Klage over manglende medicinering, skærmning, instruks om medicinhåndtering og indhentelse af informeret samtykke

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A, gerontopsykiatrisk udeteam, <****>, for hans journalføring af indhentelse af informeret samtykke fra <****> den 7. juni og den 4. august 2005 på Plejehjemmet <****>, jf. lægelovens § 13, stk. 2. Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere sygehjælper 1 for hendes behandling af <****> den 23. september samt den 14. til den 16. oktober 2005 på Plejehjemmet <****>. Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere sygehjælper 2 for hendes behandling af <****> den 6. og den 14. februar, den 27. marts og den 5. maj 2006 på Plejehjemmet <****>. Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere sygehjælper 3 for hendes behandling af <****> den 2. oktober 2005 på Plejehjemmet <****>. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A, gerontopsykiatrisk ude-team, <****>, for hans indhentelse af informeret samtykke fra <****> den 7. juni og den 4. august 2005 på Plejehjemmet <****>, jf. lov om patienters retsstilling § 6, jf. § 7. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge A, gerontopsykiatrisk udeteam, <****>, for hans behandling af <****> den 4. august 2005 på Plejehjemmet <****>, jf. lægelovens § 6. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge B, gerontopsykiatrisk udeteam, <****>, for hendes behandling af <****> den 10. oktober 2006 på Plejehjemmet <****>, jf. lægelovens § 6. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske 1, sygeplejerske 2 og social- og sundhedsassistent 1 for deres indhentelse af informeret samtykke fra <****>s pårørende den 10. oktober 2006 på plejehjemmet <****>, jf. lov om patienters retsstilling § 6, jf. § 7. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske 1 for hendes behand-ling af <****> i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 og i oktober 2006 på Plejehjemmet <****>, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske 1 for hendes udform-ning af instruks vedrørende medicinhåndtering, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske 2 for hendes behand-ling af <****> i oktober 2006 på Plejehjemmet <****>, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere plejehjemsassistent 1 og plejehjemsassistent 2 for deres behandling af <****> i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 på Plejehjemmet <****>. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere social- og sundhedsassistent 2 og social- og sundhedsassistent 1 for deres behandling af <****> i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 på Plejehjemmet <****>. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygehjælper 1 for hendes behandling af <****> i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 på Plejehjemmet <****>.

Hændelsesforløb

flyttede den 12. maj 2005 ind i bolig 17 på Plejehjemmet , idet han klarede sig tiltagende dårligt i eget hjem. Han havde tidligere fået konstateret malersyndrom og var blevet behandlet i Hukommelsesklinikken, , og henvist til på grund af adfærdssymptomer, som blev beskrevet som tvangshandlinger og tvangstanker. En overlæge på fandt, at det var vanskeligt at afgøre, om der var en egentlig start på en dementiel udvikling. havde forud for indflytningen på plejehjemmet tabt sig og vejede ved indflytningen under 50 kilo.

 

Den 7. juni 2005 blev tilset af overlæge A, gerontopsykiatrisk team, , som konstaterede, at havde ringe appetit og lav BMI, uden at han dog fremtrådte direkte depressiv. For at udelukke ubehandlet depression ordinerede overlæge A tbl. Arintapin 30 mg om aftenen.

Den 4. august 2005 ordinerede overlæge A præparatet Delepsine til som behandling af hans stigende aggressive adfærd. 

Den 18. august 2005 anmodede s pårørende om, at behandlingen med Delepsine ophørte, hvilket den samme dag blev efterkommet. s datter ønskede fremover at blive orienteret om ændringer i medicinen.

 

I juni 2006 klagede de pårørende over, at ikke havde fået sin medicin, idet der var blevet fundet flere uåbnede medicindoseringsposer i hans badeværelsesskab.

Den 20. september 2006 noterede reservelæge B, gerontopsykiatrisk udeteam, , i journalen, at hun vurderede, at det kunne være relevant at behandle med lav dosis antipsykotika på grund af hans uændrede aggressive og grænseoverskridende adfærd.

Den 10. oktober 2006 havde reservelæge B en samtale med personalet samt en demenskoordinator. For at dæmpe s forvirring og uro samt tidvise aggressive adfærd anbefalede reservelægen behandling med antipsykotisk medicin, Risperdal, med begyndelsesdosis 0,25 mg x 1, stigende over 1 uge til 1 mg dgl. Familien skulle forud for behandlingens start informeres og give samtykke.

Den 13. oktober 2006 blev det meddelt fra plejehjemmet, at s familie havde accepteret behandlingen, som blev iværksat.

Den 16. oktober 2006 standsede reservelæge B behandlingen med Risperdal, idet familien havde følt sig presset til at give samtykke til behandlingen.

I samme periode traf afdelingsleder, sygeplejerske 2, og plejehjemmets leder, sygeplejerske 1, beslutning om, at der altid skulle være personale til stede, når var på fællesarealerne, eller når han deltog i socialt samvær med de øvrige beboere. Hvis det ikke kunne lade sig gøre, skulle følges tilbage til sin stue.  

