse til sagen af den 9. februar 2007, at han ofte tilser sine patienter, når bandagen er fjernet, og mens de behandles af sygeplejersken, men at han ikke husker de enkelte sårskift af s tå.

Den 6. juni 2006 havde ifølge journalen tiltagende rødme af højre storetå og forfod. Læge ordinerede behandling med bredspektret antibiotika (1 tablet Dicillin 500 mg, tre gange dagligt i foreløbig 10 dage). Såret blev fortsat skiftet af kliniksygeplejerske.

Ifølge klagen fra s datter af den 4. juli 2006 havde læge tidligere indstillet den penicillinbehandling, som var startet på karkirurgisk ambulatorium på Sygehus X.

Det fremgår imidlertid af læge s udtalelse til sagen af den 9. februar 2007, at der ifølge hans notater ikke blev ændret i s ordinationer i perioden fra den 26. maj til den 6. juni 2006. Han oplyser videre, at det kun er ham i , der kan træffe beslutning om at indstille en behandling med antibiotika, og at en seponering af antibiotika derfor ikke kan være foretaget uden hans viden.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra s datter og læge om, hvorvidt læge skulle have sagt til , at det ikke var nødvendigt, at hun tog den penicillin, som hun havde fået ordineret på Sygehus X.

Det er dog nævnets vurdering, at det må antages, at ikke var i behandling med Dicillin, da læge den 6. juni 2006 ordinerede dette præparat.

Da der ikke foreligger yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden, er til ikke muligt for nævnet at fastslå, hvornår eller på hvilken baggrund er stoppet med at tage Dicillin.

Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da Patientklagenævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at læge havde seponeret den Dicillin, som fik ordineret på Sygehus X.

Det fremgår af journalen, at var til nye kontroller hos sygeplejerskerne i læge s klinik den 8., den 13., og den 19. juni 2006, hvor forbindingen på såret blev skiftet.

Nævnet kan oplyse, at det er i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at læger inddrager kompetent sygeplejepersonale i håndteringen af blandt andet sår, men det påhviler lægen at dokumentere, at undersøgelse og behandling skete efter gældende faglige retningslinier.

På denne baggrund er det nævnets vurdering, at læge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 18. april til den 19. juni 2006 i sin klinik.

Det er dog videre nævnets opfattelse, at en praktiserende læges pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed omfatter en pligt til at føre ordnede optegnelser i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 846 af 13. oktober 2003.

Det er nævnets vurdering, at det burde fremgå af journalen, hvilke behandlinger af s tå læge var inddraget i, og at hans vurdering af såret blev journalført for hver behandling. Det er yderligere nævnets opfattelse, at læge burde have en mere overordnet behandlingsplan og vejledning til sygeplejerskerne om, hvordan såret skulle behandles, og hvornår han næste gang senest skulle bedømme forholdene.

Det er nævnets vurdering, at en sådan dokumentation ikke foreligger i tilstrækkeligt omfang.

På denne baggrund finder Patientklagenævnet, at læge har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af i perioden fra den 18. april til den 19. juni 2006.