Klage over at ankel ikke var sat korrekt sammen og derfor skulle re-opereres

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere 1. reservelæge A for hans behandling af <****> den 18. december 2006 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere læge B for hans behandling af <****> den 18. december 2006 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb

Den 18. december 2006 blev indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, efter hun var væltet på cykel. Røntgenundersøgelse viste brud på benet, og den ortopædkirurgiske bagvagt vurderede, at der skulle foretages operation med intern fiksation med skinne og skruer.

Senere samme dag blev opereret på ortopædkirurgisk afdeling af læge B, under supervision af 1. reservelæge A. Ved operationen fikserede læge B bruddet med en skrue og metaltråd (syndesmoseskrue og cerclage x 3). Herefter blev der anlagt bandage og foretaget kontrolrøntgenundersøgelse af ankelleddet.

Læge B anbefalede herefter bandagering i 6 uger uden støtte de første 3 uger og herefter mobilisering gradvist.

Den 19. december 2007 blev det på en ortopædkirurgisk konference mellem læge B og 2 overlæger fra ortopædkirurgisk afdeling besluttet at tilbyde re-operation med henblik på at indsætte en skinne til fiksering af bruddet. Denne operation blev foretaget den 20. december 2006.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At der den 18. december 2006 skete fejl i forbindelse med operationen af s ankel.

Det er herved anført, at blev bedt om at komme til en re-operation den 20. december 2006, efter at hun den 19. december 2006 var blevet udskrevet med besked om, at alt var fint. Det er endvidere anført, at hendes ankel skulle have været sat korrekt sammen ved den første operation, så en re-operation ikke havde været nødvendig.

Nævnets afgørelse af klagen

1. reservelæge A har overtrådt lægeloven § 6 ved sin behandling af den 18. december 2006 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Læge B har overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 18. december 2006 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Begrundelse

Den 18. december 2006 fremgår det af journalen, at blev indbragt til sygehuset efter at være væltet på cyklen. Hun havde stærke smerter i højre ankel, og der sås tydelig fejlstilling af foden. Der blev taget et røntgenbillede af foden, som viste brud på lægbenet (fibula) og øget spalte mellem skinnebenet (tibia) og rullebenet (talus). Det fremgår endvidere af journalen, at der var en overrivning af de indvendige ledbånd (lig. Deltoideum). Efter konference med en bagvagt blev indlagt til en operation, hvor man ville fiksere bruddet med skinner og skruer.

Røntgenbilledet den 18. december 2006 viser delvist ledskred, hvorfor det er nævnets vurdering, at operation var nødvendig.

Det fremgår af et senere journalnotat den 18. december 2006, at læge B noterede, at der var indikation for operation med fiksering af bruddet med skinne og eventuelt en såkaldt syndesmoseskrue.

blev opereret senere den 18. december 2006, og det fremgår af operationsbeskrivelsen, at læge B under supervision af 1. reservelæge A fritlagde den nederste del af højre lægben (malleoli lateralis pedis dextri) og oprensede det. Derefter blev bruddet fikseret med en syndesmoseskrue og metaltråd (cerclage). Der blev anlagt bandage og foretaget røntgenundersøgelse af bruddet.

Det fremgår ikke af journalen, hvilken begrundelse der var, for at ændre indgrebet i forhold til det først planlagte.

Det fremgår af udtalelsen fra læge B, at 1. reservelæge A ændrede operationsmetoden i forbindelse med operationen.

Det fremgår af udtalelsen fra 1. reservelæge A, at han anbefalede anvendelse af ståltråd, fordi knoglekvaliteten var god, og der var tale om et langt spiralbrud. Han har endvidere anført, at syndesmosen blev testet, og at den virkede slap, hvorfor han anbefalede anvendelse af kramper eller skrue til løsning af dette problem. Læge B satte derefter en syndesmoseskrue i.

Det er Patientklagenævnets vurdering, at røntgenbillederne den 18. december 2006 viser en såkaldt supinationsskade af typen SU4, som sker ved udaddrejning af foden, hvilket er den hyppigste form for ankelbrud.

Patientklagenævnet kan oplyse, at der ved denne brudtype er et brud i den ydre ankelkno. Endvidere ses overrivning af et mindre ledbånd på forsiden af fodleddet mellem skinneben og den nederste ende af lægbenet. På indersiden af fodleddet er der enten brud i den indre ankelkno eller, som i denne sag, læsion af ledbåndet mellem den indre ankelkno og fodroden. På bagsiden af fodleddet ses brud i skinnebenets bagkant. Membranen i underbenet mellem skinneben og lægben, syndesmosen, er intakt ved denne type brud.

Nævnet kan videre oplyse, at klassifikation af ankelbrud efter alle metoder altid er forbundet med usikkerhed, idet der findes overgangsformer mellem typerne.

Det er nævnets vurdering, at det var forsvarligt og relevant, at 1. reservelæge A i forbindelse med operationen tilrådede anvendelse af ståltrådsfiksation (cerclager) omkring bruddet.

Det er imidlertid nævnets vurdering, at 1. reservelæge A ikke burde have anbefalet at fiksere syndesmosen med en skrue mellem de 3 ståltrådsfiksationer, idet bruddet i lægbenet derved forskubbedes og der opstod vinkling af bruddet.

Det er herved nævnets opfattelse, at 1. reservelæge A har anvendt en sammenblanding af 2 metoder til operation af det pågældende brud. Man kan således enten anvende cerclager og kramper - den såkaldte Wiber-Cedell metode eller man kan anvende skinne og skruer - den såkaldte AO metode. 1. reservelæge A burde således i stedet for skruen have anvendt 1 eller 2 kramper mellem skinneben og lægben lige ovenfor ledspalten.

Det fremgår af journalen og af udtalelsen fra læge B, at 1. reservelæge A fungerede som superviser i forbindelse med operationen af .

Det fremgår af partshøringssvar fra 1. reservelæge A, at han og læge B var ansat i samme ortopædkirurgiske uddannelsesstilling og havde en overlæge som vejleder, og at det normalt kun var denne overlæge, der kunne fungere som supervisor. Det fremgår videre, at det var læge B, der før operationen talte med patienten, og at det var en fejl, at 1. reservelæge A står anført som supervisor, idet han var operationsassistent.

Det fremgår af udtalelse fra overlæge C, at der ved planlægning af operationsprogrammet er en af afdelingens speciallæger, der afgør, om en i uddannelsesstilling kan påtage sig en bestemt operation. Det fremgår videre at der i afdelingen altid er en speciallæge, og at denne kan forespørges, hvis der skulle være tvivlsspørgsmål, og at alle er forpligtet til at forespørge ved den mindste tvivl.

Endelig fremgår det af udtalelsen fra overlægen, at B i det aktuelle tilfælde har været superviseret af 1. reservelæge A, som umiddelbart stod foran at være speciallæge.

Patientklagenævnet lægger herefter til grund, at operationen blev udført efter 1. reservelæge As anvisninger og under dennes ansvar.

Nævnet finder på baggrund af ovenstående, at 1. reservelæge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 18. december 2006.

Det fremgår af den mobiliseringsplan, som læge B lagde efter operationen, at s bandageringstid var 6 uger, hvoraf de første 3 uger var uden støtte og hvor hun efterfølgende kunne mobilisere gradvist.

Det er Patientklagenævnets opfattelse at læge B ikke valgte en relevant mobiliseringsplan i forbindelse med operationen. Idet syndesmosen ved operationen blev fikseret med en skrue burde mobiliseringsplanen i stedet have været mobilisering uden støtte i 6 uger.

Nævnet finder herefter at læge B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 18. december 2006.