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At overlæge A fra , den 7. juni 2005 påbegyndte behandling med præparatet Arintapin uden forinden at indhente informeret samtykke til behandlingen fra eller hans pårørende.

2. At personalet på plejehjemmet i slutningen af juni 2005 ikke sikrede, at fik tilstrækkelig med føde.

Det er i den forbindelse anført, at kun vejede 47 kg, og at plejehjemmet har en politik om, at man ikke serverer føde for blandt andet demente i s situation.

3. At overlæge A fra , den 8. august 2005 påbegyndte behandling med præparatet Delepsine uden forinden at indhente informeret samtykke til behandlingen fra eller hans pårørende, samt at forsigtighedsreglerne inden behandlingen med Delepsine ikke blev iagttaget.

4. At personalet på plejehjemmet den 10. oktober 2006 indhentede samtykke fra de pårørende til behandling med præparatet Risperdal på et forkert og utilstrækkeligt grundlag, og at den ordinerende læge foretog medicinering med et ikke godkendt præparat.

Det er i den forbindelse anført, at præparatet formentlig blev ordineret af en læge fra psykiatrisk afdeling på .

5. At personalet på plejehjemmet i oktober 2006 besluttede skærmning / isolering af , uden at dette var nødvendigt.

Det er herved anført, at plejehjemsleder 1 og afdelingssygeplejerske 2 traf en beslutning herom på usagligt grundlag.

6. At personalet på plejehjemmet mindst 17 gange i perioden fra den 12. maj 2005 og 10 måneder frem glemte at give sin medicin.

 

Nævnets afgørelse af 1. og 3. klagepunkt

Overlæge A, gerontopsykiatrisk udeteam, , har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2, ved sin journalføring af indhentelse af informeret samtykke fra den 7. juni og den 4. august 2005 på Plejehjemmet .

Overlæge A, gerontopsykiatrisk udeteam, , har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 6, jf. § 7, ved sin indhentelse af informeret samtykke fra den 7. juni og den 4. august 2005 på Plejehjemmet .

 

Overlæge A, gerontopsykiatrisk udeteam, , har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 4. august 2005 på Plejehjemmet .

 

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 7. juni 2005, at blev tilset af overlæge A, gerontopsykiatrisk udeteam, , som konstaterede, at havde ringe appetit og lavt BMI (Body Mass Index), uden at han dog fremtrådte direkte depressiv. For at udelukke ubehandlet depression ordinerede overlægen tbl. Arintapin (mirtazapin) 30 mg om aftenen (vesp.).

Det fremgår af journalen den 4. august 2005, at var mere interesseret i at tage føde til sig, og at han ikke isolerede sig. Samtidig var han mere verbalt aggressiv i forhold til de andre beboere. Han kunne også udtrykke sig ”fysisk”, og han kunne være træg at få til at gå i bad etc. Overlægen noterede, at man prøvede at ”jævne” det aggressive blandt andet ved hjælp af Delepsine (valproat). Behandlingsplanen var herefter, at efter cirka 10 dage skulle Delepsine måles, og der skulle foretages leverprøver via egen læge. skulle have Delepsine 100 mg x 2. Han fik en ny tid den 13. september 2005, og ellers var behandlingsplanen uændret.

Der fremgår ikke af journalen oplysninger om, at gav samtykke til at blive behandlet med Arintapin eller Delepsine.

Det fremgår af journalen den 18. august 2005, at afdelingen havde modtaget et brev fra s datter med en anmodning om, at man ophørte med at behandle med Delepsine samt med en anmodning om en skriftlig begrundelse herfor. Der blev i brevet anmodet om oplysninger om hvilke undersøgelser, der var foretaget inden ordinationen af medicinen, og man anmodede om, at medicineringen med Delepsine blev stoppet fra dags dato, og datteren ville fremover have underretning om lægebesøg samt ændringer i medicinen.

Det fremgår videre af journalen den 18. august 2005, at den overlæge, som havde modtaget brevet, ringede til plejehjemmet og af afdelingssygeplejersken fik oplyst, at var sat i behandling den 4. august 2005, men at han nok først havde fået medicinen et par dage senere, da det skulle bestilles hjem fra apoteket. Der var bestilt prøver til se-valproat og levertal via egen læge til først i den kommende uge. Det blev aftalt, at ophørte med behandlingen med Delepsine fra dags dato, og at det ville blive taget op med familien. Plejehjemmet ville holde øje med s adfærd, også i dagene og ugerne fremover. Man lovede endvidere at faxe kopi af blodprøvesvarene, så snart de forelå.

Ifølge journalen den 8. september 2005 var svar på blodprøver taget den 22. august 2005 fra egen læge modtaget, og de viste, at valproat lå for lavt, og at havde lidt lavt jern- og hæmoglobinniveau, mens levertallene (ALAT, alanin-aminotransferase, og basisk fosfatase) var i niveau. Fra plejehjemmet blev det oplyst, at det egentlig gik ganske godt.

