Indberetning over ikke at have foranstaltet yderligere tilsyn af psykiatrisk patient

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere distriktssygeplejerske A for hendes behandling af <****> den 5. november 2007 i dennes hjem, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere distriktssygeplejerske A for hendes journalføring af behandlingen af <****> den 5. november 2007 i dennes hjem, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge B for hendes behandling af <****> den 31. oktober og 7. november 2007 i distriktspsykiatrien, Region Nordjylland, jf. autorisationslovens § 17.

Indberetningen

Den 15. august 2007 blev indlagt på Psykiatrisk Afdeling, <*****> efter et selvmordsforsøg. Hun havde indtaget 30 stk. Imozop og et ukendt antal Propranolol. Hun havde de sidste år op til selvmordsforsøget været i behandling med Akarin 40 mg dagligt mod depression. I ugerne op til indlæggelsen havde hun haft tiltagende uoverkommelighedsfølelse, isolationstendens, dårlig appetit og nattesøvn, vægttab, træthed samt en følelse af håbløshed og skyld.

På Psykiatrisk Afdeling, <*****> fik stillet diagnosen depressiv enkeltepisode af svær grad uden psykotiske symptomer. Den antidepressive behandling blev ændret til tablet Efexor 150 mg samt tablet Remeron 15 mg dagligt. Den 28. september 2007 blev hun udskrevet og henvist til distriktspsykiatrien, Region , der skulle varetage det videre forløb. Hendes tilstand var klart forbedret.

Den 29. oktober 2007 var distriktssygeplejerske A på hjemmebesøg hos . Distriktssygeplejerske A fandt, at s psykiske tilstand var blevet forværret i forhold til hendes tilstand ved udskrivelsen.

Den 31. oktober 2007 konfererede distriktssygeplejerske A med overlæge B vedrørende s psykiske tilstand.

Den 5. november 2007 var distriktssygeplejerske A på hjemmebesøg hos . Ved besøget gav udtryk for, at hun indimellem havde selvmordstanker. Der blev udført en Becks depressions test, som viste tegn på svær depression.

Den 7. november 2007 orienterede distriktssygeplejerske A overlæge B om s tilstand og om resultatet af depressionstesten.

Den 16. november 2007 døde efter at have påkørt en lastbil på en lige vej.

Ved brev af 15. januar 2009 indberettede Sundhedsstyrelsen sagen til Patientklagenævnet.

Nævnets afgørelse af indberetningen

Distriktssygeplejerske A har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 5. november 2007 i dennes hjem.

Distriktssygeplejerske A har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin journalføring af behandlingen af den 5. november 2007 i dennes hjem.

Overlæge B har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 31. oktober og 7. november 2007 i distriktspsykiatrien, Region .

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 29. oktober 2007, at distriktssygeplejerske A besøgte , som oplyste, at hun havde fået det dårligere og havde svært ved at definere, om det var det ene eller det andet. Hun beskrev sin dagligdag som meget besværlig, og hun klarede de nødvendigste ting. Hun brød sig ikke om at forlade hjemmet og blev meget forvirret ved mødet med andre mennesker. Hun blev hurtigt meget træt og ukoncentreret, og hun kunne eksempelvis ikke overskue at udføre Becks depressionstest. Da ikke ønskede at få en ny tid, blev der i stedet lavet aftale om telefonkontakter mellem hende og distriktssygeplejerske A.

Det fremgår videre af journalen den 31. oktober 2007, at distriktssygeplejerske A orienterede overlæge B om s tilstand, herunder at hun led at træthed, svimmelhed og synsforstyrrelser. Overlæge B vurderede, at skulle indkaldes til en lægesamtale ved en 1. reservelæge med henblik på en nærmere udredning, blandt andet en CT-scanning.

Det fremgår af overlæge B partshøringssvar, at hun den 31. oktober 2007 ikke fik oplysninger om, at havde svære depressive symptomer eller selvmordstanker, hvorfor der ikke var anledning til at tro, at der var behov for en akut psykiatrisk vurdering.

Nævnet kan oplyse, at en tilsyneladende uforklaret og markant forværring af en kendt (diagnosticeret) depressiv tilstand hos en arveligt disponeret person, som kort tid forinden har gennemført et selvmordsforsøg og få uger tidligere er udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, er at betragte som i høj risiko for at begå selvmord, hvilket bør give anledning til en akut psykiatrisk vurdering og stillingtagen til behovet for indlæggelse eller andre akutte behandlingsmæssige tiltag.

Det er herefter nævnets vurdering, at overlæge B på baggrund af oplysningerne om s tilstand, burde have foranstaltet en akut psykiatrisk vurdering alene på den 31. oktober 2007 anførte symptomer.

På denne baggrund finder nævnet, at overlæge B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 31. oktober 2007.

Det fremgår af journalen, at distriktssygeplejerske A var på hjemmebesøg hos den 5. november 2007. Hun havde forsøgt at lave en humørregistrering, men var blevet forvirret og bange for, at hun gjorde det forkert. oplyste, at hun var urolig, at det kværnede i hovedet, at hun ikke kunne lægge sig, for så blev det værre, og at hun var forvirret og ambivalent. Hun sov dårligt og følte sig stresset, og hun var bange for ikke at slå til. Hun fortalte, at hun indimellem havde selvmordstanker. Distriktssygeplejerske A udførte en Becks depressionstest på . Det var svært, fordi hun var meget konkret i sin måde at opfatte spørgsmålene på. Hun scorede 30, hvilket vil sige, at hun havde en alvorlig depression. Hun kunne ingenting klare, og når distriktssygeplejerske A var gået, ville blive forvirret og ligge brak.

