Klage over vagtlæges manglende indlæggelse af hjertepatient

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge <****> for hans behandling af <****> den 12. november 2007 i lægevagten, jf. autorisationslovens § 17.

Hændelsesforløb

henvendte sig telefonisk til vagtlægen i den 12. november 2007 kl. 16.06, idet han havde problemer med vejrtrækningen. Symptomerne havde stået på nogle dage, og egen læge havde ikke været til at træffe. Han havde desuden dårligt hjerte, og afventede ny hjerteklap.

Kl. 17.27 aflagde vagtlæge besøg hos , som oplyste at han afventede en operation med ny aortaklap, og at denne var udsat på grund af kronisk blodmangel. Vagtlæge fandt ved stetoskopi kraftig mislyd ved hjertet som udtryk for sygdommen ved aortaklappen og på lungerne konstateredes ikke vand. blev tilrådet at tage den med ro og ikke anstrenge sig unødigt. Det aftaltes at skulle henvende sig til egen læge dagen efter.

afgik ved døden senere samme dag.

Klagen

Der er klaget over følgende:


• At ikke modtog en korrekt behandling af vagtlægen den 12. november 2007.

Det er hertil anført, at vagtlægen vurderede, at s symptomer med utilpashed og besværet vejrtrækning ikke var akut behandlingskrævende. Det er endvidere oplyst, at døde senere samme dag.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Vagtlæge har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 12. november 2007 i lægevagten.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 12. november 2007, at døjede med vejrtrækningsbesvær, havde dårligt hjerte, og at han afventede ny hjerteklap, men at operationen var udsat på grund af kronisk lav blodprocent. Det fremgår videre, at symptomerne havde stået på i nogle dage, at hans egen læge var ikke til stede, og at blev svimmel når han stod op, samt at han var mave-tarm udredt flere gange.

Det fremgår af journalen, at vagtlæge ved en objektiv undersøgelse fandt lettere lav blodprocentspræget med blege mundslimhinder, et blodtryk på 105/75 og en puls på 90. Det fremgår videre, at vagtlæge fandt at tilstanden skyldtes de kendte sygdomme, og at skulle kontakte egen læge med henblik på sidste hgb målinger og eventuelt endnu en transfusion.

Det fremgår af vagtlæge s udtalelse til sagen, at han var tilkaldt på grund af åndenød og træthed, og at var alene til stede på bopælen og selv lukkede op for ham. Det fremgår af udtalelsen, at var vågen og klar og kunne redegøre for sit sygdomsforløb, at han fortalte, at han ventede på at få opereret en hjerteklap, og at operationen flere gange var aflyst, fordi han havde kronisk lav blodprocent, og at han havde været inde på sygehuset til flere undersøgelser med henblik på udredning af mave-tarm kanalen, uden at man havde fundet en årsag til hans blodmangel samt at han også havde fået blodtransfusioner. Det fremgår videre af udtalelsen, at vagtlæge bemærkede, at fik åndenød blot ved at gå ud og åbne døren for ham, men at vejrtrækningen faldt til ro, når han kom hen i sin lænestol og sidde, at han ikke havde feber, brystsmerter eller cyanose, men at han fremstod klinisk lettere anæmisk med blege mundslimhinder.

Det fremgår af vagtlæge s udtalelse, at han vurderede, at der ikke var nogen nytilkomne akutte behandlingskrævende problemer, og at det blev aftalt, at skulle kontakte egen læge næste dag, samt at han blev tilrådet at tage det med ro indtil videre ved enten at sidde eller ligge så meget som muligt og ikke anstrenge sig unødvendigt.

Patientklagenævnet kan oplyse, at symptomerne på blodmangel kan være lavt blodtryk og hurtig puls samt eventuel svimmelhed, der forværres i stående stilling og ved aktivitet. Der kan desuden være åndenød, eventuelt aktivitetsbetinget åndenød, og at det er en klinisk erfaring at disse symptomer først optræder ved meget udtalt blodmangel.

Det er nævnets opfattelse, at både i sin sygehistorie og i den objektive undersøgelse foretaget af vagtlæge havde symptomerne på svær blodmangel, idet han som beskrevet var svimmel, havde åndenød samt hurtig puls, samtidig med at havde en svær hjertelidelse.

Det er således nævnets opfattelse, at s almentilstand udfra de beskrevet symptomer var påvirket i en såden grad, at der var et akut behandlingsbehov. Det er herefter nævents opfattelse, at vagtlæge skulle have henvist til akut indlæggelse på et sygehus.

Nævnet finder herefter, at vagtlæge handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 12. november 2007 i lægevagten.