Det fremgår af udtalelse til sagen af den 17. oktober 2007 fra overlæge A, at når han i den omtalte periode tilså patienter på plejehjem (gennemsnitligt månedligt), søgte han information fra personalet og hilste på patienten (undtaget hvis patienten ikke var til stede, ikke ønskede kontakt denne gang m.v.). Kutymen var, at når der var ændringer i tilstanden eller påtænkt medicinordination/-ændring, talte overlægen med patienten om dette.

Det fremgår videre af udtalelsen, at overlæge A i to tilfælde mundtligt informerede , som gav mundtligt samtykke. var i stand til at forstå og svare, idet hans demens mest omfattede følelsesmæssige sider, for eksempel impulsstyring. havde aldrig udtrykt ønske om pårørendes involvering, og overlæge A var ikke bekendt med, at der forelå et udtalt ønske fra pårørende om involvering på de omtalte tidspunkter. Vedrørende ordinationen af Delepsine ophørte behandling straks efter, at s pårørende havde givet deres holdning til kende overfor psykiatrisk afdeling.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra daværende afdelingsleder, plejehjemsassistent 2, at det med hensyn til samtykke var rutine, at overlæge A selv gik ned og talte med , og plejehjemsassistent 2 formoder, at han indhentede samtykke til ændringen samtidig hos . Der var på dette tidspunkt ingen aftale med om, at der skulle indhentes samtykke fra familien i forbindelse med medicinændring.

Det fremgår videre af plejehjemsassistent 2s udtalelse, at hos de beboere, som psykisk var velbevarede, kunne personalet komme i situationer, hvor pårørende gerne ville informeres, men hvor personalet så var i risiko for at tilsidesætte tavshedspligten. Ofte var det hos beboere, der fremtrådte demente, men ikke havde en diagnose, og ikke var i stand til at tage vare på egen sundhedstilstand. Hvis en sådan beboer sagde nej til, at personalet informerede de pårørende, måtte personalet respektere dette.

Nævnet har på baggrund af de ovenfor citerede udtalelser lagt til grund, at var i stand til at afgive et informeret samtykke, og at han samtykkede til iværksættelse af behandling med Arintapin og Delepsine den 7. juni og den 4. august 2005.

Det er hertil nævnets opfattelse, at der på tidspunktet for ordinationerne af Arintapin og Delepsine ikke forelå en aftale om, at de pårørende skulle inddrages i beslutninger vedrørende medicineringen.

Nævnet finder herefter, at overlæge A, gerontopsykiatrisk udeteam, , handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin indhentelse af informeret samtykke fra den 7. juni og den 4. august 2005 på Plejehjemmet .

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af § 19 i den dagældende bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson skal sørge for, at det af patientjournalen fremgår, hvilken information der er givet, og hvad patienten på den baggrund har tilkendegivet i relation til behandling eller til videregivelse af helbredsoplysninger mv. til behandling eller til andre formål, jf. Sundhedsstyrelsens cirkulære nr. 235 af 19. december 1996 om lægers pligt til at føre ordnede optegnelser (journalføring) og Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 236 af samme dato om lægers journalføring og øvrige gældende regler vedrørende autoriserede sundhedspersoners journalføring.

Det er på baggrund af ovenstående nævnets opfattelse, at overlæge A i forbindelse med sine ordinationer til burde have noteret i journalen, hvad han informerede om, og hvad på den baggrund tilkendegav, herunder at han samtykkede til behandlingen.

Nævnet finder, at overlæge A, gerontopsykiatrisk udeteam, , handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af den 7. juni og den 4. august 2005 på Plejehjemmet .

Der er klaget over, at ordineringen og medicineringen med Delepsine blev foretaget uden at iagttage Lægemiddelstyrelsens ”Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen”, herunder særligt med hensyn til s sygehistorie.

Det fremgår af udtalelse af 23. oktober 2007 til sagen fra overlæge A vedrørende forsigtighedsregler, der skal foretages forud for ordination af præparatet Delepsine, at der udover en almen vurdering også indgår en vurdering af især visse blod- og leverprøver. blev henvist til gerontopsykiatrisk udeteam fra medicinsk center, hvor han hele første halvdel af 2005 havde gået til udredning, herunder med blodprøver flere gange, inklusiv leverprøver, som gerontopsykiatrisk udeteam fik kopi af resultaterne af. Der var derfor ingen grund til at antage andet, end at disse var normale, ej heller at gentage disse straks. Disse overvejelser fremgår af journalen, inklusiv kopi af blodprøverne.

Det fremgår videre af denne udtalelse fra overlæge A, at det blev aftalt med og plejehjemmet, at han skulle starte med en lille dosis Delepsine (200 mg), og at nye blodprøver skulle tages efter 10 dage i stedet for at plage med unødige prøver. Af pekuniære grunde foregik dette via egen læge og blev også udført den 22. august 2005. ophørte ret hurtigt med behandlingen, som blev stoppet, da man på afdelingen fik underretning om pårørendes holdning.