Videre fremgår det af journalen, at distriktssygeplejerske A vurderede, at var synligt forvirret og urolig, at hun var meget ambivalent og havde svært ved at skulle tage stilling, herunder også til de spørgsmål, der blev stillet i depressionstesten. Det blev aftalt, at distriktssygeplejerske A skulle orientere overlæge B om ovenstående, og at fik en ny tid den 6. december 2007.

Det fremgår af den ledende overlæge og oversygeplejerskes udtalelse til sagen, at proceduren i distriktspsykiatrien er, at er der mistanke om suicidalfare, skal der foranstaltes umiddelbar lægelig vurdering – evt. af psykiatrisk skadestue.

Det fremgår af distriktssygeplejerske As udtalelse til sagen, at fortalte, at hun havde selvmordstanker ind imellem, men at hun ikke havde aktuelle planer. De kiggede hinanden i øjnene og gav hinanden hånden på, at tankerne ikke skulle føre til handling. Distriktssygeplejerske A oplevede, at ikke vægrede sig eller trak sig, tværtimod. Desuden oplyste distriktssygeplejerske A om, at der altid var mulighed for at henvende sig på den psykiatriske skadestue.

Det er nævnets opfattelse, at distriktssygeplejerske A burde have foranstaltet umiddelbar lægelig vurdering af den 5. november 2007, herunder have informeret den behandlingsansvarlige overlæge umiddelbart efter hjemmebesøget.

Det er videre nævnets opfattelse, at informationen ikke kunne afvente behandlingsmøde den 7. november 2007, idet havde en score på 30 på Becks depressionstest, og idet hun gav udtryk for, at hun ind imellem havde selvmordstanker. Hertil kommer, at hun den 15. august 2007 var blevet indlagt efter selvmordsforsøg, at hendes mor havde begået selvmord, og at hun var i aktuel behandling for depression.

På denne baggrund finder nævnet, at distriktssygeplejerske A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 5. november 2007.

Det er nævnets opfattelse, at sygeplejerskers forpligtigelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed omfatter en pligt til at føre ordnede optegnelse om patientens tilstand, pleje- og observationsbehov, således at de efterfølgende sygeplejersker kan udføre en forsvarlig sygepleje.

Det fremgår således også af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9229 af 29. april 2005 om sygeplejefaglige optegnelser, at pligten til at vise omhu og samvittighedsfuldhed, forudsætter ordnede optegnelser af planlagt og udført sygepleje.

Det er nævnets opfattelse, at distriktssygeplejerske A burde have journalført, at gav udtryk for, at hun ikke havde aktuelle planer om selvmord, og at hun ikke ville lade tankerne føre til handling.

På denne baggrund finder nævnet, at distriktssygeplejerske A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af den 5. november 2007.

Af journalen den 7. november 2007 fremgår det, at distriktssygeplejerske A orienterede overlæge B om s tilstand, og om resultatet af Becks depressionstest. Overlæge B vurderede, at testen ikke kunne bruges, da havde en somatiseringstilstand (fibromyalgi) og en personlighedsforstyrrelse.

Det fremgår af overlæge B udtalelse til sagen, at hun af distriktssygeplejerske A den 7. november 2007 blev orienteret om, at indimellem havde selvmordtanker, men at ikke havde nogen konkrete planer om at begå selvmord, og at hun kunne tage afstand fra tankerne.

Det fremgår endvidere af overlæge B udtalelse, at Becks depressionstest ikke er en diagnostisk test. Den anvendes kun til at graduere en eventuel depression. Den kunne derfor ikke anvendes til en vurdering af, om var deprimeret den 5. november 2007.

Nævnet kan oplyse, at Becks Depression Inventory er en self rating scale, hvor patienten selv ved afkrydsning redegør for sværhedsgraden af en række symptomer. Den anvendes til at måle sværhedsgraden af depressive symptomer men ikke som et diagnostisk instrument i sig selv.
Resultatet af Becks depressionstest kan benyttes som én blandt flere parametre (subjektive symptomer, klinisk fremtoning, pårørendes oplevelse) for en samlet vurdering af sværhedsgraden af patientens psykiske lidelse(r).

Det er nævnets opfattelse, at uanset, om den tilgrundliggende diagnose var personlighedsforstyrrelse, depression eller somatiseringstilstand, så bør en score på 30 give anledning til indgriben og videre behandling. Det fremgår af testen, at en score på mere end 25 er tegn på en alvorlig depression.

Det er nævnets vurdering, at overlæge B på de foreliggende oplysninger burde have vurderet, at kunne være selvmordstruet og på baggrund heraf sikret, at blev akut lægeligt vurderet. var efter nævnets vurdering i høj risiko for at begå selvmord, idet hun kort forinden havde været indlagt på psykiatrisk afdeling efter et selvmordsforsøg, idet hendes mor havde begået selvmord, og idet hendes depressive symptomer var forværrede.

Det er hertil nævnets vurdering, at en såkaldt ”selvmordskontrakt” med en svært ambivalent, forvirret, rådvild og angst patient - som i den aktuelle sag - er uden værdi og derfor ikke kan lægges til grund for en vurdering af den reelle selvmordsrisiko.

På denne baggrund finder nævnet, at overlæge B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved i sin behandling af den 7. november 2007.