Kritik af voksen-ADHD diagnose efter kun én konsultation

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere speciallæge i psykiatri <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 27. oktober 2010 til Jobcenter <****>, Kommune <****>, vedrørende <****>, da speciallægen har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere at speciallæge <****> har videregivet oplysninger til Jobcenter <****>, Kommune <****>, om <****> den 27. oktober 2010, da speciallægen ikke har overtrådt sundhedslovens § 40, jf. § 43, stk. 1.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At speciallæge i psykiatri ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelse af speciallægeerklæring af 27. oktober 2010 vedrørende til Jobcenter , Kommune .

har blandt andet anført, at speciallægen under konsultationen gav ham methylphenidat uden at undersøge ham fysisk og uden at advare ham om midlets mulige trafikfarlighed, samt at lægen ordinerede methylphenidat til ham, på trods af, at midlet ikke er egnet til behandling af voksne med ADHD. Endelig er det anført, at speciallægen stillede diagnosen ADHD kort tid inde i konsultationen, og at han ikke undersøgte ham grundigt nok og dermed fejldiagnosticerede ham.

2. At speciallæge i psykiatri overtrådte sin tavshedspligt ved at videregive helbredsoplysninger om i sin speciallægeerklæring af 27. oktober 2010 til Jobcenter , Kommune .

har blandt andet anført, at speciallæge har videregivet ukorrekte oplysninger om hans diagnose til Kommune , og at dette har haft betydning for hans ansøgning om førtidspension.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i erklæringen.

Begrundelse for afgørelsen vedrørende klagepunkt 1

Erklæringen

Den 22. oktober 2010 var til undersøgelse hos speciallæge i psykiatri med henblik på udfærdigelse af en speciallægeerklæring på anmodning fra Jobcenter , Kommune , til brug for en ansøgning om førtidspension.

Det fremgår af speciallægeerklæringen, at speciallæge i psykiatri udfærdigede speciallægeerklæringen af 27. oktober 2010 på baggrund af sin undersøgelse af . Endvidere havde speciallæge anmodningen fra Jobcenteret og en tidligere speciallægeerklæring.

Speciallægen optog s sygehistorie (anamnese) og foretog en objektiv undersøgelse af . Ved undersøgelsen fandt speciallægen, at havde talepres, men ikke virkede manisk. Han fandt endvidere, at s psykomotoriske tempo var påskyndet, men at hans tankegang ikke var særligt springende. Han var rastløs og urolig og var svær at afbryde. Speciallægen vurderede, at s vanskeligheder kunne skyldes ADHD og gennemførte derfor en ASRS-test. Derefter gav han 10 mg Ritalin og fandt efter tre kvarter til en time, at havde en smule virkning af medicinen. Speciallægen gav yderligere 5 mg og fandt herefter, at han blev mere rolig og talte langsommere.

Det fremgår af klagen, at efter at have taget Ritalin ikke følte sig rolig, men at han derimod blev mere talende og nærmest euforisk.

Information om bivirkninger

Klager har fremsendt kopi af Lægemiddelstyrelsens produktresumé om Motiron, hvoraf det blandt andet fremgår, at patienter bør advares om mulige bivirkninger såsom svimmelhed, døsighed og synsforstyrrelser og tilrådes at undgå potentielt farlige aktiviteter, såsom at føre motorkøretøj. Klager har hertil anført, at han ikke blev informeret om disse mulige bivirkninger.

Det er hertil disciplinærnævnets vurdering, at det ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at ikke blev informeret om at undgå potentielt farlige aktiviteter, såsom at føre motorkøretøj, da der var tale om en dosis på i alt 15 mg Ritalin, og idet han efter indgivelsen blev observeret af lægen i klinikken, hvor han ikke fik symptomer på koncentrationsbesvær, forvirring, søvnighed, sløvhed eller lignende.

ADHD vurderingen

Det fremgår endvidere af klagen, at klager ikke mener, det var relevant at vurdere, at han led af ADHD.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at der ikke findes nationale guidelines til udredning og behandlingsopstart af ADHD.

Det kan videre oplyses, at ADHD-symptomer hos en voksen meget vel kan være udtryk for anden lidelse, og at ADHD-patienten ikke altid selv er den bedste rapportør. Det kan i nogle tilfælde være velvalgt at forsøge at skaffe rapportører fra barndommen og voksenalderen i form af nuværende bekendte eller familiemedlemmer samt tidligere folkeskolelærere eller lignende, før man stiller en endelig diagnose, men dette indgår ikke i nogen officiel standard.