Nævnet kan oplyse, at Delepsine er et præparat mod epilepsi, men at det aktive stof, valproat, også anvendes som et stemningsstabiliserende middel.

Det er nævnets vurdering, at da der ved ordinationen at Delepsine forelå nye blodprøver, der var normale, var det i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ikke at gentage disse blodprøver. Der var desuden planlagt kontrol af blodprøver efter 10 dages behandling, hvorved der også var mulighed for at undersøge koncentrationen af valproat i blodet (s-valproat). Endvidere var doseringen meget lav, hvilket er velindiceret hos ældre mennesker, og den planlagte blodprøvekontrol gav mulighed for, at dosis kunne justeres, hvis s-valproat viste, at der var behov for det.

Nævnet finder således, at overlæge A, gerontopsykiatrisk udeteam, , handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin ordination af Delepsine til den 4. august 2005 på Plejehjemmet .  

Nævnets afgørelse af 4. klagepunkt

Reservelæge B, gerontopsykiatrisk udeteam, , har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 10. oktober 2006 på Plejehjemmet .

Sygeplejerske 1, sygeplejerske 2 og social- og sundhedsassistent 1 har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 6, jf. § 7, ved deres indhentelse af informeret samtykke fra s pårørende den 10. oktober 2006 på Plejehjemmet .

Begrundelse

Det fremgår af journalen fra plejehjemmet, at i adskillige måneder op til ordinationen af Risperdal havde haft en grænseoverskridende og forulempende adfærd overfor såvel beboere som personale. Adfærden kom især til udtryk i forbindelse med måltider og ved personlig hygiejne.

Ifølge journalen den 20. september 2006 fremgik det, at s tilstand stort set var uændret. Han gik fortsat ind til naboer, var grænseoverskridende og til tider ukorrigerbar, ind imellem verbal og korporlig aggressiv, og han havde flere gange grebet fat i personale. Der var ordineret blodprøver, men det var ikke muligt for laboranten at tage blodprøverne, idet var aggressiv og skubbede til laboranten. Appetitten var vekslende, vægten uændret. havde udposninger på tarmen (colondivertikler), og indimellem var han inkontinent for fæces, afføringen var flere gange observeret sort, med idet var i behandling med jern (ferroduretter), kunne denne behandling være årsagen. For at udelukke blødning havde der været ordineret blodprøver, men dem ønskede som nævnt ikke at få taget. Der blev dog forsøgt at motivere ham derfor.

Det fremgår videre af journalen den 20. september 2006, at under samtale vekslede mellem at være venlig og rolig og irritabel og aggressiv over for reservelæge B. s kontaktperson, som også deltog i samtalen, havde dog god kontakt til ham, og der blev ikke observeret nogen vrede udfald i denne kontakt. Det syntes fortsat at være relevant at behandle med en lav dosis antipsykotika, såfremt han accepterede dette. Hans familie skulle først informeres om dette om muligt inden næste samtale med .     

Ifølge journalen den 10. oktober 2006 havde reservelæge B, gerontopsykiatrisk udeteam, , en samtale med personalet samt med en demenskoordinator. s pårørende havde ikke mulighed for at deltage i mødet. Der blev konfereret om s tilstand samt om behandlingsmuligheder. Demenskoordinatoren anbefalede flere tiltag, der muligvis ville kunne dæmpe s forvirring og uro og til tider aggressive adfærd. Der blev endvidere talt om muligheden for behandling med antipsykotisk medicin. Reservelæge B anbefalede behandling med Risperdal med dosis 0,25 mg x 1, stigende over 1 uge til 1 mg dgl. for at dæmpe s aggressivitetsniveau samt vrangforestillinger. Familien skulle dog først informeres og give samtykke. Hvis der blev givet samtykke, skulle dosis af Risperdal øges, og efter cirka 4 uger skulle der ske vurdering og eventuel stillingtagen til fortsat behandling med Risperdal.

Den 13. oktober 2006 fremgår det af journalen, at personalet fra plejehjemmet på telefonisk havde meddelt, at s familie havde accepteret behandlingen, hvorefter denne blev iværksat.

Den 16. oktober 2006 er det anført i journalen, at reservelæge B standsede behandlingen med Risperdal.

