Indberetning om undladelse af genoplivningsforsøg, idet der forelå en ikke retsgyldig tilkendegivelse

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere sygehjælper A for hendes behandling af <****> den 27. februar 2000 på <****>.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere sygehjælper B for hendes behandling af <****> den 27. februar 2000 på <****>.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere sygeplejerske C for hendes behandling af <****> den 27. februar 2000 på <****>, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Hændelsesforløb

var 52 år og havde som ung været udsat for to trafikulykker, som havde medført, at han var halvsidigt lammet og havde tendens til vredesudbrud. Han havde siden 1987 boet på .

I efteråret 1999 var gentagne gange faldet, og hans almene tilstand var blevet dårligere.

Den 4. oktober 1999 modtog personalet et brev fra s pårørende om, at de ikke ønskede, at han skulle holdes kunstigt i live ved alvorlig sygdom, blodprop, hjerneblødning eller lignende.

faldt den 27. februar 2000 sammen over middagsbordet. Sygehjælper A og sygehjælper B tilkaldte den vagthavende sygeplejerske C, der fandt livløs, med pupiller uden reaktion og uden følbar puls. De kørte ham herefter ned i sin egen bolig og tilkaldte vagtlægen, der konstaterede, at han var død.

Indberetningen

Sundhedsstyrelsen har indberettet sygehjælper A, sygehjælper B og sygeplejerske Cs behandling af den 27. februar 2000 på .

Nævnets afgørelse af indberetningen

Sygehjælper A har ikke handlet fagligt korrekt ved sin behandling af den 27. februar 2000 på .

Sygehjælper B har ikke handlet fagligt korrekt ved sin behandling af den 27. februar 2000 på .

Sygeplejerske C har overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1 ved sin behandling af den 27. februar 2000 på .

Begrundelse

Det fremgår af sygeplejejournalen den 27. februar 2000, at spiste aftensmad i spisestuen og havde spist det meste af sin mad, da han omkring kl. 17.55 pludselig faldt om henover bordet. Videre fremgår det, at lægevagten blev tilkaldt, og at han tilså .

Det fremgår af lægenotat den 27. februar 2000, at vagtlægen konstaterede, at døden var indtrådt kl. 19.40. Videre fremgår det, at der ikke var nogle påfaldende ydre tegn på dødsårsag.

Det fremgår af brev fra s pårørende, at de ikke ønskede, at han skulle holdes kunstigt i live i tilfælde af alvorlig sygdom, blodprop, hjerneblødning eller lignende.

Det fremgår af sygehjælper A og sygehjælper Bs udtalelse til sagen, at de undersøgte, om havde fået noget galt i halsen, da han faldt om den 27. februar 2000. Da dette ikke var tilfældet kontaktede de den vagthavende sygeplejerske C. Videre fremgår det, at de hjalp med at køre ned i sin bolig samt afventede, at vagtlægen skulle komme.

Det fremgår af sygeplejerske Cs udtalelse til sagen, at hun konstaterede, at havde frie luftveje, stive pupiller og ingen følbar puls. Videre fremgår det, at han blev kørt ned i sin bolig, hvorefter sygeplejerske C kontaktede vagtlægen.

Nævnet kan oplyse, at det i forbindelse med enhver aktuel behandling af en patient er udgangspunktet, at patienten selv har ret til at bestemme, om vedkommende ønsker en tilbudt behandling. Hertil kan nævnet oplyse, at ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.

Videre kan nævnet oplyse, at en patient i forhold til fremtidig behandling som udgangspunkt ikke har mulighed for på forhånd at træffe beslutninger, som forpligter den eventuelt senere involverede sundhedsperson, og som vedrører en fremtidig ikke aktuel behandlingssituation. Et samtykke til behandling eller afståelse heraf skal således gives aktuelt.

Nævnet kan endvidere oplyse, at der efter den da gældende lægelov (nu sundhedsloven) dog var mulighed for, at en patient kunne oprette et livstestamente, som gav patienten muligheden for at bevare sin selvbestemmelsesret i situationer, hvor vedkommende ikke længere ville være i stand til at tage stilling til behandling. I livstestamentet kunne den myndige patient således tage stilling til, i hvilke af to angivne situationer vedkommende ikke ønskede livsforlængende behandling, og hvor patienten ville være i en sådan tilstand, at det ikke længere ville være muligt for vedkommende at udtrykke dette.

Nævnet kan hertil oplyse, at et livstestamente kun er gyldigt, hvis det opfylder nogle bestemte formkrav. Videre kan nævnet oplyse, at et livstestamente kun kan oprettes skriftligt, og at det skal ske ved afkrydsning på en særlig livstestamenteformular udfærdiget af Sundhedsstyrelsen. Videre fremgår det, at livstestamentet skal underskrives og dateres af den patienten, som det vedrører.

Derudover kan nævnet oplyse, at et livstestamente kan indeholde bestemmelser om, at personen ikke ønskes livsforlængende behandling i en situation, hvor vedkommende er uafvendeligt døende.

Det er nævnets opfattelse, at såfremt patienten har givet udtryk for dette i livstestamentet, er sundhedspersonen bundet af patientens tilkendegivelse, og må således ikke påbegynde livsforlængende behandling i denne situation.

Videre kan nævnet oplyse, at et livstestamente kan indeholde bestemmelser om, at personen ikke ønsker livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført så svær invaliditet, at vedkommende varigt vil være ude af stand til at tage vare på sig selv fysisk og mentalt.

Det er nævnets opfattelse, at såfremt patienten har givet udtryk for dette i livstestamentet, er sundhedspersonen ikke bundet heraf, men patientens tilkendegivelse anses som vejledende for sundhedspersonen og skal indgå i dennes overvejelser om behandling.

Nævnet kan oplyse, at en patient i relation til livstestamenter anses for at være uafvendeligt døende, når vedkommende med stor sandsynlighed forventes at afgå ved døden indenfor dage til uger på trods af, at personen bliver behandlet efter den tilgængelige viden om grundsygdommen og dens eventuelle følgetilstande.

Videre kan nævnet oplyse, at der ved livsforlængende behandling forstås behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke forelå et aktuelt samtykke til ikke at foretage behandling den 27. februar 2000.

Videre er det nævnets opfattelse, at s eventuelle ønske om ikke at blive genoplivet, ikke var udtrykt i et egentligt livstestamente.

Nævnet kan oplyse, at ligsyn alene kan foretages af en læge. Videre kan nævnet oplyse, at dette dog kan fraviges i tilfælde, hvor dødens indtræden er åbenbar, herunder tilfælde hvor der hos personen findes forrådnelse eller åbenlyse dødelige kvæstelser.

Det er på denne baggrund nævnets opfattelse, at sygehjælper A, sygehjælper B og sygeplejerske C burde have iværksat genoplivning af , da han faldt om den 27. februar 2000, idet det ikke var åbenbart, at han var død.

Nævnet finder herefter, at sygehjælper A og sygehjælper B ikke har handlet fagligt korrekt ved deres behandling af den 27. februar 2000 på .

Videre finder nævnet, at sygeplejerske C handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 27. februar 2000 på .