Klage over udlevering af forkert præparat iht. recept, der var 1 år og 8 måneder gammel
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere farmakonom for hendes behandling af recept til den 13. maj 2013 på Apotek .
Sagsnummer:
145001
Offentliggørelsesdato:
fredag den 21. august 2015
Juridisk tema:
Identifikation, mærkning
Faggruppe:
Farmakonomer
Kategori:
Vejledende og principielle afgørelser
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere farmakonom <****> for hendes behandling af recept til <****> den 13. maj 2013 på Apotek <****>.
Klagen
Der er klaget over følgende:
- At ikke modtog en korrekt behandling på Apotek den 13. maj 2013.
har blandt andet anført, at hun fik udleveret forkert medicin på baggrund af en gammel recept, selvom hun oplyste, at hun skulle hente blodtryksmedicin, der var ordineret samme dag.
Begrundelse
Disciplinærnævnet har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.
Det fremgår af klagen, at den 13. maj 2013 kl. 13.30 konsulterede sin praktiserende læge angående forhøjet blodtryk. En time senere tog hun på Apotek for at høre, om hendes blodtryksmedicin var kommet. oplyste, at hun lige var kommet fra lægen, og at der var ordineret noget blodtryksmedicin. Hun fortalte endvidere, at hun havde tabt 20 kg, og at hendes blodtryk var faldet en del, men at hun var nødt til at tabe noget mere for helt at blive fri af blodtryksmedicinen. fik oplyst, at der var kommet medicin, men at apoteket ikke lige havde det mærke, der var tale om, hvorfor hun blev tilbudt et andet og billigere mærke. betingede sig, at det skulle indeholde nøjagtigt det samme, som lægen havde sagt. Dette blev forsikret om.
Det fremgår videre af klagen, at ikke var bekendt med, at der på apotekets server lå en recept fra den 6. september 2011. fik udleveret medicin uden etiket på og spiste herefter pillerne i tre måneder i den tro, at det var blodtryksmedicin. Hun blev mere og mere syg og fandt ud af, at hun havde fået udleveret Citalopram mod depression den 13. maj 2013.
Det fremgår af en udtalelse fra farmakonom , at hun ikke husker ekspeditionen på Apotek den 13. maj 2013, men at en ekspedition af såvel en recept som en recept på serveren generelt foregår sådan, at recepten ekspederes med substitution med kundens samtykke, medmindre kunden ønsker et helt bestemt præparat. Recepten takseres, og farmakonomen finder den ønskede pakke frem og stregkodekontrollerer og påsætter doseringsetiket. Der gives relevant rådgivning og information i henhold til SMART-standarden, hvor S står for start, hvilket svarer til, at kunden kommer med en recept. M står for mængde, og det svarer til, at kunden spørges, om hun kender doseringen. A står for anvendelse, og her spørges kunden, om hun ved, hvad medicinen skal bruges til. R står for resultat, hvilket svarer til, at der gives relevante forholdsregler med hensyn til virkning, bivirkninger og opbevaringsforhold. T står for tvivl, og her sikres det, at kunden har forstået, hvad ekspeditionen handler om, og ellers er der mulighed for kundens spørgsmål i tilfælde af tvivl.
Det fremgår videre af udtalelsen, at farmakonom ikke kan se nogen grund til, at hun ikke skulle have påsat en etiket, idet dette ville være det modsatte af, hvad hun plejer at gøre. Endvidere kender farmakonom udmærket forskellen på Citalopram (psykofarmaka) og Amlodipin (blodtryksmedicin).
Det fremgår af yderligere oplysninger til sagen fra Apotek , at der blev ekspederet en fuld gyldig recept den 13. maj 2013, og at denne recept var udstedt af s praktiserende læge den 6. september 2011. havde fået udleveret Citalopram den 7. juli 2011, så lægemidlet var hende velbekendt. Recepten fra den 6. september 2011 var ikke slettet fra receptserveren af den praktiserende læge, og apoteket må ikke slette gyldige recepter og skal ekspedere de gyldige recepter, som kunden ønsker at få ekspederet. Det fremgår endvidere, at der altid skal sættes etiket på lægemiddelpakninger, som udleveres efter recept, og at det fremgår, at der den 13. maj 2013 blev udført stregkodekontrol, hvorved farmakonomen dermed har stået med både pakningen og etiket i hånden.
Der er til sagen fremsendt en udskrift fra apotekets elektroniske system, der dokumenterer, at stregkodekontrollen blev gennemført den 13. maj 2013 kl. 14.25 af .
har til sagen fremsendt sin praktiserende læges bemærkninger til udtalelsen fra Apotek . Det bestrides, at der var tale om en gyldig recept, idet recepten fra 2011 var blevet indløst af , hvorfor lægen ville skulle lave en ny ordination, såfremt skulle have antidepressiv medicin igen. Det er endvidere bestridt, at den praktiserende læge teknisk set skulle kunne slette en recept på apotekets server, og det er anført, at recepten jo netop var ekspederet. Det er endelig beskrevet, at fejludleveringen blev opdaget i lægeklinikken, hvor man konstaterede, at der ikke var etiket på pakningen.
Det fremgår videre af sagens materiale, at recepten på blodtryksmedicinen Amlodipin dukkede op i systemet den 13. maj 2013 kl. 14.45, hvilket var 20 minutter senere end var blevet ekspederet.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at så snart et apotek påbegynder ekspedition af en recept, der er udstedt til receptserveren, blokeres recepten, således at andre apoteker ikke kan ekspedere den. Dette hindrer, at recepten kan afhentes på flere apoteker. Når apoteket er færdig med hele ekspeditionen, forsvinder recepten automatisk fra receptserveren. Denne proces har apoteket ikke indflydelse på.
Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at proceduren vedrørende receptserveren er, at læger kan udstede recepter, og at apoteket kan ekspedere og udlevere lægemidlerne. Det er dog kun læger, der har ret til at slette gyldige recepter. Apoteket har ikke bemyndigelse til dette. Flere læger kender imidlertid ikke til, hvordan man teknisk sletter recepter fra serveren. Recepter er gyldige i to år fra udstedelsesdatoen. Herefter fjernes de automatisk fra systemet.
Det er disciplinærnævnets opfattelse, at der på tidspunktet for s henvendelse på Apotek den 13. maj 2013 lå en gyldig recept på receptserveren lydende på Citalopram. Denne recept var ordineret og udstedt af s praktiserende læge den 6. september 2011. Der var således tale om en recept, der var 615 dage gammel, men dog stadig gyldig.
Da henvendte sig på Apotek var det med en forventning om, at hendes læge havde lagt en ny ordination på blodtryksmedicin ind på receptserveren, men denne recept var endnu ikke modtaget på apoteket.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at det er almindeligt, at kunder kommer på apoteket med en forventning om, at når deres læge har sagt, at der bliver sendt en ny recept til apotekernes receptserver, så kan den straks ses på receptserveren. Der er dog forskellige faktorer, der har indflydelse på, at dette ikke altid er tilfældet, idet der kan være en vis forsinkelse.
Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at kunder ofte beder om recepter fra serveren, uden at de præcist nævner, hvilket lægemiddel, de ønsker. Det er også almindeligt, at kunder på apoteket taler fortroligt med personalet om deres helbred og sygehistorie mv.
Det er ikke muligt for disciplinærnævnet at slå fast, hvad der præcist blev sagt af og af farmakonom under ekspeditionen den 13. maj 2013.
Disciplinærnævnet finder ikke, at der er tilstrækkelige oplysninger til at lægge til grund, at præcist oplyste, at hun kom lige fra lægen for at hente blodtryksmedicin.
Det er endvidere disciplinærnævnets opfattelse, at en erfaren farmakonom kender forskellen på Citalopram og Amlodipin.
Farmakonom har oplyst, at hun generelt ekspederer i henhold til SMART-metoden.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at SMART er en systematisk spørgemetode, som, hvis den anvendes korrekt ved ekspedition, sikrer, at apotekspersonalet får givet relevant information og får opklaret alle tvivlsspørgsmål fra kundens side. SMART er en meget teoretisk korrekt metode, men metoden kan være svær at anvende i det daglige, især ved kunder som har fået deres lægemiddel tidligere.
Der foreligger modstridende oplysninger om, hvad der præcist blev sagt ved ekspeditionen den 13. maj 2013. Der foreligger ikke yderligere oplysninger i sagen, der kan understøtte den ene forklaring frem for den anden. Disciplinærnævnet har ikke mulighed for at få sagen yderligere belyst, da disciplinærnævnet træffer afgørelse på skriftligt grundlag og i modsætning til domstolene ikke har mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.
Disciplinærnævnet skal bemærke, at kritik af en sundhedsperson er en indgribende reaktion, og nævnet finder derfor, at tvivlen som udgangspunkt skal komme den indklagede til gode.
Det er dog disciplinærnævnets opfattelse, at det er et tungtvejende faktuelt forhold, at der blev udleveret medicin på baggrund af en recept, der var 615 dage gammel. Nævnet er af den opfattelse, at en recept, der kaldes frem fra serveren og viser sig at være 615 dage gammel, bør få en farmakonom til præcist at afklare med kunden, hvorvidt hun kommer for at hente det præparat, der blev ordineret for så lang tid tilbage, eller om der eventuelt skulle være sendt en ny recept fra lægen. Det er alene farmakonomen, der kan se, hvad der præcist ligger på receptserveren. Kunden kan ikke se det og bør derfor informeres af farmakonomen, hvis der er noget, der kan give anledning til tvivl.
Disciplinærnævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at apotekspersonalets opgave i dag er anderledes end tidligere, hvor man ekspederede recepter, som kunden enten selv medbragte til apoteket, eller som lægen sendte direkte til apoteket.
Disciplinærnævnet finder på denne baggrund, at farmakonom ikke udviste tilstrækkelig omhu ved ekspeditionen af , og at farmakonomen ikke fik stillet det eller de spørgsmål, der var relevante og nødvendige for at sikre, at fik udleveret det præparat, hun kom for at hente.
Der er klaget over, at fik udleveret et præparat uden doseringsetiket på.
Disciplinærnævnet kan oplyse, at når apotekspersonale udfører stregkodekontrol, holdes etiketten i den ene hånd, og den scannes op mod selve lægemiddelpakningen, hvilket vil sige, at man har begge ting i hænderne samtidig. Stregkodekontrollen er et af de sidste led i ekspeditionen.
Disciplinærnævnet har lagt vægt på, at der foreligger dokumentation for udført stregkodekontrol den 13. maj 2013 kl. 14.25. Disciplinærnævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at farmakonom ikke påsatte etiket.
Det er disciplinærnævnets samlede vurdering, at farmakonom handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af recept til den 13. maj 2013 på Apotek .
ooo00ooo
Kommentarer fra 4. september og 15. september 2014 er indgået i disciplinærnævnets vurdering af sagen.
Afgørelsen er truffet af et flertal. Nævnsmedlemmerne og har afgivet følgende mindretalsudtalelse:
”Nævnsmedlemmerne og kan ikke tiltræde indstillingen om at udtale kritik, idet sagen har modstridende oplysninger fra de to parter og dermed ikke er bevist.”