Klage over for tidlig indstilling til operation af spædbarn med mellemørebetændelse

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme for hans behandling af den 22. maj 2007 i sin klinik, jf. autorisationsloven § 17.

Sagsnummer:

0868314

Offentliggørelsesdato:

20. august 2008

Speciale:

Øre-næse-halssygdomme (oto-rhino- laryngologi)

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme <****> for hans behandling af <****> den 22. maj 2007 i sin klinik, jf. autorisationsloven § 17.

Hændelsesforløb
Den 22. maj 2007 blev undersøgt af speciallæge i øre-, næse og halssygdomme , fordi hun havde svært ved at trække vejret gennem næsen. Speciallægen fandt, at der var tegn på væske i mellemørerne, og ved at føle gennem munden fik han indtryk af større polypper. Han anbefalede derfor, at polypperne blev fjernet, og at fik punkteret trommehinderne på begge sider med henblik på udtømmelse af væsken.

Den 30. maj 2007 fik punkteret trommehinderne i fuld narkose af en anden speciallæge, som ikke fandt væske i mellemøret. Ved kikkertundersøgelse (fiberlaryngoskopi) fandt speciallægen ikke polypper af en sådan størrelse, at det var nødvendigt at fjerne dem.

Klagen
Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling hos speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme den 22. maj 2007.

Det er herved anført, at speciallæge efter sin undersøgelse af konstaterede, at hun havde væske i begge mellemører og derfor havde nedsat hørelse, samt at hun havde forstørrede polypper. Det er videre anført, at på baggrund af denne diagnose blev indstillet til en operation, som blev udført den 30. maj 2007. Under operationen blev det konstateret, at ikke havde væske i ørerne eller havde forstørrede polypper. Endelig er det anført, at det efter s forældres opfattelse er uforsvarligt at indstille et barn på 1 år og 4 måneder til operation i fuld narkose.

Nævnets afgørelse af klagepunkt
Speciallæge har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 22. maj 2007 i sin klinik.

Begrundelse
Ifølge journalen den 22. maj 2007 blev undersøgt af speciallæge på baggrund af, at hun havde svært ved at trække vejret gennem næsen. Begge trommehinder var matte og træge samt i niveau, og der blev undersøgt i næse og svælg for polypper (AV palpation). Speciallæge ordinerede, at man skulle fjerne polypper (adenotomi) samt skære hul i højre og venstre øres trommehinde (paracentesis dexter et sinister) ved operation i fuld narkose.

Det fremgår af journalen den 30. maj 2007, at blev opereret i fuld narkose. Hendes trommehinder blev gennemskåret af en speciallæge. Efter at have gennemskåret trommehinderne fandt speciallægen begge mellemører tomme, og da han efterfølgende foretog kikkertundersøgelse (fiberskopi) i svælget konstaterede han, at der ikke var nogen betydende polypper (adenoide vegetationer), der skulle fjernes.

Det fremgår endvidere af journalen den 11. juni 2007, at ved kontrolundersøgelse havde det godt og var upåvirket. Ved undersøgelse af øret (otoskopi) var trommehinderne pæne, og en trykmåling (tympanometri) viste normalt tryk på begge ører.

Det fremgår ikke af journalnotatet, hvorledes speciallæge var kommet frem til, at der var tegn på væske i øret. Det fremgår heller ikke, om der blev foretaget undersøgelse af øret ved hjælp af mikroskop (otomikroskopi), om trommehindens bevægelighed var nedsat, eller om der var foretaget trykmåling af mellemøret (tympanometri), hvilket er en standardundersøgelse til vurdering af undertryk og væske i mellemøret. Det fremgår endvidere ikke af journalnotatet, om speciallægen spurgte forældrene, om der havde været tegn på hørenedsættelse, eller om der havde været mellemørebetændelse.

Patientklagenævnet kan oplyse, at man, til vurdering af om der er undertryk og eventuelt væske i øret, anvender trykmåling af mellemøret (tympanometri). Denne standardundersøgelse kan foretages også på helt små børn, uden væsentlige problemer.

Nævnet kan ligeledes oplyse, at der på baggrund af en alment accepteret fremgangsmåde blandt danske speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme er indikation for at foretage paracentese på mistanke om væske i ørerne, når følgende procedurer har været anvendt: Efter at man første gang har haft mistanke om væske i ørerne ved hjælp af otomikroskopi og tympanometri, foretages en kontrolundersøgelse en måned senere. Her foretages på ny tympanometri. Er der fortsat tegn på væske, foretages der en ny tympanometri en måned senere. Hvis der er tre på hinanden følgende målinger med væske i ørerne, er der indikation for at lægge et snit i trommehinden (paracentese) med indlæggelse af dræn (tubulation) af ørerne samt eventuelt fjernelse af polypper (adenotomi).

Nævnet kan endvidere oplyse, at væske i mellemørerne (sekretorisk otitis media) er en meget almindelig sygdom blandt børn, idet næsten alle børn i en periode vil have tidspunkter med undertryk/væske i ørerne. Man bør derfor være tilbageholdende med at anbefale en operativ procedure, når det er første gang, man ser barnet. Vurdering af, om der er væske i mellemøret (sekretorisk otitis media) bør hvile på både en undersøgelse af øret ved hjælp af mikroskop (otomikroskopisk undersøgelse) og en undersøgelse hvor trykket i mellemøret måles (tympanometrisk undersøgelse).

Det er nævnets opfattelse, at speciallæge s anbefaling af operativt indgreb i fuld bedøvelse af et barn i alderen 1 år og 4 måneder fraviger normale behandlingsprocedurer.

Nævnet finder på den baggrund, at speciallæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 22. maj 2007 i sin klinik.