Klage over vagtlæges og ørelæges manglende diagnosticering af meningitis

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge A for hans behandling af <****> den 16. september 2005 ved hjemmebesøg, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i øre-næse-hals-sygdomme B for hendes behandling af <****> den 16. september 2005 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere ambulancebehandler D for hans behandling af <****> den 16. september 2005 ved besøg i hjemmet.

Hændelsesforløb

, der var 1 år, var den 13. september 2005 sat i behandling med penicillin på grund af mellemørebetændelse på Sygehus Xs børnemodtagelse. Den 15. september 2005 kontaktede s moder egen læge, da hans tilstand var forværret. Egen læge henviste til speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme B, hvor fik en tid den 16. september 2005.

Da s tilstand angiveligt forværredes yderligere, tilkaldte hans moder en vagtlæge den 16. september 2005 kl. 1.29. Moderen oplyste, at han havde været syg i 5 dage og var i behandling for øreinfektion iværksat på sygehus 2 dage tidligere, og at han igen havde fået feber.

Vagtlæge A aflagde besøg den 16. september kl. 2.47, hvor han fandt alment upåvirket og uden infektionstegn. På baggrund af moderens oplysning om opkastninger, tynd mave samt temperaturstigning fandt vagtlæge A, at der tale om en virusinfektion og gav råd om ro og væskeindtag.

Den 16. september 2005 kl. 9.30 blev set i konsultationen hos speciallæge i øre, næse og halssygdomme B. s mor oplyste, at hans temperatur var 39o, samt at hun var ængstelig for, at han skulle have meningitis. Speciallægen konkluderede på baggrund af sin undersøgelse, at ikke havde øre-, næse- eller halsinfektion eller symptomer på meningitis. Moderen blev instrueret om, at han skulle have rigelig væske, at penicillinbehandlingen, som var iværksat tidligere, skulle fortsættes samt at egen læge eller lægevagten skulle kontaktes, hvis hans tilstand ændredes.

Senere den 16. september 2005, omkring kl. 16.00, fandt s mor, at hans tilstand var forværret, hvorfor hun ringede efter en ambulance via 112. Ambulancen ankom kl. 16.27, og ambulancebehandler D blev oplyst om s sygehistorie og moderens ængstelighed for, at han skulle have meningitis.

Ambulancebehandler D undersøgte for nakkestivhed, lysfølsomhed, bevidsthedsniveau, udslæt (petekkier), feber og spurgte til opkastninger. s moder ønskede, at der blev taget rygmarvsprøve til undersøgelse af, om han havde meningitis. Ambulancebehandler D oplyste, at de ikke kunne tage prøver på eller køre ham andre steder hen end til Sygehus Xs skadestue. Da moderens ikke ønskede dette, blev det aftalt, at hun skulle kontakte lægevagten.

Den 17. september 2005 kontaktede s mor lægevagten, idet hans tilstand var forværret. Da vagtlægen ankom kl. 10.58, var bleg og slap og var tillige nakke/rygstiv og havde petekkier. Vagtlægen rekvirerede ambulance og lægeambulance, og blev kørt til Sygehus Ys pædiatriske afdeling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At vagtlægen ikke foretog eller iværksatte relevante undersøgelser og behandling.

2. At øre-, næse- og halslægen ikke foretog eller iværksatte relevante undersøgelser og behandling.

3. At ambulancebehandlerne begik fejl, idet de vurderede, at ikke skulle medtages på hospital.

Moderen har oplyst, at det efterfølgende blev konstateret, at havde meningitis.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Vagtlæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 16. september 2005.

Begrundelse

Læge A anførte i journalen den 16. september 2005 kl. 2.47, at var i behandling for mellemørebetændelse med præparatet Imacillin og videre, at han igen havde fået feber og kastede op. Lægen fandt ifølge journalen ved sin objektive undersøgelse af , at hans almene tilstand var upåvirket. Ved lungestetoskopi kunne der ikke høres noget abnormt, ved undersøgelsen af ørerne blev trommehinderne fundet normale og blege, halsen var naturlig og maven var blød. Der blev observeret for nakke rygstivhed, hvilket der ifølge journalen ikke var tegn på.

Ifølge udtalelse til sagen fra læge A var han ved undersøgelsen bekendt med, at havde været syg i 5 dage og var sat i behandling 2 dage tidligere på grund af øreinfektion. Han fandt ved sin objektive undersøgelse alment upåvirket og uden tegn til alvorlig infektion. Der var ingen resterende tegn til mellemørebetændelse, og der var ingen tegn til meningitis. Han konkluderede derfor, at der var opstået en virusinfektion

Nævnet kan oplyse, at den almene undersøgelse ved febrile børn omfatter undersøgelser af ører, hals og lunger samt maven. Derudover vurderes, om der er hududslæt, samt om der er tegn på nakke rygstivhed. Endelig vurderes den almene tilstand.