Ifølge klagen blev familiens tilsagn til behandlingen med Risperdal trukket tilbage, fordi familien på et møde den 10. oktober 2006 med deltagelse af plejehjemsleder 1, afdelingsleder 2, social- og sundhedsassistent 1 havde følt sig presset til at give tilsagn til behandlingen med Risperdal.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra sygeplejerske 1, at ved mødet den 10. oktober 2006, hvor hun deltog sammen med afdelingsleder 2, social- og sundhedsassistent 1 og de pårørende, informerede man om reservelæge B ’s anbefaling og bad om at få samtykke til at afprøve dette. På mødet blev familien også informeret om de svære og vanskelige situationer, der var på afdelingen med s udadreagerende adfærd, og at de var baggrunden for, at man fra plejehjemmets side syntes, at det kunne være en god ide at afprøve den medicinske behandling. Familien gav samtykke til, at behandlingen kunne afprøves. Den 13. oktober 2006 modtog plejehjemmet et brev fra familien, hvor samtykket var trukket tilbage. Behandlingen blev stoppet mandag den 16. oktober 2006.

Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Patientklagenævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da nævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.

I et sådant tilfælde gælder et almindeligt retsprincip om, at tvivlen skal komme den indklagede til gode.

På denne baggrund finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at personalet fra plejehjemmet pressede familien til at samtykke til behandling af med Risperdal.

Patientklagenævnet finder herefter ikke tilstrækkeligt godtgjort, at sygeplejerske 1, afdelingsleder, sygeplejerske 2 og social- og sundhedsassistent 1 handlede under normen for almindelig anerkendt standard ved indhentelse af informeret samtykke fra de pårørende til den 10. oktober 2006 på Plejehjemmet .

Nævnet kan oplyse, at der ikke er nogen præparater, der er indregistreret til behandling af adfærdsforstyrrelse herunder aggressivitet hos demente patienter. Der bør altid forsøges med plejemæssige tiltag, men hvis de ikke er tilstrækkelige, og der er tale om betydelig aggressivitet, er det almindelig praksis at forsøge behandling med et atypisk antipsykotika i en mindre dosis i en periode. Det bedst undersøgte atypiske antipsykotika til behandling af aggressivitet hos demente er Risperdal, og det anbefales, at dosis ikke overstiger 1 mg. Der er ved Risperdal som ved alle antipsykotika en øget risiko for slagtilfælde (apopleksi). 

Det er nævnets opfattelse, at der havde været forsøgt med plejemæssige tiltag forud for reservelæge Bs ordination af Risperdal til . Der blev endvidere valgt en lav dosis, og der blev planlagt opfølgning efter 4 uger, hvor effekten skulle vurderes, og der skulle tages stilling til fortsat behandling.

Endvidere er det nævnets opfattelse, at reservelæge Bs ordination også var baseret på hendes egne observationer af s adfærd.

Nævnet finder herefter, at reservelæge B, gerontopsykiatrisk udeteam, , handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 10. oktober 2006 på Plejehjemmet .

 

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Plejehjemsassistent 1 og plejehjemsassistent 2 har handlet fagligt korrekt ved deres behandling af i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 på Plejehjemmet .

 

Social- og sundhedsassistent 2 og social- og sundhedsassistent 1 har handlet fagligt korrekt ved sin behandling af i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 på Plejehjemmet .

Sygehjælpe 1 har handlet fagligt korrekt ved sin behandling af i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 på Plejehjemmet .

Sygeplejerske 1 har ikke overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1, ved sin behandling af i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 på Plejehjemmet .

Begrundelse

Ifølge klagen var s tilstand ved indflytningen på plejehjemmet præget af en medicinforgiftning, en depression og en vægt på 47 kg efter et vægttab på mere end 10 kilo.

Det fremgår videre af klagen, at i slutningen af juni 2005 fortsat kun vejede 47 kilo, og at en plejehjemsassistent oplyste, at hun var holdt op med at servere mad for , fordi han på hendes forespørgsel udtalte, at han ikke var sulten. Ved hjælp fra de pårørende og en anden plejehjemsassistent fik man på få dage styr på s spisesituation, og han kom efter kort tid tilbage på sin oprindelige vægt på cirka 60 kilo.

Klager har videre oplyst, at hun siden erfarede, at der på plejehjemmet var en politik om, at man ikke serverede føde for blandt andet demente i s situation.

Der fremgår af sygeplejejournalen den 15. maj 2005, at havde drukket en proteindrik (Fortimel), men at han skulle nødes kraftigt. Tidligere samme dag havde man kontaktet s søn for at spørge ind til eventuelt specielle madønsker.

Det fremgår af sygeplejejournalen den 25. maj 2005, at plejehjemsassistent 1 orienterede egen læge om, at kun spiste minimalt og stort set kun drak kaffe. Da var gennemundersøgt på , ville det ikke blive aktuelt, specielt fordi ikke ville samarbejde.

Den 15. juni 2005 opstartede ifølge sygeplejejournalen behandling med antidepressiv medicin.

Ifølge sygeplejejournalen den 22. juni 2005 blev s manglende lyst til mad drøftet med de pårørende.

Ifølge sygeplejejournalen den 12. juli 2005 blev der ordineret vægtkontrol, og der var god effekt af behandlingen med antidepressiv medicin, idet var begyndt at spise igen. I perioden forud havde generelt ikke spist ret meget, men det lykkedes af og til at få ham til at drikke proteindrik. Ved enkelt måltider spiste han begge retter uden opfordring fra personalet. 

