Klage over at lægevagt ikke tilså patient med koldbrand i benet

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere vagtlæge A for hans behandling af <****> den 11. maj 2009 ved en telefonkonsultation, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge B for hans behandling af <****> den 12. maj 2009 ved en telefonkonsultation, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere vagtlæge C for hans behandling af <****> den 12. maj 2009 ved et hjemmebesøg, jf. autorisationslovens § 17.

Hændelsesforløb

Den 11. maj 2009 kl. 23.44 kontaktede på 48 år lægevagten, idet hun havde smerter i venstre ben, som var iskoldt og med nedsat følelse. Vagtlæge A anførte ved registreringen, at hun kunne komme i konsultationen ved den kørende vagtlæge, og de aftalte, at hun skulle ringes op ved konsultation.

Senere samme nat – den 12. maj 2009 kl. 1.27 ringede igen, og denne gang talte hun med vagtlæge B, idet hun stadigvæk ventede på opkald fra den kørende vagtlæge.

Kl. 3.37 kontaktede på ny lægevagten, og hun havde nu ventet i fire timer på at blive tilset.

Kl. 4.33 kom den kørende vagtlæge C til besøg i hjemmet hos , og det blev besluttet, at hun selv ville køre til sygehuset.

Kl. 6.45 blev indlagt på , og hun blev opereret. Der blev ikke fundet blodprop i pulsåren i s ben, men forkalkninger i karvæggen.

Tre dage senere – den 15. maj 2009 var der tegn på koldbrand i s venstre ben, og det var nødvendig med amputation af underbenet.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling af vagtlægerne, , den 11. maj 2009.

Det er hertil blandt andet anført, at på grund af mistanke om en blodprop i benet kontaktede lægevagten telefonisk og tilbød at komme til undersøgelse, men vagtlægen bad hende om at vente hjemme på en læge. Det er videre anført, at efterfølgende kontaktede lægevagten flere gange uden reaktion i form af for eksempel behandling med blodfortyndende medicin, og først mange timer senere kom der en vagtlæge, som bad hende om at henvende sig til egen læge i dennes åbningstid. Endelig er det anført, at bad om at blive indlagt, hvorpå hun selv kørte til sygehuset, som efter et par dage konstaterede, at hendes ben ikke stod til at redde.

Nævnets afgørelse af klagen

Læge A har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 11. maj 2009 ved en telefonkonsultation.

Læge B har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 12. maj 2009 ved en telefonkonsultation. Det havde dog været hensigtsmæssigt, om læge B havde sikret sig, at tidligere visitation var relevant registreret.

Læge C har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 12. maj 2009 ved et hjemmebesøg.

Begrundelse

Ved sagens oplysning fremgår det, at behandlingen af vagtlægerne blev foretaget den 11. og den 12. maj 2009, hvorfor Patientklagenævnet ved sin afgørelse tager stilling til begge datoer og ikke som nævnt i klagen alene den 11. maj 2009.

Det fremgår af journalen den 11. maj 2009 kl. 23.44, at telefonisk kontaktede lægevagten, hvor hun talte med læge A, idet hun havde ondt i det ene ben. mente, at det var iskoldt, og følelsen i huden var nedsat. Hun var faldet ugen før, men der var ikke brud, og hun slog ryggen, og hun var ryger. kunne komme til lægevagten i , og det blev aftalt, at hun skulle ringes op ved konsultation (kons).

Det fremgår af læge As udtalelse til sagen, at han ved telefonsamtalen var lidt usikker på, om der var tale om en blodprop, henset til symptomerne, s alder med mere. Men han var enig med om, at det var en sandsynlig mulighed, hvorfor hun skulle undersøges af en læge. Han valgte ikke at indlægge hende akut på et sygehus, og et såkaldt hastebesøg var efter læge As vurdering heller ikke relevant.

Det fremgår videre af læge As udtalelse til sagen, at han mener, at han klart informerede om, at lægevagten ville undersøge hende. blev bedt om, og hun tilbød selv at køre til konsultationen i . Dette skulle først ske efter en oprigning fra vagtlægen, som dog eventuelt i stedet kunne vælge at aflægge et besøg, hvis det var det mest praktiske.

Det fremgår endvidere af læge As udtalelse til sagen, at herefter indtraf desværre en menneskelig tastefejl, idet han tastede s opkald, som ”afsluttet telefonkonsultation” og ikke ”til besøg”. Herved fik besøgslægen ikke læge As notat.

Det er nævnets opfattelse, at de symptomer oplyste ved telefonkonsultationen den 11. maj 2009 kl. 23.44 kunne være tegn på alvorlig akut behandlingskrævende sygdom.

Det er således nævnets opfattelse, at det var relevant, at læge A fandt indikation for nærmere lægelig vurdering, og at han aftalte med , at en anden læge senere ville kontakte hende med henblik på en nærmere undersøgelse.

