Klage over manglende information om helbredsmæssige risici forbundet med langvarig Prednisolon-behandling

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere de læger, som var involveret i behandlingen af <****> på Sygehus 1 i perioden fra den 19. juni 2006 til den 10. december 2010, da de ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere de læger, som var involveret i indhentelse af informeret samtykke fra <****> i perioden fra den 19. juni 2006 til den 10. december 2010 på Sygehus 1, da de ikke har overtrådt sundhedslovens § 15, jf. § 16.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.       At ikke modtog en korrekt behandling af lægerne under ledelse af overlæge på afdeling A, Sygehus 1, i perioden fra den 19. juni 2006 til den 10. december 2010.

har hertil anført, at hun fik øget dosis Prednisolon samt at der i behandlingsperioden intet blev gjort for at nedsætte doseringen eller få hende trappet ud. har ligeledes anført, at behandlingen har medført varige skader og flere kroniske smerter.

2.       At ikke modtog en tilstrækkelig information af lægerne under ledelse af overlæge på afdeling A, Sygehus 1, i perioden fra den 19. juni 2006 til den 10. december 2010.

har anført, at hun ikke blev informeret om mulige helbredsmæssige risici i forbindelse med Prednisolonbehandling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har, medmindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

oplevede i 2001 tør hoste i forbindelse med sit arbejde som frisør, hvor hun dagligt blev udsat for irritation i form af kemikalier, duftstoffer med videre. Tilstanden blev siden 2002 forværret gradvist. blev derfor af egen læge og klinik 1 på Sygehus 2 mistænkt for at have svær astma, og hun gennemførte flere kure med Prednisolon med effekt på hostetendensen.

Den 10. maj 2006 blev henvist af Sygehus 2 til vurdering i klinik 2 på Sygehus 1, idet havde ukontrollerbar astma, som man ikke kunne håndtere tilfredsstillende i ambulant regi.

På baggrund af sagens oplysninger har Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn lagt til grund, at behandlingen med Prednisolon startede før den periode, som Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har kompetence til at tage stilling til. 

Begrundelse for afgørelse af klagen over behandling

Den 19. juni 2006 blev undersøgt i klinik 2 på Sygehus 1, hvor det blev konstateret, at havde fået gentagne Prednisolonkure med god effekt på luftvejssymptomerne.

Den 11. december 2006 var til ambulant kontrol i klinik 2 på Sygehus 1, hvor det blev bemærket, at hun fik 25 mg Prednisolon dagligt.

Den 20. december 2006 tilrådede klinik 2 på Sygehus 1, at skulle trappe ud af Prednisolon, hvilket hun var indforstået med.

Den 28. marts 2007 blev det bemærket, at havde et påfaldende stort Prednisolonbehov, og at hun tog 25 mg dagligt, idet hun oplevede øget hoste og irritabilitet af luftvejene ved Prednisolon doser under 20 mg. Det blev desuden konstateret, at i forbindelse med Prednisolonbehandlingen oplevede ledsmerter, og hun havde derfor et ønske om at trappe ud af Prednisolonbehandlingen. Det blev desuden konstateret, at det var påfaldende, at fastholdt et så højt Prednisolonforbrug samt, at dette på længere sigt var helt uacceptabelt, og at man derfor ville overveje et nedtrapnings- og udtrapningsforsøg, hvor i stedet ville få behandling med Methotrexate.

Den 16. maj 2007 fremgik det af journalen, at fortsat var i behandling med Prednisolon, idet hun ikke kunne undvære dette.

Den 30. maj 2007 blev det noteret, at målet behandlingsmæssigt først og fremmest var at komme ud af Prednisolonbehandlingen.

Den 11. juni 2007 kontaktede klinik 2 på Sygehus 1 og fortalte, at hun havde fået påvist lungebetændelse, og at hun var øget i Prednisolon til 40 mg dagligt. Hun var i tvivl om hvor længe, hun skulle fortsætte med behandlingen, og hun blev rådet til, at hun efter to uger med 40 mg dagligt skulle reducere gradvist til 20 mg dagligt med 5 mg i døgndosis hver 3. dag.

Ved ambulant kontrol hos klinik 2 på Sygehus 1 den 18. september 2007 oplyste , at hun havde haft behov for øgning af Prednisolon og derfor nu tog 40 mg dagligt. Det blev vurderet, at skulle trappes ud af Prednisolon behandlingen, og at man anbefalede, at påbegyndte udtrapning med 5 mg om ugen i fire uger og herefter med 2,5 mg om ugen. fik oplyst, at man ville følge hende tæt i ambulatoriet under nedtrapningen samt, at hun skulle henvende sig til ambulatoriet, hvis hun fik det dårligt under nedtrapningen.

Den 27. september 2007 blev indlagt på afdeling B på Sygehus 1 med stærke ledsmerter, og man fandt tegn på, at havde udviklet diabetes som følge af behandlingen med Prednisolon. Det blev derfor vurderet, at skulle helt ud af behandlingen med Prednisolon, og blev derfor nedtrappet startende med 25 mg Prednisolon. Planen var at få hende helt trappet ud af behandling med Prednisolon.

Den 20. november 2007 var det lykkedes at komme ned på 10 mg Prednisolon dagligt.