Det fremgår af journalen fra den 7. juni 2005, at overlæge A noterede, at s tilstand næppe var ændret med hensyn til den ringe appetit og lavt BMI.

Det fremgår af sygeplejejournalen samme dag, at skulle vejes hver 14. dag.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra sygeplejerske 1, at da flyttede ind på plejehjemmet den 12. maj 2005 var hans almentilstand beskrevet i sygeplejejournalen som meget træt, mangler initiativ til at spise og drikke samt til egenomsorg og hygiejne. Han ønskede kun at hvile. Der blev bestilt proteindrik og ekstra desserter. blev tilbudt morgenmad, formiddagsdrikke, middagsmad, eftermiddagskaffe/drikke, aftensmad og aftenskaffe/drikke. Måltiderne blev indtaget enten på s egen stue eller i den fælles spise- og opholdsstue. Personalet prøvede at motivere til at spise og drikke. Afhængigt af hans humør og reaktioner lykkedes det at få ham til at spise. Der blev stillet proteindrik hver formiddag, og blev nødet til at drikke. Det blev observeret, at han godt kunne lide yoghurt, som en overgang blev serveret meget hyppigt for ham. s appetit var svingende, men blev stille og roligt bedre. vejede den 8. juni 2005 49 kg, den 23. august 2005 53 kg og den 28. april 2006 60,6 kg.

Det fremgår videre af sygeplejerske 1s udtalelse, at alle beboere, inklusiv demente beboere bliver tilbudt mad og drikke. Personalet deltager i måltiderne for at sikre og motivere den demente eller den småtspisende beboer til at spise og drikke. Hvis en beboer siger nej tak til at spise, prøves der igen lidt senere, eller man prøver at sætte en bakke med mad foran beboeren. Ud fra hver enkelt situation vurderes det hvilke handlinger, der har den bedste effekt. Personalet er meget opmærksomt på at motivere de beboere, der spiser og drikker sparsomt. De er også meget opmærksomme på den enkeltes ønsker, at bestille kræsekost, proteinberiget kost, meget smør på brødet og fløde til de småtspisende m.v. Personalet er også meget opmærksomt på det sociale samvær og dets indflydelse på indtagelse af mad og drikke. Disse værktøjer blev alle brugt i relation til .

Nævnet kan oplyse, at det er den ledende sygeplejerskes ansvar at sikre, at de tilbud om mad og drikke, som beboerne modtager, er ernæringsmæssigt korrekt sammensat, at der er variation i maden, samt at maden tilbydes beboerne i en almindelig døgnrytme. Endvidere skal maden leve op til de hygiejniske regler, der er gældende på området. Den ledende sygeplejerske skal desuden sikre, at relevante observationer og handlinger omkring beboernes måltider udføres og dokumenteres.      

Det er nævnets opfattelse, at der fra s indflytning på plejehjemmet var fokus på, hvad og hvor meget han spiste og drak, samt hvilke mad- og drikkevarer han kunne lide, og der blev i perioder bestilt ekstra proteindrik. Endvidere blev familien inddraget i problematikken omkring s manglende lyst til at spise og drikke.

Nævnet finder herefter, at plejehjemsassistent 1, plejehjemsassistent 2, social- og sundhedsassistent 2, social- og sundhedsassistent 1 og plejehjælper1 har handlet fagligt korrekt ved deres behandling af i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 på Plejehjemmet .

Nævnet finder videre, at sygeplejerske 1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 12. maj til slutningen af juni 2005 på Plejehjemmet .

Nævnets afgørelse af 5. klagepunkt

Sygeplejerske 2 og sygeplejerske 1 har ikke overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1, ved deres behandling af i oktober 2006 på i forbindelse med beslutning om skærmning. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om sygeplejerske 2 og sygeplejerske 1 havde instrueret personalet i konkret at beskrive i journalen, hvad der blev sagt eller gjort i den enkelte situation, således at andre kunne have handlet på samme måde i lignende situationer.

 

Begrundelse

Det fremgår af oversigt over episoder fra indflytning og frem til oktober 2007, som er fremsendt af sygeplejerske 1, at havde vanskeligt ved at modtage den tilbudte pleje og assistance, uden at der opstod situationer, hvor han blev beskrevet som grænseoverskridende, udadreagerende eller truende. Desuden er der beskrevet situationer, hvor havde været truende og voldelig overfor medbeboere og personale.

Det fremgår af et notat af 16. oktober 2006 vedrørende situationen omkring fra sygeplejerske 1 til s Social- og Sundhedsforvaltning, at handlingsplanen for bomiljøet på 1. sal indtil videre var, at blev skærmet på egen stue, således at man undgik konfrontationer med de øvrige beboere, så vidt det var muligt. Derudover skulle der arbejdes efter en individuel handlingsplan for , som var blevet udarbejdet den 12. oktober 2006, og dørene til de øvrige beboeres stuer blev holdt låste.