Videre kan det oplyses, at ADHD diagnose som udgangspunkt ikke kan stilles på en enkelt konsultation. I sjældne tilfælde er billedet så klart ud fra foreliggende oplysninger og karakteristiske verificerede symptomer som barn og voksen, at en diagnose kan stilles ved en grundig konsultation.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at der ikke er noget i det materiale, speciallæge havde til rådighed ved undersøgelsen, der taler entydigt for eller entydigt afkræfter en ADHD diagnose. Ligeledes er der ikke noget specifikt i den omhandlede speciallægeerklæring ved , som understøtter en ængstelig/evasiv personlighedsforstyrrelse.

Det er videre disciplinærnævnets opfattelse, at det fremgår af de tidligere undersøgelser, der er indgået i grundlaget for speciallægeerklæringen, at har personlighedsmæssige aspekter, der spiller ind i en udredning.

Endvidere er det disciplinærnævnets opfattelse, at netop de stivsindede og stridbare personlighedsmæssige aspekter, som er fremtrædende hos er vanskeligt forenelige med diagnosen ængstelig personlighedsforstyrrelse, og at en endelig udredning for en personlighedsforstyrrelse kræver, at der består et længerevarende og tillidsfuldt bekendtskab mellem behandler og patient, før der kan stilles valide diagnoser af en eventuel personlighedsforstyrrelse.

Disciplinærnævnet har bemærket, at det ved interview ud fra ASRS version 1.1 er forsøgt udredt, hvilke symptomer har haft som barn.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at en yderligere udredning for såvel ADHD som en eventuel personlighedsforstyrrelse ligger udenfor rammerne af en undersøgelse til brug for en speciallægeerklæring, og at en egentlig udredning for ADHD kræver et længerevarende forløb for at opnå sikkerhed omkring diagnosen, mens det kan være relevant i en speciallægeerklæring at anføre mistanke om en diagnose.

Det er videre disciplinærnævnets opfattelse, at speciallæge ved sin bemærkning i udtalelsen om, at testresultaterne tyder på, at kunne have en opmærksomhedsforstyrrelse, udtrykker en usikkerhed vedrørende diagnosen.

Det er disciplinærnævnets vurdering, at selvom speciallæge foretog en for en speciallægeerklæring relevant undersøgelse af , er det væsentligt, at udredning for ADHD ikke kan foretages på en enkelt konsultation.

Det er videre disciplinærnævnets vurdering, at der ikke var grundlag for at stille en endelig diagnose vedrørende ADHD, og at vejledningen til egen læge vedrørende medicineringen ikke var tilstrækkelig, idet det burde have fremgået af vejledning til egen læge, at endelig diagnosticering og behandling skulle varetages af en psykiatrisk speciallæge.

Disciplinærnævnet har hertil lagt vægt på, at indjustering af behandling med Ritalin ikke bør foregå uden psykiatrisk speciallægeassistance og at vurdering af, om patienten har gavn af medicinen og skal have medicin i fast dosering tager længere tid.

Disciplinærnævnet har videre lagt vægt på, at speciallægen på baggrund af sine observationer under konsultationen vurderede, at havde gavn af behandling med Ritalin og overlod til egen læge at foretage indjustering af medicinen.

Det er yderligere disciplinærnævnets vurdering, at da der ikke var grundlag for at stille en endelig ADHD diagnose, var det ikke relevant, at speciallægen administrerede en prøvedosis Ritalin under konsultationen.

Urigtige oplysninger

Endelig fremgår det af klagen, at speciallægen har anført en række urigtige oplysninger i erklæringen. Klager har i erklæringen under overskriften ”tidligere psykisk” understreget speciallægens anførsel af, at han havde svært ved at sidde stille i skolen, altid har været meget talende og let kommer i klammeri.

 

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at de anførte oplysninger er oplysninger, der af sin art var relevante af anføre i en speciallægeerklæring.

Disciplinærnævnet har hertil lagt vægt på, at oplysningerne er gengivet i speciallægeerklæringen efter konsultationen og inden der forelå en klage, og nævnet har på denne baggrund lagt til grund, at oplysningerne er fremkommet under samtalen. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at fastslå, at oplysningerne ikke fremkom under undersøgelsen.

Disciplinærnævnet finder herefter, at speciallæge ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelse af speciallægeerklæring af 27. oktober 2010 vedrørende til Jobcenter , Kommune .

Begrundelse for afgørelsen vedrørende klagepunkt 2

Tavshedspligt