Den 22. november 2007 kontaktede klinik 2 på Sygehus 1 telefonisk, da hendes mand netop havde oplyst, at han ville skilles. Da hun var meget rystet over situationen og følte tiltagende åndenød, blev det aftalt, at hun i 10-14 dage kunne øge Prednisolon til 20 mg dagligt, men at hun herefter skulle nedsætte til 10 mg, som var den aktuelle dosis.

Den 14. maj 2008 oplyste klinik 2 på Sygehus 1 om, at hun igen var sat i antibiotisk behandling samt øget i Prednisolon af egen læge til 20 mg dagligt.

Den 15. maj 2008 forelå en immunologisk undersøgelse, der viste, at der ikke var tegn på primær immundefekt, men at de fundne reduktioner af antistof i blodet og visse cellelinier kunne skyldes behandling med højdosis Prednisolon.

Den 21. oktober 2008 blev indlagt på Sygehus 1 på grund af forværring af astma. Hun var i antibiotisk behandling og havde en uge tidligere fået øget dosis Prednisolon af egen læge fra 15 mg til 40 mg dagligt og derefter trappet op til 75 mg dagligt.

Den 22. oktober 2008 blev det noteret, at planen var at få trappet ud af Prednisolonbehandlingen under indlæggelse. informerede om, at hun selv havde trappet op til 75 mg dagligt.

Den 27. oktober 2008 blev trappet ned til 37,5 mg dagligt.

Den 12. maj 2009 blev det indskærpet overfor , at hun skulle trappe ud af Prednisolon, der havde forårsaget diabetes samt knogleskørhed. Det blev ligeledes noteret, at man ville kontakte egen læge med henblik på at støtte i udtrapningen.

Det bemærkes, at behandlingen med Prednisolon initialt blev iværksat flere år forinden startede behandling på Sygehus 1.

Disciplinærnævnet har ved vurdering af sagen lagt vægt på, at havde haft astma gennem mange år, og hun blev den 18. maj 2006 henvist til Sygehus 1 med henblik på behandling. I perioden fra den 18. maj 2006 til den 23. februar 2011 fremgår det, at havde været sat i Prednisolonbehandling og fået øget dosis andre steder fra. Eneste undtagelse var den 22. november 2007, hvor hun kontaktede afdelingen telefonisk på grund af åndenød, og derfor fik øget Prednisolondosis fra 10 mg til 20 mg dagligt.

Videre har disciplinærnævnet lagt vægt på, at ved mange konsultationer i behandlingsforløbet blev oplyst om vigtigheden af at trappe ned i Prednisolon på grund af bivirkninger. Der blev tillige gjort mange forsøg på at få hende ud af behandlingen.

Sundhedsvæsenets disciplinærnævn finder på den baggrund, at den behandling som modtog af de læger på afdeling A, Sygehus 1, i perioden fra den 19. juni 2006 til den 10. december 2010 var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Begrundelse for afgørelse af klagen over informeret samtykke

Ifølge blev hun ikke informeret om mulige helbredsmæssige risici i forbindelse med årelang behandling med høj dosis af Prednisolon, ligesom der intet blev gjort for at nedsætte doseringen eller trappe hende ud af medicinen.

Det fremgår af en udtalelse fra Sygehus 1, at mindst to år før den påklagede periode var blevet sat i behandling med Prednisolon og, at hun på ordinationstidspunktet burde være blevet informeret om bivirkninger ved behandlingen. Det fremgår videre, at gentagne gange blev forsøgt udtrappet af Prednisolon efter drøftelse med hende samt, at en sådan drøftelse implicit må have inkluderet en omtale af behandlingens bivirkninger som argument herfor.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det fremgår af sundhedslovens § 16, stk. 1, at en patient har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Det fremgår af § 16, stk. 4, i samme lov, at informationen skal være mere omfattende, når behandlingen medfører nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.

Ligeledes kan disciplinærnævnet oplyse, at det fremgår af Sundhedsstyrelsens vejledning af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at det ikke entydigt kan fastsættes, i hvilket omfang en sundhedsperson har pligt til at informere om mulige komplikationer mv. i forbindelse med undersøgelse og behandlingen. Det fremgår, at sundhedspersonen som udgangspunkt altid skal give information om alvorlige og ofte forekommende komplikationer med videre. Når der er tale om alvorlige og sjældent forekommende eller bagatelagtige og ofte forekommende komplikationer mv., skal sundhedspersonen ofte give information herom. Der kan som udgangspunkt ikke stilles krav om, at sundhedspersonen skal informere om bagatelagtige og sjældent forekommende komplikationer mv.

Vurderingen af, hvornår der herefter skal gives information, beror i første række på sundhedspersonens skøn.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at information skal gives forud for en behandling, og i dette tilfælde inden opstart med langvarig Prednisolonbehandling.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at lægerne på afdeling A, Sygehus 1, i 2006 kunne lægge til grund, at var informeret om bivirkningerne ved langvarig Prednisolonbehandling hos den læge, hvor behandlingen oprindelig blev iværksat.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at de læger på afdeling A, Sygehus 1, der var involveret i behandlingen af i perioden fra den 19. juni 2006 til den 10. december 2010 ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med indhentelse af informeret samtykke.

ooo00ooo

Kommentarer fra af den 11. juni 2013 er indgået i vurderingen af sagen.