Ifølge en redegørelse af 22. januar 2007 fra sygeplejerske 1 til blev skærmningen sat i værk efter en episode, hvor truede både medbeboere og personale med at slå dem ihjel. Siden skærmningen blev indført, faldt antallet af episoder, hvor skræmte eller generede andre beboere og deres pårørende helt til nul. De tilbageværende episoder involverede kun personalet. Fra den 18. januar 2007 spiste hver dag sin middagsmad i spisestuen sammen med de øvrige beboere. Der var i spisesituationen altid personale i spisestuen. Efter maden blev han fulgt tilbage til sin stue, da han ikke selv kunne finde vej til egen stue, men gik ind til andre beboere. måtte gerne spise aftensmad i spisestuen, men det forudsatte, at familien var til stede, idet der ikke var personaleressourcer til at kunne være til stede under måltidet. Dette blev aftalt på et møde med familien den 10. januar 2007.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra sygeplejerske 2, at havde bolig på 1. sal på en gang med 11 beboerstuer samt en spisestue. Beboergruppen bestod af dels mentalt velfungerende, men svage og alderdomssvækkede beboere, dels af beboere med demens af forskellig type og grader. Episoderne med bestod dels i, at han døgnet rundt gik ind på de andre beboeres stuer, og at han ikke ville forlade stuerne igen og kunne blive både verbalt og fysisk udadreagerende. Desuden var der også episoder i spisestuen ved måltiderne, idet blev vred på medbeboerne, når disse ønskede spisestuen udluftet efter hans rygning.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra sygeplejerske 1, at episoderne med udadreagerende adfærd i sommeren 2006 accelererede, og situationen på 1. sal var meget præget af s udadreagerende adfærd og de øvrige beboeres angst og utryghed. Personalet var meget stressede og frustrerede, og der psykiske arbejdsmiljø var meget belastet. På baggrund af dette besluttede ledelsen i afdelingen og sygeplejerske 1 i oktober 2006, at man måtte prøve at skærme med henblik på at minimere de ubehagelige situationer og skabe en tryggere hverdag for alle beboere på 1. sal.

Det fremgår videre af udtalelsen, at skærmningen gik ud på, at der altid skulle være et personale til stede, når var på fællesarealerne eller deltog i socialt samvær med de øvrige beboere. Hvis dette ikke kunne lade sig gøre, skulle guides tilbage til sin stue. I samarbejde med en demenskoordinator blev der udarbejdet en handleplan. kunne under hele forløbet komme og gå fra sin bolig. I de situationer, hvor der ikke var personale, der kunne gå fra, foreslog man ham, om han ikke ville med ind på sin stue. fulgte altid opfordringen uden at gøre indsigelser, og der havde aldrig været brugt magt. Han kunne godt lide at opholde sig på sin egen stue, hvor han hyggede sig med sit fjernsyn og cigaretter og sin kaffe. deltog i diverse sociale sammenhænge, i fælles gymnastik og andre aktiviteter i afdelingen med et personale i nærheden, som kunne gribe ind, så der ikke udviklede sig ubehagelige og voldsomme situationer.

Endelig fremgår det af sygeplejerske 1s udtalelse, at antallet af episoder med aggressiv/voldelig adfærd faldt i månederne efter. Fra medio januar 2007 deltog mere og mere i det sociale samvær på afdelingen, uden at der nødvendigvis var personale til stede. Der var stadig problemer med udadreagerende adfærd og besøg på de øvrige beboeres stuer.

Det er nævnets opfattelse, at hvis en beslutning om skærmning må tages, bør al viden og observationer omkring beboeren frem, så beslutningen kan træffes på et fyldestgørende grundlag. Inden beslutningen tages, bør det dokumenteres, at problemet er forekommet jævnligt i en længere periode, hvad der er sket, samt hvilke tiltag personalet har foretaget for at undgå problemerne. Endvidere bør relevante samarbejdspartnere og fagpersoner inddrages og pårørende samt den øverste ledelse informeres.

Det er videre nævnets opfattelse, at der i de daglige notater i perioden jævnligt er dokumentation for s vredesudbrud og øvrige adfærd overfor medbeboere og personale. Der er endvidere noteret, at man fra personalets side har reageret, konkret ved at følge ham ind på egen stue eller talt ham til ro. Handleplanen blev udfærdiget med deltagelse af al personale samt med hjælp fra demenskoordinatoren, og egen læge og gerontopsykiatrisk udeteam blev også inddraget.

Efter nævnets vurdering er s interesser og ressourcer grundigt beskrevet i handleplanerne, hvilket indikerer, at personalet kendte ham og hans ressourcer og reaktioner godt, og handleplanerne rummer flere gode og relevante forslag til specifikke handlinger, som blev evalueret med jævne mellemrum.