Nævnet kan videre oplyse, at meningitis i sjældne tilfælde kan opstå som komplikation til mellemørebetændelse. Diagnosen meningitis stilles på symptomerne høj feber, tegn på nakke-rygstivhed, eventuelt hududslæt i form af småblødninger (petecchier) eller alene på svært påvirket almentilstand.

Det er samlet nævnets vurdering, at læge A foretog en relevant undersøgelse og på baggrund heraf relevant konkluderede, at der kunne være tale om en tilstødt virusinfektion

Nævnet finder således, at læge A ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Speciallæge B har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 16. september 2005.

Begrundelse

var forud for undersøgelsen hos speciallægen den 13. september 2005 på Sygehus Xs børnemodtagelse sat i behandling med penicillin på grund af mellemørebetændelse. Han havde videre via en undersøgelse hos egen læge fået en tid hos speciallæge i øre-næse-hals-sygdomme, og inden da var han undersøgt af vagtlæge, der fandt hans tilstand alment upåvirket og uden infektionstegn og mente, at der var tale om virusinfektion.

Den 16. september 2005 kl. 9.30 blev undersøgt i konsultationen hos speciallæge B. Hun blev oplyst om hans sygdomsforløb, og at hans temperatur var 39 grader. Moderen oplyste endvidere, at hun var ængstelig for, at sønnen skulle have meningitis.

Af det fremsendte journalmateriale fra speciallæge B fremgår anamnestiske oplysninger, der beskriver, hvorledes situationen havde været, indtil den aktuelle undersøgelse.

Videre ifølge journalen fandt speciallæge B ved sin undersøgelse, at var forkølet og febril, men i god almentilstand med pæne farver. Der var normal og fri respiration, ingen misfarvning af læber (læbecyanose) og ingen dyspnø. Begge trommehinder blev undersøgt (otomikroskoperet), og der blev ikke fundet tegn på akut betændelse. Endvidere blev hans tunge, mundhule og svælg undersøgt, og der blev fundet normale forhold omkring strubelåget. Hele kroppen blev undersøgt, og der blev ikke på huden svarende til brystet, maven, arme eller ben fundet tegn på udslæt tydende på petekkier og dermed på akut meningitis. Der blev ej heller ifølge journalen fundet nakke rygstivhed. Jónsson blev fundet velhydreret og i god almentilstand.

Speciallæge B konkluderede ifølge journalen på den baggrund, at der ikke var tegn på akut meningitis. Hun tilrådede videre ifølge journalen rigeligt tilskud af væske og tilrådede kontakt til egen læge eller lægevagt, såfremt tilstanden ændredes. Endelig tilrådede hun fortsat antibiotisk behandling, som påbegyndt af børnelægerne.

Det er samlet nævnets vurdering, at speciallæge B har foretaget en relevant undersøgelse og har reageret relevant på det derved fremkomne.

Nævnet finder således, at speciallæge B ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

Ambulancebehandler D har handlet fagligt korrekt ved sin behandling af den 16. september 2004.

Begrundelse

Ifølge journalen har ambulancebehandler D lyttet til moderens oplysninger og hendes bekymringer om, at der måske kunne være tale om meningitis.

Videre ifølge journalen foretog ambulancebehandler D undersøgelse af med de muligheder, han havde til rådighed præhospitalt, idet han undersøgte for nakkestivhed, lysfølsomhed, bevisthedsniveau og petekkier. Han gjorde derved ingen unormale fund, og han vurderede til højeste score GCS.

Ambulancebehandler D oplyste videre, at de kun havde mulighed for at bringe på Sygehus Xs skadestue.

Nævnet kan oplyse, at dette er i overensstemmelse med det aftalte, idet akutte ture skal bringes til nærmeste hospital.

Videre ifølge journalen blev der informeret om, at rette henvendelse til lægevagten på ny.

Ifølge klager blev det ikke tilbudt at køre til hospital, ligesom der ikke blev vejledt om at rette henvendelse til lægevagten på ny.

Der foreligger således modstridende oplysninger fra klager og ambulancebehandler D herom. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Nævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at der ikke blev givet tilbud om at køre til hospital og at der ikke blev vejledt om at rette henvendelse til lægevagten på ny.

Det er nævnets vurdering, at ambulancebehandler D foretog en efter forholdende relevant undersøgelse og foreslog relevant reaktion på det derved fremkomne.

Samlet finder nævnet, at ambulancebehandler D ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af .