Det er videre nævnets opfattelse, at denne behandling var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet har dog noteret sig, at læge A herefter foretog en forkert registrering, idet telefonkonsultationen med den 11. maj 2009 kl. 23.44 blev registreret som afsluttet uden yderligere kontakt.

Nævnet har videre noteret sig, at der derfor ikke blev sendt besked til den læge, der skulle aftale med , hvor en nærmere lægelig undersøgelse skulle finde sted.

Det er nævnets opfattelse, at akut opstået smerter, kulde og nedsat følelse i et ben kan være tegn på blodprop i benet. En patient med sådanne symptomer bør derfor snarest undersøges nærmere.

Det er videre nævnets opfattelse, at en forkert indtastning kan have alvorlige konsekvenser, hvorfor en læge bør sikre sig en korrekt registrering.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at læge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 11. maj 2009.

Det fremgår af journalen den 12. maj 2009 kl. 1.27, at på ny telefonisk kontaktede lægevagten, hvor hun talte med læge B, som oplyste hende om, at hun skulle afvente opkald fra lægen.

Det fremgår af læge Bs udtalelse til sagen, at efter sammenlægningen af vagtlægedistrikterne 1 og 2, hvor der køres store afstande mellem besøgene, er vagtlægerne instrueret i at følge den faste regel, at patienterne skal afvente et opkald fra den kørende vagtlæge, såfremt denne logistisk mener, at det vil være hensigtsmæssigt, at patienten kører ind til konsultationen.

Det fremgår videre af læge Bs udtalelse til sagen, at han ved opkaldet fra den 12. maj 2009 kl. 1.27 på ovennævnte baggrund ikke kunne foretage sig andet end at opfordre hende til fortsat at afvente opkald fra besøgslægen.

Det er nævnets opfattelse, at læge B på baggrund af s alvorlige symptomer og ventetiden fra kl. 23.44 til kl. 1.27, hvor hun på ny kontaktede lægevagten, kunne have undersøgt om besøgslægen havde modtaget den nødvendige information

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at læge B ikke handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 12. maj 2009. Det havde dog været hensigtsmæssigt, om læge B havde sikret sig, at tidligere visitation var relevant registreret.

Det fremgår af læge Cs udtalelse til sagen, at han efter korrektion den 12. maj 2009 kl. 3.37 blev orienteret om aflæggelse af besøg hos .

Det fremgår af journalen den 12. maj 2009 kl. 4.22, at blev tilset af læge C, idet hun havde smerter i højre (hø.) fod, og der var snurrende unormale følefornemmelser fra huden (paræstesier), og foden var afkølet. Ved sin undersøgelse fandt læge C dårlig kapillærrespons (kap. respons.), der var ingen puls i hasepulsåren (a. poplitea), fodens pulsårer (dorsalis pedis) og fodoprettermusklen i foden (tib. Post.). Der var mistanke om (obs.) tillukning af en af hjertets kranspulsårer (arteriel okklusion), og der skulle ske indlæggelse på karkirurgisk afdelingen (kar. Kir.).

Nævnet kan oplyse, at kapillærrespons er et udtryk der bruges om den tid, det tager for hudfarven at vende tilbage, efter man med en finger har trykket et hudområde tomt for blod, normalt tager det 1-2 sekunder.

Det fremgår af læge Cs udtalelse til sagen, at det den 12. maj 2009 hurtig stod klar, at han på baggrund af det kliniske billede ikke kunne udelukke en blodprop i benet, og at måtte indlægges.

Det fremgår videre af læge Cs udtalelse til sagen, at det blev aftalt, at selv skulle køre til karkirurgisk afdeling, , frem for at vente på en ambulance, idet hun umuligt kunne visiteres hurtigere til specialafdelingen af læge C, end det var tilfældet ud fra de givne informationer.

Det er nævnets opfattelse, at der ikke skal påbegyndes behandling på mistanke om en blodprop, idet diagnosen bør stilles, før der iværksættes behandling.

Det er videre nævnets opfattelse, at en patient med de ovennævnte symptomer derfor bør undersøges nærmere på en karkirurgisk afdeling så hurtigt som muligt, således at der efter endelig diagnose kan iværksættes behandling.

Ifølge klagen kørte selv til , hvilket var ganske uforsvarligt af vagtlægen at lade hende gøre det.

Det er dog nævnets opfattelse, at det sandsynligvis var hurtigere, at selv kørte til karkirurgisk afdeling end indlæggelse med ambulance, og det er videre nævnets opfattelse, at tiden til iværksættelse af behandling er kritisk, og transporttiden til en karkirurgisk afdeling derfor bør minimeres.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at læge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 12. maj 2009.