Det er herefter nævnets vurdering, at beslutningen om at skærme , som sygeplejerske 2 og sygeplejerske 1 traf i oktober 2006, blev truffet på et tilstrækkeligt grundlag. Det havde dog været hensigtsmæssigt, om sygeplejerske 2 og sygeplejerske 1 havde instrueret personalet i konkret at beskrive i journalen, hvad der blev sagt eller gjort i den enkelte situation, således at andre kunne have handlet på samme måde i lignende situationer.

Nævnet finder således samlet, at sygeplejerske 2 og sygeplejerske 1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i oktober 2006, men det havde dog været hensigtsmæssigt, om sygeplejerske 2 og sygeplejerske 1 havde instrueret personalet i konkret at beskrive i journalen, hvad der blev sagt eller gjort i den enkelte situation, således at andre kunne have handlet på samme måde i lignende situationer.

Nævnets afgørelse af 6. klagepunkt

Sygehjælper 1 har ikke handlet fagligt korrekt ved sin behandling af den 23. september og den 14., 15. og 16. oktober 2005 på Plejehjemmet .

Sygehjælper 3 har ikke handlet fagligt korrekt ved sin behandling af den 2. oktober 2005 på Plejehjemmet .

Sygehjælper 2 har ikke handlet fagligt korrekt ved sin behandling af den 6. og den 14. februar, den 27. marts og den 5. maj 2006 på Plejehjemmet .

Sygeplejerske 1 har ikke overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1, ved sin instruks om medicinhåndtering af 18. oktober 2002.

 

Begrundelse

Der er klaget over, at personalet mindst 17 gange i perioden fra den 12. maj 2005 og 10 måneder frem glemte at give sin medicin.

Det fremgår af en liste dateret den 23. juni 2006 udarbejdet til brug ved et internt møde på Plejehjemmet , at der den 23. september, den 2. oktober, den 14. til 16. oktober samt den 31. oktober 2005, den 6. og den 14. februar, den 27. og den 29. marts samt den 5. maj 2006 ikke var blevet givet medicin. På fire af datoerne drejer det sig om begge de daglige medicingivninger.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra sygeplejerske 1, at hun den 23. juni 2006 modtog et brev fra s pårørende, hvori der blev gjort opmærksom på, at familien havde fundet en hel del ubrudte medicindoseringsposer i skabet på s badeværelse. Sygeplejerske 1 reagerede straks ved at forelægge personalet problemstillingen og fremlægge en handlingsplan. Det personale, der var impliceret i sagen, blev indkaldt til personlig samtale, hvor de fik påpeget deres ansvar omkring medicingivning. Der blev foretaget en egenkontrol af alle beboeres medicin. På baggrund af klagen blev plejehjemmets interne medicinkontrol fremskyndet. I medicininstruksen er det beskrevet, at der skal foretages stikprøvekontrol to gange årligt, hvilket bliver udført.

Nævnet kan oplyse, at det er en ledende sygeplejerskes ansvar at sikre, at der forefindes instrukser angående medicinering, og at personalet efterlever instruksen.

Det er nævnets opfattelse, at det af den medsendte instruks dateret den 18. oktober 2002 fremgår, at al medicin skal være lægeordineret, at ordinationer skal dokumenteres, og at personalet skal sikre sig at tælle doseret medicin inden udlevering til beboeren. Endvidere fremgår det af instruksen, at det skal noteres, hvis beboeren ikke ønsker at tage sin medicin, og at relevant fagperson skal inddrages.

Det er nævnets vurdering, at sygeplejerske 1 handlede relevant, da hun fik kendskab til problemet ved at tale med de involverede og indskærpe den gældende instruks på området og fremskynde intern medicinkontrol.

Det er videre nævnets vurdering, at den omtalte instruks er udformet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det er videre nævnets opfattelse, at det i den påklagede periode to gange, henholdsvis den 19. og den 24. juni 2005, er noteret i sygeplejejournalen, at ikke fik sin medicin. Imidlertid blev der fundet uåbnet medicin svarende til mere end to medicingivninger.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra sygehjælper 1, at årsagerne til, at ikke fik sin medicin var meget arbejde, og at han ikke ville have medicinen.

Det fremgår af udtalelse til sagen fra social- og sundhedsassistent 1, at hurtigt efter indflytningen afviste at tage sin medicin. Hver dag måtte personalet motivere og overtale ham til at tage sin medicin. Det var ikke altid, at det lykkedes, men personalet hjalp hinanden, således at hvis den ene ikke kunne overtale til at tage sin medicin, så prøvede en anden kollega.

 

Det er nævnets opfattelse, at det er vigtigt af hensyn til patientsikkerheden, at medicin bliver givet i henhold til de foreliggende ordinationer, idet det kan være af afgørende betydning for en persons helbred, at ordineret medicin også bliver givet.

Nævnet finder herefter, at sygehjælper 1, sygehjælper 3 og sygehjælper 2 ikke har handlet fagligt korrekt ved deres manglende medicingivning til i perioden fra den 23. september 2005 til den 5. maj 2006 på Plejehjemmet .